For tiden er vi, via spredningen af coronavirus, i den specielle situation at vores forbundethed med hele resten af verden er særlig tydelig. Det er ikke alene mennesker og dyr langt væk som er i krise, det er hele verden der er berørt af situationen. Vi lader os inspirere af andre. Den måde andre landes myndigheder og indbyggere håndterer coronavirusset på, har indflydelse på vores egen måde at forholde os. Vi véd at vi skal tage ved lære af al den visdom vi kan få adgang til.

For mit eget vedkommende bliver ord, billeder og fortællinger fra Achaivayam i det nordlige Kamchatka ved med at indfinde sig i mig. I samlet set et år har jeg været beriget med muligheden for at bo med tjuktjerne, et shamanistisk rensdyrnomadefolk der bebor det nordøstlige Sibirien. Jeg var der i min rolle som antropolog hvor jeg blandt andet undersøgte hvordan disse mennesker forsøger at lære at leve livet i efterslæbet fra, og det kontinuerlige møde med, store sociale forandringer. Jeg var der også i kraft af min egen personlige søgen efter en visdom der vedrører de aspekter af livet som vi kunne kalde åndelige, de ikke-tingslige, ikke-håndgribelige aspekter af livet.

Og netop nu oplever jeg en øget nødvendighed i mig selv for at være i kontakt med den type visdom. Især de ældste tjuktjere jeg kender, véd at livet er en konstant bevægelse, at intet i livet er forudsigeligt, at mennesket udgør en lille del af helheden, og at livet konstant bliver til i et samspil mellem en uendelig række af fænomener og livsformer. Noget andet som er langt fremme i bevidstheden hos disse mennesker, er at vi alle skal dø. Og at for at vi kan leve dør noget andet. Dette, siger de, er en nødvendig del af det manifeste liv – altså det liv vi kan se og røre ved; mennesker, dyr og planter eksempelvis. Bagved dette liv er en eksistens som tjuktjerne kalder Va’irgin, og som beskrives som livets kreative kraft, det som alt fysisk liv udspringer fra.

Den måde det manifeste liv fødes, lever og dør på, afhænger, ifølge tjuktjerne, af relationerne. Det er kvaliteten af relationerne mellem mennesker og alt andet levende på vores jord der bestemmer hvordan lives leves og hvordan det slutter. Når de mennesker jeg kender fra Achaivayam, slagter et af deres rensdyr, foregår det i dyb respekt for og taknemmelighed til dyret for det liv der videregives. Samtidig foregår det under samme detaljerede ritualer som når et menneske dør, ritualer der ifølge tjuktjerne sørger for at støtte det liv der fortsætter efter døden i igen at manifestere sig ønskværdigt.

Når en flod skal krydses, beder man først om lov som vi andre vil gøre det hvis vi skal forbi et andet menneske og krydser ind i dette menneskes privatsfære; ”Undskyld, er det okay jeg lige kommer forbi her?” Når der opleves kriser, hvad end det er mangel på føde, skovbrande, jordskælv eller sygdom der spreder sig ukontrollabelt, siger tjuktjerne at det er et resultat af en ubalance. At der er noget galt med det relationelle. Et udtryk for mangel på relationskompetence kunne man måske kalde det.

En samtale som dukker op i min bevidsthed igen og igen i disse dage foregik i 2012 på en bakketop i den arktiske tundra mellem en rensdyrhyrde, Tankai, og jeg selv. Vi sad og drak te mens vi holdt øje med hjorden i dalen og scannede omgivelserne for rovdyr, primært bjørne på denne tid af dagen. Tankai fik øje på tre bjørne på den modsatte side af dalen, en mor og dens to unger. Jeg forsøgte at forstå forholdet mellem mennesker og bjørne her; jeg oplevede hvordan bjørnen blev brugt som hjælper i dødsritualer, hørte hvordan bjørne blev omtalt som forfædre, og samtidig så jeg hvordan der hele tiden holdtes en enorm afstand til bjørnene.

Tankai fortalte at engang var der kun livskraften, essensen. Så opstod livet som vi kender det med manifestationer af denne livskraft. Disse livsformer ændrer sig hele tiden. Han uddybede: ”På et tidspunkt levede mennesker og bjørne side om side med hinanden. Faktisk var de ikke forskellige fra hinanden og talte samme sprog. I dag er det nødvendigt at vi holder os langt fra hinanden. Både vi og bjørnene hører til her, men vi har brug for hvert vores område.” Efter en pause fortsatte han: “Hvis vi lytter og ser rigtigt efter, og bjørnene gør det samme, så kan vi fint leve sammen. Men nogle gange begynder bjørnene at angribe vores vinterforråd i landsbyen, eller angriber hjorden, eller os selv, når vores veje krydser hinanden. Vi siger at dette viser os vores egen karakter. Vi er en del af relationen mellem os og bjørnene.”

Og hvorfor dukker fortællinger som denne op i mig nu?

I lang tid har vi vidst at den måde vi lever på, ikke er bæredygtig. Vores blå planet som en fællesbetegnelse for det utal af livsformer der udgør den, lider samlet set under den måde vi mennesker, særligt i visse dele af verden, vælger at leve. Vi har på en måde overtrådt grænserne for god opførsel for længe. Vi har ikke udvist, og udviser ikke, relationskompetence. Vi har ikke spurgt om lov. Vi har ikke lyttet. Ikke nok i hvert tilfælde. Vi véd vi skal ændre vores livsførelse. Vi véd vi skal passe bedre på planeten. Vi véd vi skal flyve mindre. Køre mindre i bil. Forbruge mindre. For bare at nævne nogle eksempler. Det er bare så svært for os at efterleve.

Men hvad sker der når man igen og igen får overtrådt sine grænser? Enten udslettes man på en måde. Eller man får nok og skubber tilbage. Tjuktjerne siger at menneskers konflikter med naturen er et udtryk for at andre livsformer nu begynder at skubbe tilbage, sætter en grænse, og tager deres plads. Og selvom jeg sidder her, fysisk isoleret fra mine venner og familie, urolig over hvad der sker, bange for at miste nogle af dem jeg elsker særligt højt, bange for at coronavirusset når Kamchatka og mange andre steder i verden hvor sundhedsvæsnet er langt dårligere rustet end hos os, bekymret for hvordan vi alle kommer igennem dette, så skyder der samtidig en indre fortrøstning og håbefuld glæde frem. Måske er dette en del af en fællesmenneskelig opvågningsproces? Måske fordi denne virus vedrører alle, mærker vi at vi alle er i samme båd. Ingen, rig eller fattig, står over eller er adskilt fra naturen. Vi er en del af helheden. Måske medfører dette en øget adgang til medfølelsen og kærligheden, taknemmeligheden til hinanden – og til det at vi overhovedet kan føle kærlighed. Vi ser hvordan mennesker synger fra altanerne, afsender fælles klapsalver for de som tager én for holdet: lægerne, sygeplejerne, chaufførerne, medarbejderne i fødevarebutikkerne for bare at nævne nogle. Vi ser også hvordan mennesker lukker deres økonomiske livsgrundlag ned for at beskytte deres medmennesker. Det er altruisme. Det er medfølelse. Og så kan man se hvordan alt dette også er en gave til vores elskede blå planet, med alle de mange andre livsformer udover mennesket. Flyrejser og trafik er begrænsede til et minimum. Smog, der har ligget over millionbyer i årevis, svinder ind. Helt symbolsk skinner solen her i Danmark efter hvad der har føltes som måneder med regn.

Når jeg sidder på skovbunden med min datter blandt anemoner, edderkopper og erantis og tager imod den tid vi har fået foræret nu, så føler jeg et håb midt i den angst jeg også oplever. Livet er så fuld af paradokser. Der er så meget lidelse til stede lige nu, så meget død. Og der er så meget skønhed, så meget liv.

Måske lærer coronavirusset os noget om nødvendigheden af at give plads til alle. Der skal være plads til at alt liv kan ånde, og den plads skabes i samspil med omgivelserne. Måske bliver coronavirusset en del af vores rejse hen imod at lære hvordan vi lever på en måde der muliggør dette? En rejse i at lære hvordan vi lever mere balanceret. Mere bæredygtigt. Mere medfølende med alt liv. Det er mit håb.

 

---

 

Jeanette Lykkegård
er antropolog og har skrevet ph.d.-afhandling om livs- og dødsprocesser blandt den shamanistiske befolkningsgruppe tjuktjerne som lever i det østlige Sibirien. Jeanette er særligt interesseret i den del af menneskelivet man ikke umiddelbart kan se. Hun er en del af teamet bag Kontemplation, hvor hun har medvirket på en række kurser og retreats. Hun modtager undervisning og praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg.