Under sommerens skriveretreat i Østerløkke blæste det op, og mens Vesterhavet var i oprør skrev Line Fjord om sit indre vilde Vesterhav. Red.

Jeg er et hav.

Lige i dag buldrer selve Vesterhavet i mig. Jeg er oceanet, der brager ind over kysten og lader bølgens sidste langstrakte bevægelse stilne af og brede sig ud på stranden som hvidt skum. Det sidste ser nærmest nænsomt ud, men det er bedrag.

Der er kuling fra vest, og jeg er rasende.

Ikke fordi jeg er vred på nogen. Raseriet er vildskab, der fylder mig som den kraft, oceanbølgerne ruller med. De kommer fra et fjernt sted, måske Skotland eller Normandiet, og har med tiden over længdegraderne fået så meget tyngde og kraft, at de danner en trappe af hvide tænder uden for stranden, hvor de brækker i skumsprøjt og fråde.

Jeg er Vesterhavet. For inden i mig brager jeg gennem landskaber af finkornet sand og små klitter. Jeg er det raseri, den kraft, som lader kirker styrte i havet og høfter stå under vand, den der bryder gamle grænser ned, oversvømmer spinkle fiskerskure og river rådne havplanter op fra bunden.

I dag er jeg ligeglad med destruktionen. Ingen kystsikring kan holde mig tilbage – og jeg ser med glæde til, mens kirkernes stejlhed styrter ud over skråningen. Jeg lægger mig på mine knæ og beder om kraftens skælv, jeg beder om en ny kystlinje, jeg trænger til at understrøm og hestehuller omformer mig og sætter mig fri. Noget i mig er i forvandling.

Men fyrtårnene ! Selv når jeg er i min største kraft, har jeg har brug for fyrtårnene, som lyser på vej. Særligt i mørke. De sender melodier af blink i farver, nøje afstemt i sekunder og angivet i alverdens søkort. Fyrtårne er vigtige for havkraften, og de må flyttes ind i landet til fast grund, når afgrunden truer. For så kan jeg, som alle skibe i verden, rette min kraft ind og udstikke kurs.

Raseriet er min livskraft.
Raseriet er min vilje, mit instinkt. Bruset er min erobring, bølgen er mit køn, min pen, mit brøl. Stranden er min landvinding.

Jeg er havet. I dag er jeg Vesterhavet indeni.
Udenpå er jeg stille og sidder her på min pude i stilhed i salen på Østerløkke. Mens det blæser uden for vinduet og inden i mig.

Line Fjord er journalist og cand.ling.merc i fransk. Hun arbejder med kommunikation og sprog, og har gennem en årrække haft fast meditationspraksis med fokus på skæringspunktet mellem meditation og kreativ praksis. Hun er optaget af relationer og kreativitet i tekst, begge med forankring i hjertet.

Hun modtager undervisning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg og deltager i retreats.