LIVSÅNDE OG VELBEHAG
af Kirsten Rotbøll Lassen | PRAXIS | 30. januar 2021
Livsånde
Vi trækker vejret. Åndedrætsfunktionen i vores organisme er en del af det autonome nervesystem, og vi ville ikke være i live uden denne funktion. Vi ånder ind, vi ånder ud, og dette foregår ca. 20.000 gange i døgnet. Ofte lægger vi ikke mærke til at vi trækker vejret, men i forskellige situationer kan karakteren af vores vejrtrækning ændre sig markant.
Vi kan blive forpustede. Vi kan sukke dybt af velbehag. Vi kan hyperventilere af skræk. Vi kan næsten holde helt op med at trække vejret for eksempel hvis vi skal til eksamen og er meget nervøse.
Vi siger; ”husk at trække vejret” til hinanden. Fordi vi alle deler en viden om vejrtrækningens betydning for vores velbefindende.
Med bevidsthedens hjælp kan vi regulere vores vejrtrækning når vi har brug for det. Vi kan berolige os selv ved at tage dybe rolige ind. og udåndinger. Vi kan træne vores vejrtrækning i forbindelse med aktiviteter som sang, tale, løb og yogapraksis.
Kvaliteten af vores vejrtrækning afspejler hvordan vi har det, og meget direkte afspejler den vores kroplige og mentale aktivitet.
Dét at vi har evnen til at trække vejret, kan ses som selve kilden til vores eksistens. Til det mysterium, det er at være i live. At kunne ånde er i skabelsesmyter beskrevet som selve dét at blive givet livet;
“Da Gud skabte Jord og Himmel, fandtes der endnu ingen af markens buske på Jorden. Endnu var ingen af markens urter spiret frem, for Gud havde ikke ladet det regne på Jorden. Der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden.
Men en tåge kom nu op af Jorden og vandede hele dens flade.
Da dannede Gud mennesket af agerjordens muld. Han blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.”
– Uddrag fra “Myter om verdens skabelse” af Flemming Lundahl.
At trække vejret kan erfares som en portal indad i os selv. Vejrtrækningen kan så at sige åbne døre ind til indre landskaber. Til landskaber i vores indre som er helt uafhængige af tid og sted. Vi kan møde følelser, tanker, billeder, erindringer, kropslige sansninger, kreativitet og ideer kan opstå. Vi kan opleve pludselig at befinde os i sammenhænge fra tidligere i vores liv. Som om det der skete i fortiden er der nu. Som skete det i détte nu. Vi kan rejse. På samme måde som i vores natlige drømme.
Velbehag
Jeg er i supermarkedet. Der er næsten ingen mennesker. Jeg har mundbind på, og det at have noget for munden gør mig meget opmærksom på min vejrtrækning. Da jeg er kommet ud fra supermarkedet, går jeg et lille stykke. Går med min cykel, trækker vejret og nyder den friske luft. Kommer forbi børnehaven på vej ned mod skoven. Børnehaven er åben, og der er børn udenfor. De leger iklædt deres flyverdragter. Der er en lille bakke og masser af sne. Så de kælker. En af dem ser mig og råber højt ”Hej” og lidt efter ”Vi kælker”. Jeg trækker den kolde luft ind i mine lunger. Ånder ud og slapper af i min krop. Mærker kulden mod min hud. Luften er frisk. Min krop åbner og mine sanser åbner sig. Føler mig vågen. Nærmest som et årvågent dyr. I løbet at et splitsekund er det som om jeg er i en anden verden. I lynglimt passerer billeder på min nethinde, fra barndomsoplevelser med kælketure, sne, skov og bakker.
Min lugtesans sanser duften af boller og kakao. I min krop mærker jeg den helt særlige varme der kan være når man kommer ind efter en hel dag ude i kulden. Billeder og sansninger passerer gennem mig så virkelige, som var jeg dér nu. Dér tidligere i mit liv. Jeg læner mig ind i dette øjeblik, og føler en stor glæde over at være i live. Over at have fået blæst livsånde ind i mine næsebor. Trækker vejret. Dybt. Indånding. Udånding. Livet pulserer i mig. Mærker et velbehag og samtidig en sødmefyldt sørgmodighed. I mig er der en længsel efter den helt særlige barnlige åbenhed, samtidig med et lille stik af sorg over at det ikke er muligt helt at vende tilbage dertil. Og så alligevel. Vi er så forunderligt indrettet at vi kan besøge tidligere tilstande og af og til, derved få adgang til ressourcer der opliver og beriger os. I glimt kan vi blive som børn igen. Jeg vinker til børnene og smiler. Går videre hjemad.
Kirsten Rotbøll Lassen Cand.pæd. i didaktik (materiel kultur). Diplomuddannelse i billedkunst ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Kunst og kulturlederuddannelsen, Scenekunstens Udviklingscenter. University College Sjælland. Bachelor i psykomotorik fra Ingrid Prahms seminarium. Kirsten arbejder som billedkunstner, underviser og konsulent og er siden 2015 projektleder på ”JEG KAN SKABE”– et projekt om undervisning i design og kreative processer for sårbare børn og unge.
Fra 2012 til 2020 har hun ledet Designskolen på Designmuseum Danmark. Hun underviser i Projekt Indre Styrke, et samarbejdsprojekt mellem Human Practice Foundation og Foreningen Børns Livskundskab.
Kirsten har en mangeårig meditativ praksis og en dansepraksis. Deltager jævnligt i kurser på Vækstcenteret og modtager praksisvejledning.