Litteratur til fordybelse — kvindelige stemmer i praksis

af | | 20. juni 2025

Hanneli med bøger

 

Sommeren er her.
Med den følger et skift i tempo.
En mere åben rytme, hvor dagene giver lidt mere plads til at dvæle.

For nogle kommer pausen som ferie.
For andre måske som et retreat.
Eller måske bare som en stille, indre bevægelse, hvor hverdagen får en roligere puls.

I denne tid bliver vi ofte spurgt:
Har I noget, I kan anbefale at læse?

Her i Kontemplation er vi varsomme med anbefalinger.
Vores arbejde kredser først og fremmest om praksis.
Om kroppen. Hjertet. Og den vågne bevidsthed.
Erfaringer, der ikke kan læres gennem ord, men må leves.
Om at træde ind i stilheden. Under sproget.

Vi lever i en kultur, hvor det sproglige og mentale ofte vægtes højest.
Hvor refleksion, teori og intellekt bliver målt som den fineste form for indsigt.
Men praksis begynder et andet sted.
Dér, hvor kroppen vågner.
Hvor nærværet synker ned under tankernes kredsen og finder hjem.

Alligevel kan litteratur være en blid ledsager.
Nogle bøger bærer spor af mennesker, der har gået vejen før os.
Deres ord kan vække genklang, åbne noget i os.

Derfor deler jeg her en liste over bøger, der har fulgt mig.
Bøger, som kredser om den kvindelige praksisvej.

For i mange af de spirituelle traditioner er fortællingerne, linjerne og billederne formet af mænd, og for mænd.
Og selvom der gennem historien har levet store kvindelige mestre, er deres erfaringer sjældnere blevet nedskrevet, deres spor mere skjulte.
Det skyldes ikke nødvendigvis et bevidst valg i samtiden, men snarere de vilkår og den tidsånd, som prægede den kontekst, traditionerne og teksterne blev til i.

Som praktiserende har jeg – som så mange andre – derfor måttet lede længere efter vores formødres visdom.
Lytte efter de stemmer, som ikke altid er skrevet ind i overskrifterne.

Jeg husker, hvordan det føltes, da jeg første gang åbnede Masters of Miracles and Meditation — et værk om tibetanske mestre.
37 mandlige livsbeskrivelser.
Én kvindelig.
Det vakte en undren.
Og en sorg, over ubalancen.
Det er ikke en indvending mod bogens dybde, men et spejl på de betingelser og mønstre, der har præget vores forståelse og optegnelse af spirituelle traditioner.

Men noget er ved at forandre sig.
I vores del af verden er vi langsomt ved at finde en smule mere balance.
Det går ikke hurtigt, og måske er det netop sådan, det må være.
Det tager tid at folde en ny virkelighed ud.
Ligesom en praksis, der folder sig ud i sit eget tempo, tager det tid at forvandle gamle mønstre – i os selv, i kulturen, i vores fælles fortællinger.

For nu at vende tilbage til bøgerne:
Her er en lille liste.
Fra kvindelige stemmer.
Til dig, der måske har lidt ekstra tid i sommeren –
og som holder af ord, der peger mod noget større end dem selv.

 


 

Fem bøger om mestre på den spirituelle vej

Bogen om mit liv af Teresa af Avila*
Skydancer om Yeshe Tsogyal
Ildens datter af Irina Tweedie*
Machik’s Complete Explanation: Clarifying the Meaning of Chöd af Sarah Harding
A Dakini’s Counsel om Sera Khandro

Teresa af Avila var karmelitternonne i 1500-tallets Spanien og leder af flere klostre.
I Bogen om mit liv skriver hun med sjælden klarhed og inderlighed om sit liv — fra barndom og ungdom til voksen alder — og om, hvordan hun med mod og radikal hengivelse følger sin bønspraksis.

Skydancer handler om den tibetanske mester Yeshe Tsogyal, som var åndelig og tantrisk partner til en af buddhismens helt store lærerskikkelser, Padmasambhava.
Hun levede omkring det ottende århundrede og er et lysende eksempel på den kvindelige visdomsvej i en tradition domineret af mænd.

Ildens datter er Irina Tweedies egen beretning om sin træning i den sufiske Naqshbandi-linje i 1900-tallet.
En intens fortælling om overgivelse, smerte og indre forvandling.

Machik’s Complete Explanation bringer os tæt på Machig Labdrön (1000-tallets Tibet), som grundlagde Chöd – en radikal meditationsform, der i dag praktiseres i både böntraditionen og i den tibetanske buddhisme – og i stigende grad finder fodfæste blandt vestlige praktiserende.
Bogen, oversat og redigeret af Sarah Harding, giver et levende indblik i Chöd og Machigs visionære liv.

Sera Khandro, som vi møder i A Dakini’s Counsel, levede fra 1892 til 1940.
Hendes biografi rører mig, især i måden hun beskriver det emotionelle landskab – både sit indre og de relationelle rum, hun bevæger sig i som mor, partner, tertön og lærer.
Alt sammen vævet sammen med hendes dybe pointing-out instruktioner om sindets natur.

 


 

Bøger med praksisnære perspektiver

Feeding Your Demons af Tsultrim Allione
Wisdom Rising af Tsultrim Allione
The Wakeful Body af Willa Blythe Baker

Tsultrim Allione er en vestlig lama og grundlægger af dharmacenteret Tara Mandala i Colorado.
I Feeding Your Demons formidler hun urgamle praktikker i et sprog, der taler til det liv, vi lever i dag.
Med afsæt i Machig Labdröns Chöd viser hun en nænsom og kraftfuld vej til at møde og forvandle de indre skygger.

Wisdom Rising er skrevet i samklang med det praksisfællesskab, som omgiver forfatteren.
Jeg husker især, hvordan hun i forbindelse med udgivelsen sagde:
“They say it takes a village to raise a child, and I now say it takes a community to write a book.”
En smuk påmindelse om, hvordan både praksis og formidling kan bæres af et fællesskab. Noget der også mærkes som en understrøm i hele bogen.

I The Wakeful Body inviterer Willa Blythe Baker os ind i kroppen som et spirituelt landskab.
En bog, der blidt og præcist minder os om, at nærvær ikke begynder i hovedet – men i kroppen.

(Du kan læse en fyldigere omtale af The Wakeful Body her >)

 


 

Fem bøger, jeg vender tilbage til

Dakini’s Warm Breath – The Feminine Principle in Tibetan Buddhism af Judith Simmer-Brown
Women of Wisdom af Tsultrim Allione
The Sakya Jetsunmas – The Hidden World of Tibetan Female Lamas af Elisabeth A. Benard
Initiation af Elisabeth Haich*
Kærlighed er en mulighed af Marianne Walther*

Dakini’s Warm Breath var for mig en nøgle til at forstå dakiniprincippet – en central del af den tibetanske tradition, hvor det feminine aspekt ikke blot er et teoretisk koncept, men en levende vej.

I Women of Wisdom samler Tsultrim Allione beretninger om kvindelige praktiserende.
Et modstykke til de klassiske samlinger om mandlige mestre.

The Sakya Jetsunmas udfolder en kvindelinje i den tibetanske tradition, hvor den spirituelle overlevering går fra kvinde til kvinde.
En akademisk bog, men også en sjældent belyst strøm af visdom.

Og Initiation af Elisabeth Haich – en bog, der skiller sig ud fra de øvrige, men som fortjener sin plads her.
En blanding af erindring og roman, hvor forfatteren skildrer en spirituel træning i det gamle Egypten, i et liv hun beskriver som en tidligere inkarnation.
Bogen rækker ud over den klassiske genre og giver en righoldig, klar skildring af indre transformation.

Kærlighed er en mulighed fortæller om Marianne Walthers liv og virke på Vækstcenteret gennem flere årtier.
En beretning om et almindeligt kvindeliv, hvor den meditative praksis gradvist får mere og mere plads — og hvor omhu, kropsbevidsthed og videregivelse bliver selve grundtonen.

(For gennemsigtighedens skyld: Jeg har selv været involveret i bogen. Men det er ikke derfor, jeg nævner den her. Det er, fordi Marianne er en hjertelærer af en kaliber, vi sjældent ser i Skandinavien.)

(Du kan læse en fyldigere omtale af Kærlighed er en mulighed her >>)


 

Foruden Skydancer, som er oversat og kommenteret af Keith Dowman, er alle bøgerne skrevet af  kvinder, som selv går vejen.
Det mærkes.
Der er en tone af nærvær, som jeg tror, kun kan skrives frem af erfaring.
Og en nærhed, som ikke blot fortæller om praksis, men deler den.

Listen afspejler naturligvis også mine egne spor.
Og min kærlighed til den tibetanske tradition.
Den er ikke et forsøg på at missionere –
jeg tror, alle autentiske veje op ad bjerget er lige værdifulde.
På et tidspunkt er det blot nødvendigt at vælge én,
hvis man ønsker at bevæge sig opover.
Men det udelukker ikke, at vi kan lade os berige af dem, som vælger andre veje.

Dette er blot nogle få titler.
Der findes mange flere.
Måske har du selv mødt en bog, der lagde sig tæt op ad din vej – en, du vendte tilbage til, eller som blev hos dig, længe efter sidste side var vendt.
Du er meget velkommen til at dele den her.
Så kan vi lytte til hinandens læsninger og lade listen vokse og forgrene sig.
Bøgerne, vi læser, kan være som små samtaler, der følger os gennem livet.
De taler med os.
Længe efter sidste side er vendt.
Nogle gange som en hvisken.
Andre gange som en hånd der blidt peger i retning af det, vi allerede anede.
Og ligesom med praksis, er det ikke ordene i sig selv, der forandrer noget –
men måden, vi møder dem på.
Det sted i os, som lytter.
Den opmærksomhed, vi giver dem.

Så måske er denne liste ikke så meget en anbefaling,
som det er en invitation.
Til at lade bøgerne finde dig.
I det rette øjeblik.

God læselyst.

 

*Denne titel findes på dansk.


Hanneli er cand.arch., psykoterapeut og meditationslærer.

Hun bor på Vækstcenteret i Nørre Snede og er en del af centerets faste undervisningsgruppe. Hun modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.

Hanneli er tilknyttet Foreningen Børns Livskundskab og har i mange år arbejdet med kontemplativ praksis i pædagogiske og kreative sammenhænge.

Hun stiftede Kontemplation i 2010.

Efterlad en kommentar





FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Følg på Instagram
FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Følg på Instagram