”Mit hjerte må ikke blive til en sten” var titlen på et hæfte fra 90’erne om Røde-Kors delegaters arbejde i verdens brændpunkter. Jeg var lige begyndt som journalist på Dansk Røde Kors’ hovedkontor, og titlen gjorde stort indtryk på mig, og blev et pejlemærke for mig i både liv og arbejde. Et andet citat, der samme sted blev udtalt i stor respekt, og på egen finurlig vis også blev et pejlemærke, var: ”Nogle gange er det som om, at hjertet kan blive så stort, at det stopper for ilttilførslen til hjernen.” Udsagn, der for mig både gemmer på en opmærksomhed om at være nærværende og samtidig ikke lade sig forføre af umiddelbare stærke følelser eller de mange vaner, der også er en del af mit liv, når jeg møder mennesker i krise.

Jeg har i mine år i nødhjælps- og udviklingsorganisationer mødt, leget, grint, grædt og talt med mange børn, unge, kvinder, mænd og ældre herhjemme og i forskellige udviklingslande med det fællestræk, at de levede i ekstrem fattigdom. Og for dén, hvor har jeg selv været fyldt op af enorm øjeblikkelig hjælpe- og handletrang. En trang der nogle gange også blev forløst, for ellers følte jeg mit hjerte rent faktisk ellers måtte være en sten. Og for dén, hvor har jeg til tider også været ramt af magtesløshed og en trang til at lukke øjnene, fordi det hele føltes som en lang gentagelse af unødvendig nød og lidelse, selvom jeg ved, at der ofte kun skal lidt hjælp til for at hjælpe meget. Men det viste sig igen og igen, at der i møderne også stort set altid opstod noget fælles og en samhørighed.

Vi går over broen på Tietgensgade ved Københavns Hovedbanegård. Vi er et umage par, men jævnaldrende. Hun er høj. Jeg er nærmere lav. Hun har slidt tøj på – og alt for lidt. Jeg har rigeligt på – og mit er nyt. Hun har sorte rande under øjnene. Mine sorte streger indrammer øjnene. Folk kigger, mens vi sludrende går ved siden af hinanden. Hun er stiknarkoman, jeg ryger cigaretter. Man kan se, at de ser forskellen. Hun peger ned på skinnerne, da vi når hen midt på broen: ”Min kæreste kastede sig ud foran toget for to uger siden. Han døde, siger hun”. Vi stopper op, slår et forsigtigt kryds med vores arme, så vi rører og holder hinandens rygge. Og dér står vi og mindes og er sammen om døden og sorgen. Vi går tilbage til hendes lille værelse. Det er d. 22. december og hun har købt små julegaver til sin lille søn og datter, der begge er tvangsfjernet. Hun viser mig to gaver og to billeder af børnene, og vi mødes igen – denne gang over gavernes symbolik og længslen efter at glæde sine børn og hinanden.  

I et år har jeg og resten af primært den vestlige verden været ufrivillige vidner til krigen i Ukraine. Jeg sad selv til undervisning på Vækstcenteret i Nørre Snede, da Rusland invaderede Ukraine, og med ét kom alt det, der normalt er langt væk fra min hverdag, eller er sket for lang tid siden, helt tæt på. Jeg blev, som de fleste andre, lettere chokeret mindet om den angst og frygt, krig fremkalder, om afmagt og handletrang, om medfølelse, og om hvordan krigstraumer nedarves i generationer. Og mens tusinder blev til millioner, der flygtede ud af Ukraine eller var internt fordrevne, så udspillede der sig i de samme dage krige, konflikter og epidemier andre steder i verden og en sultkatastrofe på Afrikas Horn blev anslået til at berøre op mod 100 millioner mennesker.

Hun er 37 år og ligger på et af de tæpper, hun selv har vævet sammen af udsmidte stofrester. Sådan forsørger hun sig og sine fem børn, som jeg lige har leget tagfat og klappe-kage med og banket i kalaha, så fotografen uforstyrret kunne tage sine portrætbilleder. Jeg skal til at interviewe hende, men vi lander med det samme et andet sted, da vores blikke mødes. Mine spørgsmål forsvinder, for dybt derinde i øjnene, er der både uendeligt og svar på alt. Jeg holder hende i hånden og ”ser” det samme, som da jeg holdt min døende mor i hånden et år tidligere. Vi berøres begge – stille – velvidende, at vi har noget sammen, og hun lige om lidt skal dø af aids, og børnene skal klare sige alene i de to lerhytter langt ude på landet i Zimbabwe. 

Hvordan balancerer vi overhovedet mødet med andre menneskers lidelse i vores liv og hverdag, så vi undgår både hårde hjerter, og at hjertet løber af med os? Og også husker dem, der ikke har verdens kameralinser rettet mod sig.

Jeg tror, at en del af svaret ligger i netop at forsøge at være nærværende og nysgerrig – uagtet om man bor i Danmark eller i et af verdens fattigste lande. For mit eget vedkommende har det i de konkrete møder været forskelligt. Men at lytte, dele, spørge (også til alt det andet), fortælle eller lege og danse med har været gennemgående. Udover en større forståelse har sidegevinsten eller måske i virkeligheden hovedgevinsten – på trods af helt absurde forskelle i livsforhold – været opdagelsen af, at vi har meget til fælles, og at samhørighedsfølelsen sjældent er langt væk.

Jeg er sammen med Eddiemer på 12 år i nogle dage. Vi taler om livet. Han bor på et af verdens største skraldebjerge udenfor Manila i Filippinerne og lever af at samle skrald. Han spiser én gang om dagen, sover i en gammel bil og formår alligevel at komme i skole hver dag ved at springe på en af skraldebilerne. Og så er han forelsket i Lady Ann. Og det ved han med sikkerhed, for han blev både nervøs og chokeret, da han så hende første gang, og som han fortæller mig: ’Jeg stivnede faktisk’. Lige der er jeg helt med, og husker med det samme min egen første forelskelse.

Måske er netop nærvær og nysgerrighed noget af det, vi kan tage med os i en hastig hverdag med mulige møder med både hjemløse, flygtninge, ensomme og psykisk syge nede foran Brugsen og flygtninge, fattige, sultende eller ofre for naturkatastrofer tusinder af kilometer væk: at forsøge at give os selv tid til nærvær i mødet og huske åndedrættet, så både hjerte og hjerne kan følge med.