Mærk jorden under dig

af Celinah Malue Jakobsen | | 1. august 2016

Foto: Hanneli Ågotsdatter
 
”Vi mennesker er som træer, nedadtil er vi forbundet med jorden, opadtil rækker vi mod himlen. Hvor langt vi kan nå, afhænger af, hvor dybt vores rødder når ned. Træk et træ op med rod, og dets blade vil dø, fjern et menneske fra dets rødder, og dets spiritualitet bliver en livløs abstraktion…at have jordforbindelse vil sige at være forbundet med livets basale virkelighed”

 Alexander Lowen, Den guddommelige krop

 

Nogle gange er alt hvad vi behøver at gøre at mærke jorden under os og dermed etablere jordforbindelse. Så løser resten på en måde sig selv.

Jordforbindelse eller grounding som det også kaldes, handler om at have kontakt til jorden og til vores krop, og vi kan hente rigtig meget her hvis vi samtidigt retter vores opmærksomhed mod oplevelsen.

Vigtigheden af jordforbindelse har jeg erfaret både i mit arbejde som psykomotorisk terapeut og igennem min egen proces, og denne vigtighed er hvad dette blogindlæg kommer til at handle om.

 

Min rejse nedad

Jeg står foran klassen. Jeg skal holde et oplæg, og jeg mærker alles blikke rettet imod mig. Det er nervepirrende. Jeg har forberedt mig minutiøst i håbet om at mindske den angst og uro der har ligget som en grundstemning siden jeg fik opgaven. Men nu er det som om min krop er forsvundet og jeg svæver rundt i et tomrum. Ordene er også forsvundet, hovedet er tomt. Med bankende hjerte og rystende hænder får jeg ved hjælp af mine noter kæmpet mig igennem det jeg skal sige. Men det bliver for mig kun abstraktioner på et stykke papir, jeg hverken hører eller mærker det jeg formidler.

Dette var starten på uddannelsen til psykomotorisk terapeut, og her begyndte min rejse nedad mod mere jordforbindelse og grounding.

Her fire år senere hvor jeg nu arbejder som underviser, har jeg netop stået foran 65 mennesker og holdt en tale. En oplevelse som for mig har været fyldt med liv, glæde og kontakt med kroppen og med klarhed i tanker og ord.

Meget af det kan jeg takke arbejdet med jordforbindelse for, og det er denne taknemmelighed der gør det vigtigt for mig at fortælle om betydningen af grounding.

Den har hjulpet mig gennem eksaminer. Gennem jobsamtaler. Den har hjulpet mig i kontakten med andre mennesker. Og den har givet og giver mig en oplevelse af ro og forbindelse med mig selv.

 

 

Hvad kan vi hente dernede?

Alexander Lowen, kropsterapeut og elev af Wilhelm Reich, er den første der bruger begrebet jordforbindelse, og døber det grounding.

Han skriver at vi som fysiske væsner har forbindelse med jorden gennem vores ben og fødder, og at det er dybden af den kontakt der afgør i hvor høj grad vi oplever den stabilitet der ligger i ordet jordforbindelse.

Kontakten nedadtil styrkes samtidig af vores evne til at spænde af og give slip mod jorden eller underlaget under os.

Lowen bruger flere steder træet som symbol for jordforbindelse. Et træ står stærkt og stabilt uanset hvad der sker omkring det, og det er ikke stivheden i stammen der skaber denne stabilitet, det er røddernes kontakt med jorden.

Jeg husker selv tydeligt hvordan jeg under en gående meditation en dag opdagede at hvis jeg slappede af i fødderne så fodsålerne blev bløde kunne jeg langt bedre mærke og få kontakt med dem og dermed øge graden af kontakt med underlaget.

Når vi har god jordforbindelse vil det afspejle sig i hele vores væren, og det kan give os et anker eller ståsted i livet som vi altid kan vende tilbage til.

Et sådant anker eller ståsted vil opleves forskelligt for os alle. For mig har det, ud over den forøgede ligevægt jeg tidligere har nævnt, givet mig mere styrke og mod, klarhed i tankerne og en evne til at se tingene som de er. Det har medvirket til at jeg ikke er så let at vælte, og at jeg nemmere kan bære stærke følelser som angst og vrede.

Ståstedet betyder også at  jeg ikke så nemt bliver usikker. At jeg tør stå mere frem i forsamlinger. At jeg har en oplevelse af at være mere sand, mere mig selv, og ikke mindst mere nærværende.

 

Alt hvad du behøver at gøre

Det er altid muligt at arbejde med jordforbindelse, og du kan gøre det hvor som helst du står, går, ligger eller sidder.

Det handler om at mærke kroppens kontakt med underlaget og at vække sanserne i ben og fødder.

Mit kæreste eje i den forbindelse er en rød massagebold, som jeg ruller mine fødder på når jeg har brug for at grounde mig inden en jobsamtale, et foredrag eller noget andet, der ville kunne gøre mig nervøs.

Jeg laver også styrkeøvelser for benene, eksempelvis squats, hvor man står i bredstående og bøjer og strækker benene, så de mærkes mere tydeligt. Øvelser jeg har med mig fra min uddannelse til psykomotorisk terapeut.

Og så bruger jeg mindfulness til bevidst at flytte min opmærksomhed ned til fødderne, til deres eller andre dele af kroppens kontakt med underlaget. Eller simpelthen til fornemmelsen i mine ben.

Jeg forsøger at bevare den opmærksomhed samtidig med det jeg gør.

Det vil sige at når jeg er på vej hen til jobsamtalen eller til et andet krævende møde så prøver jeg at mærke fodsålerne mod jorden mens jeg går. Og når jeg sidder i ”den varme stol” eller står foran den gruppe jeg skal tale til prøver jeg igen at mærke kroppens kontakt med underlaget.

På den måde kan jeg være rolig, klar i hovedet og i kontakt med mig selv. Bare ved at mærke jorden under mig.

Alexander, Lowen (2011): “Den guddommelige krop”, 1. udgave, 4. oplag, Borgens forlag, København


Psykomotorisk terapeut og underviser i yoga. Jeg finder det dybt meningsfuldt at arbejde med min egen og andres indre udviklingsrejse. Særligt i forhold til hvordan kontakten med kroppen kan bruges i dette arbejde. Derudover har jeg det bedst når jeg er under åben himmel og tilbringer meget tid i naturen, som jeg nærer en stor kærlighed til. Indendørs dyrker jeg yoga og mindfulness og danser barfodsdans i selskab med andre passionerede dansere.