Masterclass i drømme og en praksis for det kvindelige i manden

af | | 18. august 2024

Vesterhavet og bølge der bryder mod høfden, solstråler skinner gennem mørke skyer.

 

Kære venner og bekendte af Kontemplation 

Sommersæsonen på Øster Løkke er netop afsluttet – og på en måde vi kender, men vanskeligt kan forklare, har vi Vesterhavets natur med hjem, inde i os. De blæsende stormfulde og de stille solfyldte sommerdage, lyden af den musik bølgerne spiller når de ruller strandstenene mod sandet.
 
Undertiden smiler havet. Undertiden viser det tænder.
Øster Løkke ligger ved den yderste klit. Et sted ud for én af høfderne ligger et Vester Løkke som havet har opslugt.
Trans Kirke som vi kan se fra Øster Løkke, lå engang midt i sognet. Nu står kirken foruroligende tæt på kanten.
 
Måske tager vores bevidsthed altid form eller aftryk af vores omgivelser. Måske er det noget af grunden til at vidden omkring Øster Løkke giver sådan en dyb støtte til praksis. Vi bliver ved Vesterhavet hele tiden mindet om hvor store kræfter vi danser og praktiserer med.
Og vi bliver mindet om hvor små vi mennesker er – om hvor kostbar hver dag er.

Er dette at gå for dybt i et nyhedsbrev? Måske.
Men Vesterhavet gør så stort indtryk at man er nødt til at give det et udtryk.
 
I dette efterår har vi to online forløb:
Det ene begynder den 19. september, og er I Bob Moores fodspor med Martin Guldberg.

Det andet er Masterclass i drømmeforståelse med Peter Høeg, som begynder 10. december 
                                             
Tilmelding er nu åbent til begge disse forløb.
 
En anden glædelig nyhed er at vi nu har datoer klar for et nyt, og tredje, hold i vores supervisionsforløb Indre praksis og arbejdsliv

I Praksisbiblioteket i dag deler vi med jer en guidet meditation som Peter har indtalt både som en opfølgning på temaer fra sommerens retreats og som svar på de forslag vi fik da vi i forrige nyhedsbrev bad om jeres ønsker til guidninger:

Det kvindelige i manden

Selv om meditationen tager udgangspunkt i hvordan en mand kan opleve praksis, kan jeg hilse og sige at vi er flere kvinder i teamet der har erfaret at guidningen også kan bringe glæde til andre end mænd.

 
Hjertelige hilsner
 
På vegne af Kontemplations team
 
Hanneli

 

Foto af Vesterhavet: Britta Karlshøj


er meditationslærer, psykoterapeut og cand.arch.

Hun grundlagde Kontemplation i 2010 med udgangspunkt i en interesse for at integrere indre praksis i hverdagsliv, fællesskab og kreativ udfoldelse.

Hanneli bor på Vækstcenteret i Nørre Snede, hvor hun er en del af centerets faste undervisningsgruppe.

Hun er desuden tilknyttet Foreningen Børns Livskundskab og har i mange år arbejdet med kontemplativ praksis i pædagogiske og kreative sammenhænge.

Efterlad en kommentar





FØLG OS PÅ INSTAGRAM

Følg på Instagram
Følg på Instagram