MBSR og åndedrættet
af Jeanette Lykkegård | PRAXIS | 19. september 2018
Det er hele tiden til stede i os, det giver liv, det bevæger os, og masserer blidt vores indre. Alligevel bemærker vi det ofte slet ikke. Jon Kabat-Zinn, grundlæggeren af MBSR-programmet, har sagt at “Så længe du trækker vejret, er der mere rigtigt end der er forkert ved dig. Uanset hvad der ellers måtte være galt”.
Allerede efter 2. session af MBSR-forløbet er en del af egenpraksissen hjemme, at vende sin opmærksomhed mod åndedrættet. Og i de sidste to uger af det igangværende forløb i Århus, har guidede åndedrætsmeditationer været en del af hverdagen for deltagerne.
Er man først blevet bekendt med sit åndedræt kan dette bekendtskab udvikle sig til et venskab. Åndedrættet er éns faste følgesvend, og altid er det følsomt overfor vores indre stemninger. Det kan hjælpe os med at blive opmærksomme på hvordan vi har det, for det ændrer sig alt efter vores krop- og sindstilstand. Samtidig er det muligt via åndedrættet få støtte til at genfinde roen i pressede situationer, eller til at gennemleve og rumme smertefulde tilstande. Der er altså mange gode grunde til at blive ven med sit åndedræt, og som alle gode venskaber, næres, vokser og fordybes det når man giver det sin opmærksomhed.
Foto: Justin Hummerston