BLOGCAST: Dette indlæg er indtalt af forfatteren. Du kan lytte til bloggen her (11:02):

 

---

 

Hvis vi ikke vidste det i forvejen, har de seneste par år vist os at vi mennesker hænger mere sammen end mange af os måske før har oplevet.

Pandemien understreger at vi er del af et globalt fællesskab, at den eneste måde vi kan adressere verdensomspændende udfordringer på, er ved at tænke og handle globalt. At vi, kulturforskelle og de store afstande til trods, nok alligevel har mere tilfælles end vi har modstridende interesser.

Kollektive indsigter som denne kommer sjældent uden også at koste noget. Og vi har alle, eller i hvert fald har mange, oplevet omkostninger, for nogles vedkommende lidelse, ved virussets bevægelse gennem verdenssamfundet, ved nedlukninger og restriktioner.

På den konstruktive side har situationen også ført til en større vågenhed, en nødvendig opvågning til klimaændringerne, til den skæve fordeling af ressourcer, ligelighed og tryghed – og måske til en dybere forbundethed.

Denne opvågning gælder i høj grad vores vaner. Forstået som adfærdsmønstre som vi tager for givet, som vi måske ikke engang véd findes.

Vaner er dybe mønstre som er svære at vende. Det gælder også for de mønstre der ikke er bæredygtige.

De fleste af os har oplevet at det kræver virkelig vedholdenhed at etablere konstruktive vaner. Og at det kræver yderligere målrettethed at komme fri af de uhensigtsmæssige.

Vi véd nu at kvaliteten af vores fremtid på kloden beror på at vi bevidstheds- og handlingsmæssig bevæger os hen imod at etablere et mere bæredygtig og balanceret globalt samfund. Goderne er fordelt således at friheden til at foretage sådanne bevægelser primært ligger hos os der bor i den rige del af verden. De justeringer som klimasituationen, den ulige fordeling af fred, mad og livsmuligheder – og den aktuelle pandemi – kalder på, rejser spørgsmål om hvor fleksible vi er i forhold til vores vaner og mønstre. Er vi parat til at ændre vores egne forbrugs- og kostvaner? Er vi indstillet på reelt, i vores følelsessystem at se den lidelse der risikerer at vente menneskeheden i øjnene?
Vil vi kunne vænne os til en ny form for nøjsomhed? Til det afkald der vel er nødvendigt for den rige del af verden hvis vi skal bevæge os mod en ny balance i fordelingen af goderne?

Kan vi finde paratheden til at acceptere en vis mængde afsavn i en overgangsfase bort fra brugen af fossile brændstoffer? Til at afgive nogle af vores privilegier?
Fastholdelsen af disse vaner forudsætter vel under overfladen at vi alle stiltiende accepterer ulighed.
I den fattige del af verden har man til én eller anden grad parallelt måttet vænne sig til fattigdom. Som konsekvens også alt for ofte til utryghed og undertrykkelse.

Cop26 blev for kort tid siden afholdt i Glasgow med meget spinkle resultater: Reduktionsmål der ikke gør Parisaftalen om at holde den globale opvarmning under 1,5 grad realistisk. Og uden konkrete løsninger på den klimafinansiering som ulandene er blevet lovet.

Vi har ressourcerne til at ændre den klimakurs vi er på, men det er som om viljen mangler. Eller måske vågenheden? Samhørigheden?
I og omkring konferencen i Glasgow hersket en hel del ufredelighed. Mellem deltagerne, mellem deltagerne og klimaaktivisterne udenfor. Mellem de rige og de fattige lande. Mellem dem der deltager i aftaler, og dem der står udenfor.
Det kan man godt forstå. Der er noget i tiltagende grad desperat over den globale situation.
Men ufredelighed tjener ikke noget formål. Selve udtrykket ’klimakampen’ er næppe heldigt. Vi er nødt til at se på den indgroede vane der får os til at mene at det vi frygter og gerne vil undgå, er noget vi skal føre kamp imod. Kampen mod kræften. Kampen mod terrorismen. Klimakampen mod temperaturstigninger.
Noget af det trods alt glædelige fra Cop26 er de aftaler som indgås mellem modstandere: reduktionsaftalerne mellem Kina og USA og, måske mest overraskende, Cypernaftalerne mellem flere af Mellemøstens traditionelle dødsfjender om et samarbejde omkring at imødegå temperaturstigninger. I disse aftaler ser vi måske forformer til mulige positive følger af globale kriser (som vi også ser det, glimtvis, i samarbejdet omkring Covid19): At visheden om overhængende fare kan bringe mennesker sammen på tværs af også dybe modsætninger.

Fremtidsforsker Jeremy Rifkins oneliner fra bogen The Empathic Civilization: The Race to Global Consciousness in a World in Crisis lyder således:

”En verden i krise behøver et globalt spring i empati.”

Kan vi sammen finde modet til at tage springet?
Til at vågne op fra vanerne til empatiens tidsalder?

Set fra et kontemplativt synspunkt er én af bevidsthedens helt store muligheder at træning af nærvær og venlighed synes af føre til ændring af vaner på en naturlig, ja måske uundgåelig måde:
Gennem kontemplativ praksis opdager vi vaner, analyserer dem og føler direkte, kropsligt og følelsesmæssigt, deres konsekvenser. Globalt medansvar, oplevelsen af samhørighed med medmenneskene er, set fra et meditativt synspunkt, ikke en avanceret erkendelse. Det er snarere en naturlig følge af at åbne hjertet og bevidstheden i praksis. Bevæger man sig dybere ind mod sin egen essens, opdager man snart at muligheden og talentet for medfølelse og omsorg – også for andre – er medfødte kvaliteter.
Mærker man sin krop tydeligt, inderligt, forstår man umiddelbart, umystisk, at andre har kroppe som én selv, at også andre ønsker at leve, at være raske, at kunne drikke rent vand og indånde ren luft.
Medfølelse er ikke kun for helgener. Medfølelse er en naturlig konsekvens af at mærke, kende og sanse sig selv.

Gennem vågenhed og selvomsorg får vi, naturligt og spontant, mulighed for at integrere sådanne ressourcer der tidligere lå skjult i vanens skygge.
Hvorefter nærværstræning kan give energi og mod til at slippe vanerne. Og indsigt til at erstatte dem med andre.

For at sige det helt kort:
At praktisere kontemplativt fører naturligt til:
At vi engang imellem sænker tempoet.
At vi opdager nærværets betydning og træner hjertets kapacitet for empati og medfølelse.
At vi gradvist erfarer at kontemplativ praksis er at konfrontere og bevæge sig igennem det lag af personligt og kollektivt stress som slører vores mulighed for umiddelbart at mærke vores sammenhæng med biosfæren og med andre mennesker.

De ydre, rationelle tiltag er, som vi alle véd, helt nødvendige. Der er brug for omfordeling, for store politiske, demografiske og teknologiske initiativer.
Men det bliver svært, hvis ikke umuligt, for disse tiltag at finde den fornødne motivation eller gennemslagskraft hvis de ikke funderes i en direkte erfaring af vores samhørighed med andre. En direkte sansning af at medfølelsen ikke er noget specielt eller for særligt udvalgte, men er vores menneskelighed iboende.

 

Illustration: Daniel Sebastian Høeg

---

 

Hanneli Ågotsdatter
Cand.arch., psykoterapeut og meditationslærer.
Hanneli etablerede Kontemplation i 2010 og er platformens daglige leder.
Hun er tilknyttet Center for Systems Awareness i Boston og leder den kontemplative del af centerets uddannelsesprogram.
Sammen med Martijn van Beek er hun ansvarlig for Mind&Life Europes internationale retreats for unge forskere.
Hun er en del af Foreningen Børns Livskundskab.
Hanneli er fast underviser på Vækstcenteret og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.