Varmen fra suppen har bredt sig i kroppen. Benene er trukket op under os i sofaen, og samtalen bølger blidt. Vi er tre veninder samlet til fødselsdagsfejring. I vores hverdag arbejder vi med udsatte mennesker og traumer.

Men lige nu, lige her i sofaen, er vi i den lette ende af livet. Taler om sommerhuse, blomster, hav og naturens storhed. Hvad det gør ved os at kunne forbinde os med det. Hvor privilegerede vi er at bo et sted og i et land, hvor vi har adgang til skov og vand.

Vi sidder midt i byen. Oppe under tagryggen. Kan høre sirenernes insisterende kalden på vores opmærksomhed. At der findes en alvor og en virkelighed, som lige nu ikke mærkes så tydeligt.

Sirenerne forstummer, mens samtalen ændrer karakter. Til alle flaskesamlerne i byen, der kommer rejsende hertil fra Europa eller Afrika. Fordi der ligger penge spredt på vores gader. Flasker der, når de samles og pantes, kan betyde en forskel for en hel familie. Hvordan det at bo på gaden eller i en skov ude i forstæderne kan være bedre end den fattigdom, de kommer fra. Selv uden at have sundhedssikring og rettigheder.

Vi mærker vores privilegerede liv. Hvordan det er at være født i vores samfund, i vores verdensdel, med vores sundhedssystem og uddannelsessystem, og hvordan det har givet os muligheder. Det er en blanding af dyb taknemmelighed og ydmyghed og kontakt til skam over at være heldig.

Jeg mærker ubehag. Trækker mig lidt fra samtalen. Et sted i mig er hjertet åbent og forstående overfor mennesker, der ikke har haft samme muligheder og handlekraft, som jeg har haft. Men det svinger som et pendul. Jeg mærker, at jeg lukker hjertet, fordi det at mærke deres smerte, forbinder mig med steder i mit eget liv, hvor jeg har oplevet livets mørkesider og måtte kæmpe.

Jeg trækker vejret med pendulets yderpunkter. Og opdager, at ved at lukke hjertet til min egen sårbarhed – så lukker jeg også for min empati og forståelse for deres livssituation. Fra det perspektiv bliver det lettere at distancere mig – men det er også her, jeg rammes af skammen over mine privilegier. Det er som en blindgyde.

Vi åbner samtalen ind i de mere sårbare lag. Der hvor vi selv genkender lidelse. Alt er relativt. Vi kan ikke sammenligne vores smertelige erindringer med flaskesamlernes eller flygtningenes livsvilkår. Men vi har alle sår, som vi husker og kan have kontakt med. Det er som om hjertet vover at åbne sig en smule igen. Først indad, så udad mod andre mennesker som oplever smerte og svære tilstande.

I tiden efter fødselsdagen, skærpes min opmærksomhed på de temaer, vi har delt. Jeg opdager, hvordan jeg dagligt bliver måske bare lidt bedre til at åbne mine øjne, se og vise medmenneskelighed. Lige dér hvor jeg til tider ellers ser på, ser igennem, ser forbi – går forbi. Mit syn og mit perspektiv udvider sig. Jeg engagerer mig mere i møder.

Et par strofer fra David Whytes smukke digt ”Start close in” kommer til mig:

 

”Start close in,

don’t take the second step

or the third,

start with the first

thing

close in,

the step

you don´t want to take”.

 

Det er måske en minimal dråbe i havet af det, der kan være brug for i det store perspektiv.

Men alt starter et sted.

 

David Whyte’s “Start close in” er hentet fra digtsamlingen River Flow, 2013.