Mindfulness, empati, kreativitet og litteraturoplevelse for unge på 7. klassetrin.
Otte-ugers forløbet på Nørre Snede skole, ved Peter Høeg.

Intro til sjette nyhedsbrev:
Til Kontemplations læsere

I sidste uge deltog i undervisningen Pernille, en af de lærerstuderende som kommer til at skrive bachelor-opgave om forløbet.

Af hende fik vi en vigtig spejling.

Det er med velberåd hu jeg bruger ordet spejling. Som for mig betegner en nøgtern refleksion over et sagsforhold

Pernille har været på praktikophold i Afrika under den første del af vores undervisning. Fordelen ved det er at hun ikke som os andre er blevet en del af forløbet. Hun har oplevet begyndelsen, og derefter har hun været væk. Og kommer nu tilbage med det uhildede blik udefra vi andre ikke mere kan have.

Pernille fortalte os at det for hende var påfaldende hvor meget anderledes de unge var. Hvor meget mere nærværende, hvor meget mere inde i hvad der foregik, hvor meget mere samlede.

Jeg må indrømme at det gjorde mig meget glad. Selv kan jeg ikke mere se klart, dertil er jeg så at sige for syltet ind i projektet, har for mange aktier i det. Og det samme er jeg bange for til dels gælder de andre voksne. Måske undtaget forskerne som jo er trænet i at forholde sig pokerface-agtige.

Pernilles kommentar havde en spontanitet der får mig til at tro på at mine egne fornemmelser passer. At de unge rent faktisk, i løbet af de sidste par måneder, har fået en dybere kontakt til sig selv. En lidt mere direkte tilgang til tekster. Et lidt friere forhold til det at fortælle en historie.

Men hvor meget af dette kan de fastholde når forløbet om nogle få uger er slut, det spørger jeg mig selv om dagligt.

Der er for mig ingen tvivl om at de har brugt den tid vi har været sammen – og de erfaringer de har gjort sig – til at åbne nogle døre indad mod deres egen kerne. Men kan de holde de døre åbne fremover?

Er det ikke altid det der er det store spørgsmål i træning af hjerte og empati? At når dørene indad er åbne, så virker det hele selvfølgeligt, så er man sikker på at denne indre balance og denne åbenhed overfor verden kommer man aldrig til at miste.

Hvorefter vi alligevel, når ferien slutter eller vi kommer hjem fra kursus eller fra retreat, eller bare får så travlt at den daglige praksis fader, opdager at vi sander til indvendigt, at åbenhed og nærvær mindskes som en våge i isen der fryser til.

What to do?
Det er 10.000 kroners spørgsmålet, på hvilket i hvert fald jeg ikke har noget svar.

Men med hensyn til de unge på Nørre Snede skole har jeg to håb: Det første er at jeg jo går videre med de individuelle samtaler. Og dér vil jeg indlægge en lille smule individuel undervisning, for at prøve at give dem hver især en boullionterne-agtig essens af undervisningen med videre frem.

Og så er jeg blevet enig med skolen om at jeg kommer tilbage i august, og giver hver klasse en halv dags intens undervisning. For at se hvad de har kunnet fastholde, og måske for at kunne bygge videre på det der til den tid har fået lov at arbejde videre inden i dem.

Da vil jeg så også invitere forskerne med. For at også de kan danne sig et indtryk – der helt sikkert kan blive mere sagligt end mit – på hvor langt man egentlig kan komme med en gruppe unge mennesker på otte uger.

Mange gode hilsner
Peter

Sjette nyhedsbrev
Uge 16

Kære alle

For første gang i dette forløb guidede I lærere, Janne og Camilla, i den forløbne uge det der kaldes en kropsscanning.

Det lyder måske som en lille ting, måske tænker man at hallo, de er jo lærere, det må være ‘a piece of cake’ at lede det første kvarters undervisning i en eller anden form for afslapning.

Men sådan forholder det sig ikke.

For det første er en kropsscanning ikke hvad som helst. Det er en omhyggelig gennemgang af kroppen, kropsdel for kropsdel, mens eleverne ligger ned. En teknik der oprindelig kommer fra yoga, men som nu anvendes også i eliteidræt, indenfor dans, mange steder i det private erhvervsliv, og er en central del af træningen i MBSR, mindfulness-baseret stressreduktion, den bedst videnskabeligt dokumenterede fremgangsmåde til stresshåndtering der findes.

Kropsscanning er en omhyggelig opbygget instruktion i vågen afslapning.

Hvis denne instruktion skal virke, skal den der underviser selv have længere erfaring med kropsscanninger.

Det kunne man tydeligt mærke at I lærere har. I har udført kropsscanninger med jeres familier, med jer selv, og også med jeres elever.

Det er denne forhåndserfaring der gør at det fungerer, der gør at det fungerede i den uge der er gået.

Dermed bliver disse små situationer de første vigtige billeder på det der venter forude, nemlig at I lærere tager over, når min andel af dette forløb er slut, om en to-tre uger.

For os alle var dette derfor en vigtig symbolsk indledning.

Som blev efterfulgt af at vi arbejdede med hvad man kunne kalde livsfortællingen.

Udtrykket livsfortælling kommer fra den forskning der i løbet af de sidste 15-20 år har vist at vi ordner den måde vi forstår vores liv på som en fortælling.

På en måde er det logisk. Som alle fortællinger har livet en begyndelse, en handling der på en eller anden måde helst skulle gøre en klogere, og en afslutning.

Det er også den måde møder mellem mennesker naturligt ordner sig på: Med en eller anden form for velkomst, et samvær og en afsked.

Så måske er der en nærmest neuro-biologisk grund til at vi forstår vores eksistens som fortælling.

Det vi så gjorde i den uge der er gået, er at vi fortalte hinanden episoder fra vores liv, episoder som har rummet møder med et eller flere mennesker. Hvorefter vi arbejdede med kreativt at ændre disse fortællinger. Ved for eksempel at berette den samme begivenhed igen, men nu ikke fra vores egen, men det eller de andre mennesker der var til stedes synsvinkel.

Derved træner man sine empatiske evner. Empati er netop menneskets enestående evne til at føle sig ind i og gætte sig til hvad der foregår i andre.

Man træner på denne måde også sin sans for litterære tekster. Netop fortællerforhold, spørgsmålet om fra hvilke synsvinkler en litterær tekst er set, er afgørende for både film og litteratur.

Og så kommer man, ved at fortælle sit liv på forskellige måder, på sporet af noget helt afgørende: At fortiden ikke, som man normalt tror, ligger fast.

Ved at genfortælle noget man har oplevet på stadig nye måder kan man få nuancer og synspunkter frem man ikke først så. Hvorved eksempelvis en negativ oplevelse kan vise sig at rumme også positive elementer.

Psykologerne har en sætning jeg elsker: Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom.

Den sætning er en punchline-hyldest til det kreative syns på livsfortællingen.

Som vi går videre med i den kommende uge.

Hjertelige hilsner

Peter

Her kan du læse de tidligere nyhedsbrev:
Femte nyhedsbrev
Fjerde nyhedsbrev
Tredje nyhedsbrev
Andet nyhedsbrev
Første nyhedsbrev