Jeg er på vej til at sige arrivederci Italia, Adieu. Tårerne løber ud under mine solbriller og ned af kinderne. Efter mange kilometer gennem det flade landskab over Po-sletten tårner bjergene sig nu op foran mig.

Tre ugers rejse dybt ned i Italien i bil er ved at slutte, og jeg har langsomt bevæget mig mod nord. Først Bologna, så Venedig, forbi Udine og nu videre i retning af grænsen til Østrig. Asfalten suser under dækkene, og om lidt forlader jeg landet, som jeg har bevæget mig gennem med skiftende rejsefæller. Min krop er tung, mit åndedræt knuger sig sammen i halsen. Jeg mærker, at det er selve dét, at jeg forlader landet, som gør mig sorgfuld. Som om jeg forlader en elsket, eller selv bliver forladt.

Jeg krymper mig i frygten for at miste den høje energi og følelsen af lykke, som har boet i mig på rejsen. Lykke i betydningen lethed og liv, kreativitet i det små. Lykke i betydningen kontakt indad og udad. Lykke i betydningen hjem. I Italien kommer jeg hjem, selvom jeg er et fremmed sted. Og hjem betyder kontakt til dybere lag i mig selv, jeg mærker hjertet, sanseligheden og legen, jeg er tro og står solidt i mig selv og er samtidig let. Alt det er uendeligt let i Italien.

Jeg lægger et vigtigt stykke land bag mig, og mens jeg krydser grænsen spekulerer jeg på, hvad Italien kan, og hvordan jeg får det med hjem.

I Italien køber jeg zucchini-blomster på markedet, laver en simpel dej uden opskrift og friterer dem på panden, så de knaser og det orange indeni kommer til syne, når mine gæster bider i dem.

I Italien vågner jeg tidligt og sidder på min pude, mens det gryr, og min elskede endnu sover, og jeg ser solen stå op over olivenbakkerne, hvor jeg strækker øjne.

I Italien kan jeg gå ind i en kirke fredag aften, mennesker knæler, og præsten står rank, mens vespaerne summer afsted i gaden lige udenfor, og gadelygterne tændes.

I Italien bliver mine børn og jeg inviteret med til langbordet hos de lokale. Gavmildt serverer de tomater og hjertemuslinger for os, vi taler alle deres sprog, og de fortæller om det skønne ved Napoli, som jeg ellers er lidt bange for.

I Italien går jeg ind og betaler for min benzin langs motorvejen og bestiller samtidig en espresso i baren. Jeg står der sammen med de andre italienere, rører langsomt sukkeret ud, mærker ståldisken mod huden, kaffens vidunderlige smag, mens verden farer afsted derude.

I Italien går jeg sammen med mine venner langs pilgrimsruten Via Francigena, som tusindvis har gjort det før mig. Jeg er på vej, og vi går i flok. Over bakker, gennem floddale med turkis vand. Vi bader i flodens små vandfald og flyder med.

Hvorfor føler jeg mig hjemme her? Måske sker det i spejlingen med italienerne : deres sanselighed, langsomhed, tydelighed, polaritet og måske deres selvværd? Og selve slippet ind mod væren? Den italienske autenticitet minder mig om den dybere kontakt med mig selv.

Min kontakt indad drejer sig ikke kun om, at jeg kan elske landet uhæmmet, fordi det ikke er mit. Det her må handle om en frihedsfølelse og en livfuldhed, der er tilgængelig lige under min egen overflade. Jeg trækker vejret ind i Italien og ånder ud i hele min krop. Det er her. Jeg er her. Jeg svæver. Og Italien er også mit.

Alligevel lader jeg tårerne løbe, mens jeg lægger solbrillerne i handskerummet og tager et citronbolsje i munden. For giver jeg den indre italienerinde plads nok i mig, hjemme i Danmark? Går hun nok på markedet, og kører hun nok på vespa? Husker hun i hverdagen at gå langs pilgrimsruten ?

Jeg kører mod nord med spørgsmålene under huden.

Ciao Italia – ci vediamo un’altra volta.