NÅR JEG LYTTER SKAL JEG VÆRE HELT STILLE OG ÅBNE MIG FOR DET DER KOMMER
af Kirsten Rotbøll Lassen | SANS | 12. marts 2022
Den danske kunstner Jacob Kirkegaard har optaget lyde siden han var helt lille. At arbejde med lyd er hans kunstneriske praksis, og han er internationalt anerkendt for sit sanselige arbejde med verdens lyde.
For Jacob Kirkegaard eksisterer lyde ved siden af verdens dualiteter, de kommer fra et sted uden bedømmelser om godt og ondt. Lyde er for ham udtryk der eksisterer alle steder, og lyd er til stede som noget underliggende fx under en diskussion hvor parterne mener noget forskelligt. Som noget andet og mere end samtalen.
Han fortæller hvordan lyde for ham er udsagn der ligger under det talte sprog.
Udsagn om noget der ér og finder sted og eksisterer i et ordløst univers.
Han lytter til de lyde verdens fænomener udsender, og det er denne lydverden han fremhæver, forstørrer og bearbejder, og som har ført ham vidt omkring.
Til ruinerne i Tjernobyl hvor han optager de tomme bygningers lyde og i sin kunstneriske praksis dér arbejder med lag på lag af lyde. Og han fortæller hvordan dette lærer ham noget om radioaktivitet. Om hvordan lydene i rummene afgiver information om selve radioaktivitetens væsen.
Eller når han i Mexico optager lydene fra den menneskebyggede mur der markerer grænsen mellem USA og Mexico. Her har han arbejdet med både lyd og video og med hvordan et stykke af muren med pigtråd har noget at fortælle os. Hvis vi ser, og hvis vi lytter efter.
Kirkegaards praksis handler om én ting og det er at; ”At blive en del af verden gennem lyd. At engagere sig med verden gennem optagelse.”
Når han optager lyde bruger han almindelige mikrofoner og også meget lydfølsomme sensorer. Disse kan placeres på forskellige overflader og bringe os helt tæt på og åbenbare lyde som ellers ikke er tilgængelige; ”Der er altid en anden verden, når man lytter tættere på. Når du går om bag det umiddelbare. Og det synes jeg er meget betryggende, men også fremmedgørende. Og jeg kan godt lide det paradoks”, siger han.
I værket Opus Mors (2019) som er en serie i fire dele går Kirkegaard helt tæt på den menneskelige krop efter døden. Værket består af udelukkende af lyd. Lyde af et lighus, en obduktion, en kremering og til sidst lydene af nedbrydningen af kroppen. Han forsøger i dette værk at komme helt tæt til kernen af det han gør; ”At virkelig prøve at registrere nogle af de ultimative ting i livet som vi alle har til fælles.”
Han mener at vores sprog om døden er begrænset – og at lytte til lyden af de forskellige processer kan give et nyt perspektiv på døden og dens processer.
I det hele taget er det som om Jacob Kirkegaards praksis og værker åbner til sanselige dimensioner og i sin insisteren på lyden som et udsagn i sig selv tager os med ind i et sted der mest af alt er musisk på sin helt egen måde.
I denne video fra Louisiana Channel tager han os med ind i dette lydunivers.
Jacob Kirkegaard er født i Danmark i 1975 og uddannet ved Academy of Media Arts i Köln i 2006.
Foto: Jacob Kirkegaard, Double Take, 2009.
Cand.pæd i didaktik Materiel kultur, Århus universitet, med speciale i kropsbaseret nærvær, kropslig og mental selvregulering, designtænkning og kreative processer. Diplomuddannelse i billedkunst ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Kunst og kulturlederuddannelsen, scenekunstens udviklingscenter, University College Sjælland. Bachelor i Psykomotorik fra Ingrid Prahms seminarium. Efteruddannelse i hvordan traumer sætter spor i kroppen, samt Børns Livskundskabs uddannelsesforløb i nærvær og empati.
Arbejder som billedkunstner, underviser og projektleder.
Siden 2015 har hun været projektleder på ”JEG KAN SKABE”- et udviklingsprojekt om undervisning i design og kreative processer for sårbare børn og unge.
2012 -2020 Leder af Designskolen på Designmuseum Danmark.
Kirsten er en del af teamet bag Kontemplation og modtager praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg. Hun har dans og vandring som bevægelsespraksis og er i sit liv optaget af sammenhængen mellem indre og ydre bæredygtighed.