Det sker jeg mediterer mens jeg er sammen med min datter – i helt korte stræk.

Hun er fire år gammel. Når jeg sætter mig på puden, sætter hun sig undertiden ved siden af mig – eller hun leger for sig selv.

Jeg opfordrer hende ikke til at meditere. Men af og til sker det at hun på eget initiativ sætter sig på meditationspuden i stuen.

Som forleden dag. Hvor følgende ordveksling udspiller sig:

”Mor, hvordan mediterer man?”

”Hmmm, jamen man kan starte med at sætte sig godt på puden”, svarer jeg, mens min datter ser ud til at sætte sig lidt tungere på puden; ”og så kan man begynde med at mærke kroppen. Man kan for eksempel se efter om man kan mærke fødderne. Kan du mærke dine fødder?”

”Ja det kan jeg godt”.

”Hvad med dine knæ, kan du mærke dem?”

”Ja mor, jeg kan mærke det hele! Jeg kan mærke fødderne, benene, maven, armene, det hele mor!”, udbryder hun som om det er helt skørt at jeg spørger.

”Kan du også mærke hvordan kroppen har det?”

”Den har det godt!”, svarer hun med stor overbevisning i stemmen, og fortsætter: ”hvad mere?”

”Man kan også lægge mærke til at man trækker vejret. Kan du mærke det?”. Hun tager nogle dybe indåndinger.

”Ja det kan jeg godt.”

”Man kan også prøve at lukke øjnene og se om man kan koncentrere sig om sit åndedræt. For eksempel fire vejrtrækninger efter hinanden. Har du lyst til at prøve det?”, spørger jeg så prøvende.

”Ja det vil jeg gerne”, svarer hun og kaster sig ud i det. Hun lukker øjnene, spænder op i hele kroppen, laver trutmund og trækker vejret helt oppe i den øverste del af kroppen. Som om hun må anstrenge sig så meget at det er umuligt for hende at slappe af. Det ser så sødt og sjovt ud at jeg griber telefonen og tager et billede. Samtidig vækker det i mig en dyb genkendelse.

”Det er svært mor”, siger hun.

”Ja”, svarer jeg, ”det synes jeg også det kan være.’ ’Men nogle gange, hvis jeg bliver siddende, så bliver det pludselig lettere.’

Vi sidder stille sammen et ganske kort øjeblik. Vores kroppe er afslappede.

”Tænker du på noget særligt for tiden?”, spørger jeg så.

”Ja”, svarer hun uden tøven, ”jeg tænker på hvornår det bliver jul. Hvornår det mon begynder at sne. Om julemanden kommer. Og på hvor han er henne nu.”

Jeg smiler. Hun smiler tilbage, rejser sig fra meditationspuden og spørger om vi ikke skal lege fangeleg.

 

 

Illustration: Daniel Sebastian Høeg

 

---

 

Jeanette Lykkegård
er antropolog og har skrevet ph.d.-afhandling om livs- og dødsprocesser blandt den shamanistiske befolkningsgruppe tjuktjerne som lever i det østlige Sibirien. Jeanette er en del af teamet bag Kontemplation, hvor hun har medvirket på en række kurser og retreats. Hun modtager undervisning og praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg.