Antropologiske refleksioner over et uddannelsesforløb i Empati og Nærvær

Lyden af en gaffel mod en tallerken, salat der knaser mellem tænder, en ske mod skålen med suppe, suppe der rammer en tallerken, vand der hældes op i et glas, synk, en stol der rykker på sig. Lyden af fravær af samtale. Følelsen af let anspændthed mellem mennesker. Fjorten mennesker helt præcist, i færd med at spise sammen. Der bliver ikke sagt et ord, og der bliver knapt udvekslet et blik. De fjorten mennesker er ikke uvenner. De er inviteret til at spise sammen i ’ædel stilhed’.

Mellem mennesker er stilhed, eller mangel på samme, et socialt fænomen. Det er hvad der gør det interessant for en antropolog.

Der er mange forskellige former for stilhed. Stilheden kan være afslappet og tryg, men den kan også være et udtryk for passiv aggression – en form for protest. Stilheden kan også bunde i tilbagetrukkethed, hvor den kan fungere som en beskyttende barriere mellem en selv og den anden. Stilhed kan endvidere være en måde hvorpå man kan vise respekt, for eksempel når der lyttes til en ven, en lærer eller en fremmed – eller når alle er stille ved en mindehøjtidelighed. Stilhed kan kort sagt have uendelig mange betydninger.

I vores del af verden kræver stilhed i grupper af mennesker som regel en anledning, men i visse andre samfund ses stilhed i sociale relationer som en acceptabel opførsel. I situationer hvor samtale blandt mennesker er normen, kan stilhed opleves som akavet eller direkte uhøflig. I Danmark vil mange opleve stilhed i en spisesituation netop sådan; for hvad – som en deltager udtrykte – gør man når alt det man er opdraget til, ikke længere er gældende? At bede om smørret. At sige tak. At spørge interesseret ind til den anden.

Det er den første dag af modul to på uddannelsen ”Empati og nærvær”. Modulet strækker sig over to sammenhængende dage. På Solbakkevej 15 i Nørre Snede er vi denne lørdag indirekte i gang med at undersøge nogle af de landskaber som børn og unge i skolen skal igennem under pålagt stilhed. Det gør vi ved at undersøge hvad der, under stilhed, foregår i vores egne indre landskaber. På sigt er håbet at denne indsigt i vores indre giver os flere redskaber til at manøvrere hensigtsmæssigt og nærværende i de miljøer der omgiver os, og for deltagerene specielt; i rollen som den professionelle voksne i arbejdet med børn og/eller unge.

Modul to markerer overgangen mellem fuld fokus på egenpraksis (det indre arbejde) og begyndelsen på at møde den ydre verden mere inderligt. På denne førstedagen, som dette indlæg koncentrerer sig om, tilbringes syv timer i stilhed. Den første del af formiddagen udveksler deltagerne deres erfaringer med egenpraksis i de mellemliggende uger siden vi mødtes allerførste gang, ligesom vi bliver guidet igennem en siddende meditation og en yogasession. Derefter går vi ind i stilheden. Eller det vil sige, Peter og Hanneli guider os verbalt igennem diverse øvelser, men vi deltagere er stille – i hvert tilfælde udenpå. Først efter aftensmaden brydes atter stilheden og der er mulighed for erfaringsudveksling.

Der er steder i verden hvor stilhed i spisesituationer og andre sociale sammenhænge er langt mere udbredt end i Danmark. Særligt, lader det til, blandt folk som lever i områder hvor mennesker er de væsner der er færrest af. Det er eksempelvis tilfældet blandt de nordamerikanske apache- og beaver folk, og blandt de sibiriske nomadefolk som evenerne og tjuktjerne. Antropologen Piers Vitebsky skriver i bogen Reindeer People om stilheden blandt evenerne i Jakutien, at den ikke er akavet: At en håndfuld mennesker som ikke ser andre end hinanden i månedsvis, véd hvordan man kan være alene sammen. Det at han direkte påpeger at denne stilhed ikke er akavet, viser at han selv i andre situationer har oplevet stilhed som akavet. Den følelse kender også jeg, og sikkert flere af jer som læser dette.

Evenerne er meget opmærksomme på nuancer i hinandens humør, skriver Vitebsky, og overvejer om denne opmærksomhed er mere udfordret i et miljø som i højere grad er verbalt. Selv beskriver han at han over tid lærte at kende forskel på hvornår en person gik fra rensdyrlejren fordi han ville væk fra de andre, og hvornår han gik ud for at ordne et stykke arbejde. Ligesom han lærte at fornemme irritationer eller varme mellem de forskellige telte, uden at ord blev udtrykt. Disse betragtninger er interessante i forhold til anvendelsen af stilhed som en af metoderne til at opøve empati og nærvær i denne uddannelse. Vitebsky beskriver at kommunikationen mellem mennesker i en rensdyrlejr af og til antager hvad han oplever som en næsten telepatisk form, hvor den ene véd hvordan den anden har det uden mellemliggende ord.

Hugh Brody beskriver i ”Maps and Dreams” hvordan en gruppe af unge mænd fra Beaver folket på jagt kan side i timevis uden at samtale. Selv bevægelser er minimale; en hånd der rækker ud efter en kop, en anden der passer bålet. Hvad end der udtrykkes i ord i disse situationer er nærmest umærkelige skriver han, som om ordene knapt bryder stilheden. Det er ikke en søvnig stilhed, det er en vågen og receptiv tilstand. For en udefrakommende kan det se ud som om jægerne har glemt hvor de er. Og pludselig, skriver Brody, ændres tilstanden sig fra stille til aktiv, som om alle med ét er klar over at det er tid til handling. Igen, for en udefrakommende, er ændringen ligeså uforståelig som når mennesket forundret betragter en flok på over 1000 stære gå på vingerne i samme sekund. For en indforstået er der tale om en dyb ordløs forståelse for, og indføling med, sine omgivelser.

Jeg kender det fra mit feltarbejde i det nordlige Kamchatka blandt de tjuktjiske rensdyrnomader. Når man er en lille gruppe på fem mennesker i en omkreds af flere dages vandringer – kun omgivet af arktisk tundra, nogle tusind rensdyr og en række andre dyrearter, som for en stor del af tiden er skjult for menneskeøjne – antager det sociale liv andre former. På en særlig måde bliver man som en enhed. Som den kvindelige teltarbejder måtte jeg udvikle evnen til at læse om den hyrde som kommer hjem fra hjorden, vil have sin suppe med det samme, om han har brug for te først, eller om han allerførst vil skifte tøj. Ikke på en telepatisk facon, men ved at være opmærksom på kropssprog, stemning og handling. Det var sjældent at hyrderne bad om suppe eller te; det var min opgave at vide hvornår de ville have det, og om de ville have mere. Hver enkelt hyrde havde sin egen måde at signalere sine ønsker på.

Det er ikke sådan at der ikke tales i den type fællesskaber, men min oplevelse er at der er en (nødvendig) vågen opmærksomhed på omgivelserne og dermed også hinanden. Det kom i Kamchatka til udtryk på andre måder end omkring det praktiske fælleskab. Eksempelvis var jeg en formiddag meget træt, og da jeg troede jeg var alene, gik jeg lidt væk fra lejren for at nyde solopgangen for mig selv og lade lidt op. Da jeg kom tilbage var jeg overrasket over at finde lederen af lejren i færd med at slibe sin kniv. Jeg sagde ikke noget til ham, men fortsatte mit arbejde hvor jeg havde sluppet det. ”Du er træt. Det er godt du fodrer sjælen med solens kraft”, sagde han og fortsatte sit arbejde. Jeg havde ærligt talt forsøgt at skjule min træthed, men den blev set. Jeg mødte hans varme blik med taknemmelighed. Der var ingen grund til at sige mere.

Med baggrund i den viden vi har fra andre kulturer omkring stilhed i samvær med andre, og det faktum at en uddannelse i Empati og Nærvær benytter sig af stilhed som en vej, kan jeg ikke lade være med at spørge om vores empatiske evner mon har særlig gode vilkår for at vokse i stilhed? Eller er det det mon det forøgede nærvær som stilheden muliggør, der får de iboende empatiske evner frem?

Og hvad med ’ædel stilhed’ som er det vi praktiserer denne lørdag på andet modul af uddannelsen? Ædel stilhed er et koncept lånt fra den østlige verdens meditations praktikker, og adskiller sig fra den stilhed jeg indtil nu har beskrevet, ved at den indebærer totalt fravær af øjenkontakt. Ædel stilhed er ofte en praksis som omgærder et meditativt retreat, og denne type stilhed kan være med til at forstærke oplevelsen af afgrænsethed fra det normale sociale liv. Den mentale energi koncentreres indad og forstørres i og med den manglende udadvendthed. Alligevel beskriver flere, som har siddet i længerevarende retreats med ædel stilhed, at de i stilheden følte en dybere forbundethed med andre. Så den større afgrænsning i observerbar kontakt ved fravær af både tale og øjenkontakt lader umiddelbart ikke til at begrænse oplevelsen af forbindelse indefra. Min førstehånds fortolkning af dette er at der må være tale om forskellige former for mellemmenneskelig kontakt: den observerbare som altså kan ses og høres på overfladen, og den ikke observerbare, den som er usynlig for menneskeøjet, men som, for at bruge et udtryk fra Den lille Prins, kan ses med hjertet.

 

Man kan ikke fordybe ensidigt, siger Hanneli på et tidspunkt midt i stilheden. Men initiativet kan komme fra den ene side. Den stilhed, som dagen foregår i, er ment som en hjælp til processen hen imod et sådant initiativ. Hanneli forklarer videre at det at være stille nogle timer kan give en frihed fra det lette pres der ofte kommer fra omverdenen med forventningen om at være kommunikerende det meste af tiden. Fordybelse kræver at vi samler vores energi, og det kan blandt andet gøres ved, får vi at vide, at vores udadvendte engagement i verden suppleres med denne lytten indad som stilheden muliggør. En lytten efter hvem vi i bund og grund er, og en lytten ind i nuet. Det er igennem tilstedeværelse i nuet at fordybelsen indfinder sig, fortæller Hanneli.

Der er rig mulighed for at udforske vores indre landskab i løbet af denne fordybelsesdag, ikke mindst under frokosten og aftensmaden som jo indtages i stilhed. Men også igennem de guidede meditationer. Mellem to gående meditationer har vi en siddende meditation der berører mig særlig dybt. Peter starter med at ridse verdens nuværende flygtningesituation op, og beder os kontakte hjertefølelserne. Vi er født medfølende væsner minder han os om, og genfortæller så en kraftig beretning fra tidligt i 1800-tallets Stavanger, en variation af Terje Vigen. Jeg kan ikke begynde at genfortælle beretningen her, men et kærlighedsbarn og dets mor slås ihjel og faderen tages til fange og må i årevis trælle på et krigsskib. Senere får faderen mulighed for at tage hævn, men kærligheden for et fremmed uskyldigt barn viser ham vejen til tilgivelse. Fortællingen, sammenholdt med bevidstheden om al den lidelse verden oplever, gør mig sorgfuld. Lige præcis her bliver jeg udfordret fordi energien fra følelserne er så kraftig. Lige præcis her har jeg lyst til at dele mit bristefyldte hjertes sorg og kærlighed. Jeg er fortvivlet fordi jeg ikke er sikker på jeg ville have haft samme tilgivelsesevne som hovedpersonen i fortællingen, og jeg føler med ét meget stærkt at klodens fremtid afhænger af menneskets evne til tilgivelse. At tilgive kan man vel i og for sig kun gennem empati? Peters genfortælling giver mig weekendens største udfordring, og i stilheden må jeg finde en måde at være med den. Om søndagen tranformeres denne udfordring til gengæld til weekendens absolutte højdepunkt, hvilket jeg vil fortælle om i næste blogindlæg.

Jeg er ikke den eneste deltager som er udfordret i stilheden. Da vi om aftenen efter aftensmaden forsigtigt bevæger os ud af det stille rum og genetablerer den verbale kommunikation, kommer de andre deltageres udfordringer, men også positive oplevelser, endelig til udtryk.

Særligt spisesituationerne viser sig at have været udfordrende for flere af deltagerne. Som nævnt tidligere har måltiderne i stilhed hos nogle affødt følelser af ubehag, akavethed og enddog uhøflighed. En deltager følte en anonymitet som gav en følelse af uvirkelighed, som at se sig selv udefra. Vedkommende oplevede at det var lettere at være i kontakt med sig selv i stilheden, når kroppen bevægede sig, som for eksempel i de gående meditationer. Det var der flere der kunne genkende. Nogle af deltagerene er normalt enten meget fysisk aktive eller verbalt aktive. At sidde og gøre ingenting udover at lytte til undervisernes stemmer, var udfordrende. Én formulerede det sådan at når kroppen bevæger sig, er der ro indeni, og når kroppen skal være stille, er der uro og tankemylder indeni. Det lyder for mig som om den kraft, Hanneli talte om vi kunne finde i stilheden, kan være svær at rumme. En bevægelse eller et verbalt udtryk er samtidig en udledning af ophobet energi.

I denne sammenhæng er det interessant at tænke på hvad man egentlig beder børn om i skolen. En af de mange udfordringer lærere møder i forbindelse med undervisningen, er uro, børn der har svært ved at være stille. Det lader altså til at også voksne mennesker møder udfordringer ved det som dagligt forlanges af børn.

En af deltagerne delte en paradoksal oplevelse af først at have svært ved at rumme sig selv og sine tanker i stilheden, men, da stilheden så endelig skulle brydes, så at blive ked af det og opleve at alle stemmerne blev overvældende. Det kan måske hænge sammen med noget flere deltagere fortalte de havde oplevet, nemlig at stilheden også kan være et behageligt frirum hvor man ikke skal gøre sig umage for at være social på den rigtige måde, hvor man ikke skal anstrenge sig for at opfylde en bestemt rolle. Et par stykker udtrykte en oplevelse af tryghed og varme ved at kunne være sammen med en gruppe mennesker og samtidig blot være med sig selv.

Opsamlende kan jeg altså sige om dagens overordnede tema, fordybelse i stilhed, at selvom stilheden kunne opleves som et frirum, var den, for flere, også en udfordring. Både fordi den i denne udformning er udenfor normen i vores samfund, og samtidig fordi energien fra ens eget system vokser når der ikke er mulighed for at udtrykke sig.

Noget af det der, i hvert tilfælde antropologisk set, er rigtig interessant ved dette uddannelsesforløb, er at det på mange måder bryder normer. Som for eksempel ved denne ’venden blikket indad’ i syv timers stilhed. Samtidig er det jo altså en uddannelse som er udbudt af Ikast-Brande kommune, som på den måde træder i karakter i forhold til at være normskabende. Normer er sociale konstruktioner og er derfor elastiske og kan ændres over tid. Skolen – og andre institutioner som udbyder kurser eller andet arbejde med børn og unge – er på mange måder en grænseflade mellem børn, familier, samfundet og staten. Dermed bliver disse institutioner og deres ansatte centrale i forhold til at kommunikere de værdier, forventninger og forpligtigelser som indeholdes i det at være værdsatte borgere i det pågældende samfund.

Ud over faglig læring er et af skolens formål at socialisere børn til bestemte kulturelt anerkendte adfærdsformer. I skolen lærer børnene at identificere sig med et bestemt samfundsmæssigt fælleskab. Fag som historie, sprog og samfundsfag er medvirkende i denne socialiseringsproces, men der sker også en uformel læring igennem skolelærernes sociale praksis og i og med organiseringen af skolens sociale rum.

Dette uddannelsesforløb i empati og nærvær må siges at være en direkte indsats imod det man kan kalde den uformelle læring igennem indvirkning på lærerens eller pædagogens sociale praksis. Denne sociale praksis hænger dog også uløseligt sammen med elevernes mulighed for tilegnelsen af den formelle viden, da denne indlæring er præget af det miljø den foregår i. Det bliver så spændende at følge med i, hvordan, og om, deltagerne af dette uddannelsesforløb oplever deres egne sociale praksis forandres, og hvilke spejlinger de får igennem denne proces fra deres elever.

I næste blogindlæg, som koncentrerer sig om andendagen på modul 2, vil der være langt mere fokus på ydre og til tider konfrontative kommunikationsmetoder. Ikke alt læres gennem stilhed.

Med inspiration fra Professor Otto Friedrich Bollnow vil jeg dog sige, at det lader til at være vigtigt at undersøge forholdet mellem stilhed og tale i relationer. Bollnow skrev at al tale bryder frem fra stilhed og falder tilbage i stilhed. Men hvad sker der i overgangene? Hvad er overhovedet stilhed? Kan vores selvforhold i stilheden forme det som kommer ud i det talte? Og hvordan påvirker det i så fald menneskers sociale relationer?ø

Jeg er stadig nysgerrig.

Litteratur:
Basso, Keith. 1996. Wisdom Sits in Places: Landscape and Language Among the Western Apache. University of New Mexico Press.

Bolnow. O.F. 1982. On silence. Findings of Philosophico-Pædagogical Anthropology. http://search.proquest.com/openview/12bf0938d4ad4e1ee1c7a58f1fd71677/1?pq-origsite=gscholar

Brody, Hugh. 1992 Maps and Dreams: Indians and the British Columbia Frontier. Douglas & McIntyre

de Saint-Exupéry, Antoine 2001. Den lille prins. Lindhardt og Ringhof, Udgave: 2

Sørensen, B.R, Gilliam, L. og Waltorp, K. 2010. Introduktion. Skolens børn og samfundets borgere. I Tidskriftet Antropologi, nr 62: Skole

Vitebsky, Piers 2005. Reindeer People: Living With Animals and Spirits in Siberia. HarperCollins Publishers

 

Foto: Jeanette Lykkegård, Mads Haagen og Gitte Batz

---

 

Jeanette Lykkegård er ph.d. studerende i Antropologi med særlig interesse for, hvordan mennesker omkring i verden håndterer eksistentielle spørgsmål omkring livet og at leve det, døden og hvad der kommer efter. Udover at lære nye perspektiver på verden igennem mit fag, nyder jeg bl.a. duften af jord, lyden af latter, synet af en solopgang og de andre stunder, hvor jeg føler mig helt og aldeles i live.