“There are tides in the body.”

– Virginia Woolf

En januarnat ligger jeg i min kahyt på færgen mellem Hirtshals og Bergen. Det er stormvejr, og skibet ruller hen over kæmpestore bølger. Med rædsel hører jeg de høje smæld, det giver, når forstavnen rammer ned i en dal efter at have redet på en bølge. Jeg ser mig selv falde ned i det kolde mørke. Idet en bølge vælter over mig, sluger jeg vand og trækkes ned i dybet.

Krigen i Ukraine starter i februar. Jeg frygter, at mennesker skal dø af tørst i de byer, der bombes.

I marts læser jeg i nyhederne, at Antarktis er 40 grader varmere end normalt. Og nogle steder er Nordpolen 30 grader varmere end vanligt. På min nethinde opstår billeder af millioner og atter millioner af mennesker fra verdens fattigste lande, der vandrer op gennem Europa. De er flygtet fra deres respektive lande, som nu er komplet ubeboelige på grund af oversvømmelser. Ude i horisonten er der små prikker på himlen. De nærmer sig den enorme menneskemængde. På et tidspunkt begynder folk at kunne se, hvad det er. Der opstår panik, og folk begynder at løbe i forskellige retninger for at komme væk. Til lyden af dronernes bomber hører man indimellem skrig fra kroppe, der trampes ihjel.

I april begynder jeg at svømme i den svømmehal, der ligger lige ved siden af universitetet. Jeg svømmer brystsvømning og har ikke hovedet under vand. Når jeg svømmer i den dybe ende af bassinet, som også er lidt mørkere, mærker jeg, at jeg er bange for vand.

I maj måned finder jeg værket Blått brev af kunstneren Sidsel Paaske. Det er et grafisk partitur, som tematiserer vand og indledes med et kærlighedsdigt til netop dette element:

”Kjære vann!
– du har hulet ut
stenen i mitt hjerte,
– du har slikket
mitt svaberg,
vugget meg til ro
skyllet gjennom meg
og vasket meg ren […]”

I juni er jeg blevet så fortrolig med vandet, at jeg køber dykkerbriller. En verden åbner sig. Jeg øver mig i at trække vejret ind over vand og puste ud af næsen under vand, mens jeg tager mine svømmetag. Hele tiden må jeg koncentrere mig om min vejrtrækning for ikke at sluge vand. Efter lidt tid finder jeg en rytme. Repetitionerne giver mig efterhånden en sjælden følelse af at være mere i et med min krop og vandet. Som en vanddans.

I juli tager jeg på retreat på Østerløkke. Som noget af det første får vi at vide, at Vesterhavets skum, der lægger sig på havoverfladen og særligt ophobes i brændingen, er forurenet med flour-stoffer eller ’evighedskemikalier’, som de også kaldes. En af dagene går jeg tur på stranden, da jeg ser to små nøgne børn lege med skummet i vandkanten, mens deres forældre ser på. Det vender sig i mig. Jeg går hen til dem. De er tyskere og har ikke hørt om forureningen. Lidt efter pakker de deres ting sammen og forlader stranden.

I august er store dele af Frankrig og Italien udtørrede. Disse områder, der har status som Europas spisekammer, er i fare for permanent ørkendannelse.

I september flyver jeg ned gennem Europa og lander i Venedig. Jeg bor på Lidoen og hver dag, når jeg skal ind til Biennalen og andre udstillinger, må jeg krydse det turkisfarvede vand. I disse dage er der høj søgang. Men det indbydende vand skræmmer mig ikke. Bådens bevægelser sætter dagdrømmerier i gang om at svømme med delfiner. Et værk af Anselm Kiefer på det prægtige Dogepalads fortæller historien om Venedig. Den er bygget på en sump og synker derfor lidt hele tiden. Venedigs historie er uløseligt forbundet med slavehandelen, som blev muliggjort af den infrastruktur, som udspillede sig på havet.

I oktober fortsætter jeg det, der nu er blevet min regelmæssige svømmepraksis. En dag dykker jeg ned på bunden af bassinet. Hernedefra kan jeg studere de andres svømmeteknik. Iblandt dette fællesskab af vandkroppe bemærker jeg nogle virkelig dygtige fisk. Jeg fascineres og får lyst til at efterligne nogle af de mest elegante brystsvømningsteknikere. Én trækker hele kroppen dybere ned under vandet efter sin indånding og glider et langt stykke, før hun henter ny luft. Det ser magisk ud. Hendes bevægelser, vandet og vejrtrækning er fuldstændig synkroniserede. Jeg gør hende efter og får lidt efter lidt en fornemmelse for teknikken. I det lange svævende glid under vandet puster jeg langsomt luften ud. Det føles lidt som om, tiden står stille. Jeg mærker vandet smyge sig omkring mig, og jeg smyge mig omkring vandet.

I november lærer jeg, at vores drikkevand er fuld af flourstoffer, men at der kun testes for meget få af de utallige stoffer af denne art, der faktisk findes. Vi mangler udstyr til at teste for dem alle. En professor i miljøtoksikologi mener, at pesticidrester i drikkevandet er et meget lille problem sammenlignet med de sundhedsmæssige risici forbundet med disse farlige stoffer.

En decemberaften vinterbader jeg. Vandet er mørkt og koldt. Jeg prøver ikke at tænke på brandmænd, kemikalier og andet muligt ubehag, da jeg sparker mig fri af badebroen og bruger kraften til at dykke flere meter ind i mørket.

”The oceans are where life was born and the salty fluid that courses through our veins is a reminder of our aqueous origins.”

– David Suzuki

Foto: Tue Martin Jakobsen