Som vel omkring nogle hundrede millioner andre mennesker i verden lige nu, er jeg ramt af hjertesorg. Et længerevarende kærlighedsforhold er slut, hjertesorgen er med mig hele tiden, selvom der også er begyndt at opstå momentvise sprækker i mit sind, sprækker der smager af liv.

“We use these situations either to wake ourselves up or to put ourselves to sleep,” siger den amerikanske tibetansk-buddhistiske nonne Pema Chödrön om de uundgåelige tab, som vi alle møder igennem livet. Jeg sidder på den jyske højderyg i et femdages eneretreat og tygger på Pema Chödröns sætning. Det er med en lille bekymring på grund mit brud, at jeg er gået ind retreatet. Men omvendt kunne jeg næppe være i bedre og tryggere rammer end her på Vækstcenteret, hvor lærerlinjen på én gang skubber indad og beskytter én blidt – og hvor man fra tidlig morgen er pakket ind i venlighed.

Den første tid efter bruddet med min kæreste sad jeg ofte på puden, og jeg genhørte dagligt Peter Høegs Hjertesorg. Efter flere måneder og en del tårer, momenter af lettelse, lange stræk af meningsløshed og helende vinterbadeture senere er der sideløbende også noget, der, omend meget langsomt, processerer mig ud af meningsløsheden.

 

Dag 1.

Det er dag 1 i mit retreat. Jeg er ankommet tids nok til Nørre Snede til at sidde med til morgenmeditationen i salen. Jeg har pakket ud, og er så småt ved at lande. Mobilen er sat på flytilstand og lagt op på den lille hylde i hytten. Jeg sætter mig ned i den simple skrå foldestol på gulvet foran det store vindue med udsigt til en kæmpe sten og Nørre Snedes ældreboliger. Jeg slår op på side ét i Pema Chödröns lille bog When things fall apart – heart advice for difficult times. 

Denne gang har jeg, udover de bøger der altid er med, nemlig Det handler om kærlighed, Dejlig er jorden og Et essay om indre frihed af Jes Bertelsen, også taget Pema Chödröns When things fall apart og Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leicks Den nødvendige smerte med i retreatkufferten. Passende titler for min sindstilstand, synes jeg, og indenfor rammerne af hensigtsmæssig litteratur for et retreat, hvor jeg, mellem de fire daglige meditationer á 50 minutter, enten læser, hviler, går ture, skriver eller dyrker yoga. Og nej, hvis du nu skulle sidde og undre dig: Det er for mig ikke muligt og ej heller fra Vækstcenteret en anbefaling at læse mange bøger på et kort retreat, men nogle havde jeg lyst til at have muligheden for at genbesøge dele af og andre havde jeg lyst til at besøge på ny. Alt i alt var jeg ved ankomsten da også stadig vældig tilfreds med udvalget. Det føltes rigtigt – også måske fordi jeg i sidste øjeblik formåede at nå at presse en af mine yndlingsbøger med ned i kufferten, nemlig Glædens bog af Hans Hellighed Dalai Lama og nu afdøde ærkebiskop og menneskerettighedsaktivist Desmond Tutu.

 

Dag 2.

Jeg mindes alle de gode stunder vores kærlighedsforhold har budt på gennem årene. Og der har været virkelig mange, når man som vi delte mange af de samme interesser og har kendt hinanden siden vi var i begyndelsen af 20’erne. Måske derfor river og niver savnet ekstra hårdt i alle celler – og især dem omkring hjertet. Der er så meget man – nå ja jeg – stadig gerne vil sige og dele med ham. Helst med ham. Tårerne finder igen vej ned ad kinderne, og nattens drømme føles igen tydeligt i både solar plexus og halschakraet – følelserne og det usagte.

I Den nødvendige smerte møder jeg som noget af det første en liste over de opgaver, de fleste mennesker står overfor, når de skal igennem et sorgforløb:

• At kunne erkende, hvad der er sket, og hvad man har mistet.
• At kunne mærke og gennemleve sorgens grundfølelser som er smerte, ked-af-det-hed og vrede.
• At kunne forandre sig ved at lære nødvendige nye færdigheder.
• At kunne adskille sig og dermed forandre sit bånd til det, der var, og kunne reinvestere sin følelsesmæssige energi i nyt liv.

 

Dag 3.

Det er dag tre, og jeg føler mig her midt på dagen langt væk fra indsigten i og forståelsen af sorgarbejdets opgaver. Jeg bevæger mig nærmest cirkulært mellem første og andet trin. Tærskelvogtere ligger igen på lur. Tanker rumsterer, og jeg er i det hele taget lidt vel meget på afstand fra at være med ’det der er’.

Pema Chödrön skriver i When things fall apart om at bruge de hårde og håbløse situationer, som man kommer i ved dødsfald, skilsmisser og andre tab, til enten at vågne op eller falde i søvn. Hun indrammer samtidig den frygt – og mulighed – der ofte følger i kølvandet, når ’things fall apart’: “What we’re talking about is getting to know fear, becoming familiar with fear, looking it right in the eye – not as a way to solve problems, but as a complete undoing of old ways of seeing, hearing, smelling, tasting and thinking.”

 

Dag 4.

Det er aften, og jeg minder mig selv om de mulige muligheder tab og kriser også medfører for læring. Jeg sætter mig på puden. Jeg er overbevist om, at skal jeg videre, og ikke gentage de handlingsmønstre jeg kender bedst eller ’falde i søvn’, kræver det en fortsat afspænding og meditativ praksis. Jeg læner mig ind i Pema Chödröns forståelse af meditation: ”Meditation is about opening and relaxing with whatever arises, without picking and choosing. It’s definitely not meant to repress anything, and it’s not intended to encourage grasping, either.” Om jeg evner det, vil tiden vise.

En ven mindede mig inden retreatet om, at jeg kunne tænke på følgende, hvis det hele blev for vanskeligt: Nogle gange, hvis der er for meget modstand og for utilstrækkelig accept af situationen, kan man forsøge sig med at møde det, der kommer, med mindst mulig modstand eller størst mulig accept. Og går det ikke, kan man prøve at møde sig selv på måtten eller i processen med mindst mulig modstand eller størst mulig accept.

 

Dag 5.

Jeg pakker sammen efter den sidste morgenmeditation i Store Sal lige her på den jyske højderyg. Jeg er roligere, end da jeg ankom, og der er øjeblikke af en slags ro i opløst tilstand. Jeg véd, at hjertesorg tager tid, at det er vanskeligt at ændre følelser, men jeg véd også, at det muligt for os at ændre vores perspektiv – at der er en del af vores sind, vi har indflydelse på, og som på sigt kan ændre den måde, vi føler på.

Vi har alle forskellige veje gennem hjertesorg, måder at håndtere den på, og oplevelser af i hvilken grad meningsløsheden banker på i processen. Vores omstændigheder, vilkår, muligheder og personligheder er naturligvis også forskellige – og har alt sammen betydning for vores proces. Jeg håber dog, at dette blogindlæg, der indeholder en bogsamling i en kuffert i et retreat, måske også kan give en slags mening for dig, der selv lige nu oplever hjertesorg. De nævnte bøger har i hvert fald givet mig et par nye indsigter og vigtige momenter af hjertero midt i hjerteuroen. Måske kan de vise sig at rumme trøst og mening for dig – nogle gange kan der være trøst og opmuntring i bare at høre om hvad der har hjulpet en anden. 

Og Glædens bog, den vender jeg tilbage til. Det lover jeg.

 

 

Foto: Charlotte Toft