Fødsel og død. Det er de to uundgåelige og tilsyneladende modsatte ekstremer, der danner rammen om vores jordiske eksistens. Filosoffen Françoise Dastur bemærker det paradoksale i, at fødsel og død er de vigtigste begivenheder i vores liv, som vi aldrig selv vil opleve. Det kan naturligvis diskuteres, men vi kan slå fast, at det under alle omstændigheder er de færreste, der husker deres fødsel og eventuel tidligere gennemlevet død. Måske er det også derfor, at fødsel og død for mange er livets mest uforståelige begivenheder.

Fordybelsesdagen i Århus dannede en god ramme omkring meditationer over “livets skrøbelighed” som Hanneli beskrev det.

Vi bliver fra om formiddagen og dagen igennem draget ind i fortællinger som på forskellig vis viser os menneskets afmægtighed overfor livets gang. Vi bliver inviteret til at mærke empatien og lysten til at bruge vores egne levede erfaringer til at hjælpe og skåne andre for smerte, men samtidig bliver erkendelser af, at ethvert menneske må gå sin egen livsvej og drage sine egne erfaringer serveret for os. Vi er blot mennesker. Derfor kan vi heller ikke forhindre vores kære, eller vores kæres kære, i at dø, ligesom vi ikke kan ændre på vores egen dødelighed. Erkendelsen og accepten kan være smertefuld, men som vi fik at vide: fordybelsen indeholder en ubesværethed, men kan samtidig ikke nås uden at forholdet til sorg og smerte intensiveres. Endnu et af livets paradokser.

Min indre smerte intensiveres allerede om formiddagen i en af Peters meget fængende fortællinger ved sætningen;”….min bror, som begik selvmord for et år siden”. Bang! Det føltes som en skarp smerte i hjertet og sætningen blev i mit hoved til: ”Min elskede, som begik selvmord for et år siden”. Det gør ondt. Men jeg er blevet bekendt med smerten og jeg kan på dette tidspunkt stadig rumme den. Smerten blandes i løbet af dagen med andre følelser og sansninger, af og til ro, af og til glæde. På et tidspunkt udløses et indre latteranfald, da jeg opdager, at jeg har vendt mine bukser forkert, så røven sidder foran og sløjfen bagpå.

Imellem to gående meditationer bliver vi guidet ind i en åbning af vores kærlighed til vores medmennesker. Kærligheden fylder min krop og jeg er taknemmelig for den varme energi. Så genfortæller Peter H.C. Andersens ”Historien om en moder” og det føles som om min verden braser. Jeg føler kærligheden og ser for mit indre blik dem jeg elsker allerhøjst. Ligesom den ræv, jeg mødte i sommer, ikke ville miste sine unger, vil jeg ikke have, at der skal ske mine kære noget. Jeg vil ikke have, at de skal opleve døden. Jeg vil ikke selv miste. Det er som om, at jeg på et øjeblik genoplever de dødsfald, jeg har været konfronteret med de sidste år på én og samme gang. Min spirituelle mentor og veninde, som døde på hospitalet i Johannesburg, fordi hun ikke havde en sygeforsikring. Det lille spædbarn, som jeg vuggede i søvn og tre dage senere var død. Barnets mors forfald. Min ven som druknede. Min onkel, mine bekendte, min elskede. Jeg kan slet ikke rumme smerten i min krop og tårerne hjælper mig. Jeg føler mig magtesløs – lille.

Jeg får, inden jeg skal begive mig ud i verden igen, lov at se ind i Hanneli’s varme øjne. Jeg får et knus. Jeg kommer tilbage til nutiden. Lige nu er okay. Der er noget, der falder på plads. Det åbenlyse. Mine smertefulde følelser relaterer sig til en levet fortid og en mulig fremtid. Det eneste, jeg har magten til, er, at vælge hvordan jeg konfronterer nuet. For at være i stand til at vælge, må jeg være nærværende og vågen – nu.

Ligesom sommerens ræv var det, da vores øjne et øjeblik mødtes. Dens frygt, men også dens vilje, var relateret til det nu, som jeg var en del af. Ikke fortid. Ikke fremtid. Nu. Et nu, der var ovre – sammen med rævens alarmberedskab – i det øjeblik jeg vendte mig og gik. Fra nu af, vil jeg øve mig i at engagere mig i nuets liv. Nuet som i en nærmest umærkelig overgang fødes og dør med hvert eneste åndedrag.

Foto: Jeanette Lykkegård