Jeg deltager i Uddannelsen i relationskompetence – Empati og Nærvær.

På dette modul holder Helle Jensen oplæg. Jeg sidder sammen med 40 mennesker der alle arbejder professionelt med børn.

Jeg lytter og mærker. Alle mine sanser er åbne. Jeg ser på Helle. Hun udstråler en ro der er så tryghedsskabende. Jeg tænker at det allerbedste der kan ske for et barn der har det svært, må være at møde hende. For i alt hvad hun siger, er hun fuldstændig empatisk på barnets side. Uden at hun mister sig selv.

Helle siger: ”Det vigtigste for alle mennesker overhovedet er at føle at de har en værdi”.

Hun siger det stille. Men jeg hører det som om hun taler meget højt. Det rammer mig i maven. Som en sommerfugl og som et stik af smerte. I al sin enkelthed. Sådan en ”Årh ja selvfølgelig” følelse. Så mange kampe. Mennesker imellem. Handler dybest set om længslen efter at føle at man har værdi. Om længslen efter at blive set og elsket som den man er. I et mikro- og i et makrounivers er det sådan. Fordi de fleste af os ikke får følelsen af at have værdi med som vuggegave. I større eller mindre grad er det et arbejde mennesker selv må gøre i løbet af deres liv. Finde ind i sig selv. Finde ind til dette: At have værdi alene af den grund at man er til som menneske.

Måske bliver det nemmere for kommende generationer.

Helle fortæller om sit lange virke i arbejdet med børn. Hun fortæller om et skifte der begyndte for tyve år siden. Dér begyndte man at se børn som værende i et relationelt samspil med deres omgivelser.
Dette betød at man gradvist holdt op med at se på dem som væsner der, fritsvævende udenfor sammenhæng, skulle adfærdsreguleres.
Dette skifte var stort. Det betød at man begyndte at se på dynamikker i familien, når børn havde fx eksplosiv adfærd. I terapi betød det at hele familien blev inddraget. På en måde kan man sige at man holdt op med at ”tørre det hele af” på barnet.
Ikke at man tidligere havde gjort dette af ond vilje. Der var nok snarere tale om at årsagerne var ubevidsthed og manglende viden. Alligevel er det sært at tænke på at det kun er 20 år siden det begyndte at ændre sig.

På en måde lyder det i dag så klart. At det er sådan det er. At vi er en del af hinanden. At vi er forbundet gennem relationer hvor vi påvirker hinanden. I en voksen-barn relation er det den voksne der har hovedansvaret for relationen. Evnen til og viden om hvordan man forvalter dette ansvar er relationskompetence. Som kan opøves og trænes bevidst.

Mens Helle fortæller, mærker jeg mine egne indre børn røre på sig. Jeg har børn i mig som kender til ikke at føle sig set. De lever som erindringsspor og følelser i mig. Alle kender til dette, tror jeg: At føle at dele af en selv på er blevet negligeret. Dele som har haft betydning, men som af andre er blev bortforklaret.
Helle fortæller om episoder hvor børn har haft en voldsom adfærd. Hun fortæller hvordan dette altid er et signal til voksne. Hun fortæller om en dreng der insisterende forsøger at gøre opmærksom på noget han har meget svært ved. Som han, for det meste i tavshed, bruger al sin energi på at tøjle. Indtil han reagerer udad. På en måde som ikke er acceptabel og ikke god for ham. Hun fortæller hvordan en lærer i bedste mening møder ham ved at sige ”Der jo er så meget andet du er god til, så du behøver ikke at være ked af det du har svært ved”. Og det bliver så tydeligt hvordan det efterlader ham alene. Efterlader ham et sted hvor han ikke bliver set. Dette sted i barnet vil vokse, hvis ingen ser det. Lytter til det og forstår det. Og det åbner for en tvivl i barnet. En tvivl på om det, det mærker, er rigtigt. Og det er smertefuldt.
Det bliver også tydeligt for mig, hvordan det for voksne kan være svært at møde børn fordi det for den voksne nødvendigvis må blive at møde også sin egen smerte.

Vi har meget at lære af børn. Men man kan ikke møde andre fra et dybere sted end man har mødt sig selv.

Jeg mærker Helles solidaritet med børnene. Jeg mærker omsorgen for mine egne indre børn. De børn som er i mig, selvom jeg er voksen. Som stadig vil ses. Som alle voksnes indre børn vil. Og jeg mærker solidariteten med alle børn, og jeg forstår hvorfor mit liv altid har været fuld af børn.

Jeg ser rundt i den smukke sal hvor vi sidder 40 mennesker der vil det bedste for de børn de arbejder med. Både de indre og de ydre. Vi er nødt til at hjælpe hinanden. I solidaritet. Og forståelse. Med Empati.

Foto: Pia Enghild

Kirsten Rotbøll Lassen er billedkunstner og projektansvarlig for Designskolen på Designmuseum Danmark hvor hun underviser børn og voksne. Hun danser, mediterer og vandrer, og interesserer sig for psykologi, filosofi og bæredygtighed. Kirsten er en del af teamet bag Uddannelsen i relationskompetence 2017-2018.

Se mere om Kirstens kunst her, og mere om hendes arbejde på Designskolen her.