Kolonner af biler tætner til på motorvejen, og jeg beslutter mig for at dreje fra for at nå hurtigere frem. Musikkanalen med popsange, jeg nynner med på, kører – og alle tankerne kører. Helt uden at jeg tænker over det. En tanke, der tager den næste, og endnu en: indkøb, planer i weekenden, arbejdsopgaver, relationer.

Det hele er i mit hoved, det summer, og jeg er ikke engang klar over det. Jeg lader mig drive med og har tilsyneladende glemt alt om min meditationspraksis. Jeg er et efterårsblad i vinden, jeg er en flue en flaske. Mit bevidsthedsrum er begrænset, som til en glasklokke, min horisont er kort. Jeg er kun mine tanker, min kørsel, støjen i mit hoved, min retning.

Fra afkørselsrampen drejer jeg til venstre over broen og holder for rødt. En modkørende bil kommer op på min venstre side, inden den også holder for rødt. Musikken bliver afbrudt af reklamer og mit blik kigger ind i bilen ved siden af, mens jeg utålmodigt venter på grønt.

Med ét vågner min opmærksomhed. Lige ved siden af mig, på bagsædet af dén bil sidder en lille dreng i sit sæde. Efterårsjakke, nye fortænder. Skoletasken ved siden af ham.

Han ser på mig. Jeg ser på ham.

Der er rødt for den bil, han sidder i.

Der er rødt for mig.

Alting står stille.

Drengens blik er åbent og holder mit fast. Mit blik er åbent. Jeg holder ikke noget fast, men kan ikke andet end at se lige ind i ham. Han er tavs, kan jeg se på hans læber. Jeg ved ikke, om der er larm inde i hans bil også, men pludselig er der helt stille inde i min.

Om min radio nu er slukket, véd jeg ikke, for jeg oplever ikke andet end kontakten med drengen. Det drejede ansigt, blikket. Ingen af os blinker. Ingen af os ser væk i forlegenhed i denne helt intense kontakt.

Øjeblikket udvider sig, og det er som om, vi er forbundet til ét, i det korte øjeblik vores bevidstheder mødes. Det er ikke kun drengen og mig, som er ét. Alting smelter sammen, som en forbundethed der rummer min bil, hans bil, hele motorvejsnettet, hele landet, hele menneskeheden. Vi er ét.

Så bliver det gult.

Og det bliver grønt foran mig.

Mit åndedræt er dybt, og i det øjeblik min bil sætter i gang videre frem gennem krydset, drejer jeg ansigtet bagud. Jeg forlader drengen. Vi forlader hinanden. Jeg mærker med det samme en sorg. Jeg mærker en længsel. Jeg mærker kontakten til mit hjerte.

Jeg mærker kontakten til mit eget indre barn med nye fortænder og åbent blik. Det barn, som holder mig vågen og bevidst. Det umiddelbare barn, som uden frygt tør stå i åben og kærlig kontakt. Det barn som ikke skal nå noget. Det barn som også er i mig. Det barn som ikke blinker. Det barn som er stille.

Trafikken er stadig tæt, og vores biler kører i hver deres retning. Jeg hører ikke musikken, og min krop er blød i sædet. Jeg ser i bakspejlet. Jeg ser kun silhuetten af mødet, men mærker kontakten indad. Jeg ser i bakspejlet, hvor jeg spejler i mit eget blik.