Under vores seneste retreat på Øster Løkke, blev vi igen mindet om hvor stor støtte man får fra landskabet ved Vesterhavet.

Et retreat er en midlertidig tilbagetrækning fra verden, ikke for at forlade den, men for at lade op til at møde den, og sig selv, dybere.

Øster Løkke, hvor vi afholder vores retreatkurser, er en nænsomt restaureret strandgård der ligger direkte ud til vandet.

Havet, landskabets vidde og tyndtbefolkede ro, har mindst to direkte effekter på os der kommer hertil, effekter der på én gang er intense og selvfølgelige:

For det første er her fred. Her er simpelthen færre stemmer, færre reklamer, færre butikker og i det hele taget mindre social aktivitet. Der er selvfølgelig intet i vejen med stemmer, reklamer, handel og mennesker, men af og til giver det at være dem foruden mulighed for at mærke sig selv tydeligere. Og netop dette, for en tid at opsøge stilheden for et øjeblik at kunne høre og mærke sig selv tydeligere, er ét af hovedformålene med at tage på retreat.

Så er der en anden og lige så vigtig effekt af Øster Løkkes omgivelser: Landskabet har vidde. Hvorfor er det så vigtigt? Det er det fordi bevidstheden tager form efter sine omgivelser. Det er noget de fleste vil kende til. Den bevægelse man kan føle når man når et udsigtspunkt i bjergene eller kommer op over sidste klit og møder havet, har, hvis man mærker efter, noget at gøre med at bevidstheden er medskaber af det den oplever. Og selv skabes af det oplevede. Er der plads i det man sanser, er der udsyn og space som over en vandflade eller når man ser op mod himlen, bliver der også plads og frihed i bevidstheden.

Denne lovmæssighed får en særlig betydning for meditative processer. Og her er der to tilsyneladende modsatte strategier der supplerer hinanden: At begrænse rummet omkring sig for at mindske distraktionen og at lade bevidstheden udvide sig ud mod omgivelserne:

Ordet ‘mystik’ er afledt af et græsk ord der betyder at lukke øjne og øre i et forsøg på at etablere den indre uforstyrrethed der var en del af den græske mysteriertræning, og for al anden indre fordybelse.

Med tiden vil en sådan fremgangsmåde føre til at man opdager en indre vidde. Som man så også kan komme på sporet af ved den anden strategi: At opsøge naturområder der selv har vidden.

Ørkenfædrene sad i ørkner af flere grunde, for at undgå forfølgelser og for at være i fred. Men de sad der også på grund af ørknens vidde. I både den kristne mystik – som på halvøen Athos – og i zen, i vajrayanabuddhismen og i advaita vedanta indenfor hinduismen, har man lagt retreatfaciliteter ved store vandflader og i øde bjergområder og på den måde fået støtte af det uforstyrrede rum, uforstyrret fordi det er åbent, og fordi det er på afstand af civilisationen.

En lignende bestræbelse ligger bag den måde hellige rum indrettes på. Templer, pyramider og kirker forholder sig, på den måde de ser ud og er indrettet på, ikke kun til formidling af magt og politik. De rummer også et mere eller mindre klart formuleret forsøg på at støtte bevidstheden i dens forsøg på at slippe sine begrænsninger og udvide sig.

Vi kan, siger de store spirituelle traditioner, dybest set hverken forstå eller beskrive bevidsthed. Men en god analogi, et godt billede, siger de alle, er rummet. Det fri rum er et godt billede af den fri bevidsthed.

Det billede får vi foræret på Øster Løkke. Her er omgivelserne fri, man kan, som man siger på Grønland, ‘strække øjnene’, blikket kan udvide sig uhindret.

Hele atmosfæren er uforstyrret på en måde der ellers er svær at finde. Det er som om man kan mærke at her er der i miles omkreds langt mindre sindsaktivitet end man er vant til.

 

---

 

Hanneli Ågotsdatter, cand.arch., meditationslærer og psykoterapeut. Hun er Kontemplations daglige leder og underviser på retreats, kurser og på vores otte ugers forløb i mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR).

Hun lever i en vekselvirkning mellem et udadrettet arbejdsliv og tilbagetrækning i længere retreats.

Hanneli bor på Vækstcenteret i Nørre Snede og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.