Jeg klatrer op på en klippesten ved floden.

Jeg holder meget af at klatre på sten, det minder mig om barndommens fisketure med far på molerne. Klippen er varm efter en solrig dag og føles behagelig mod mine lår da jeg sætter mig ned. Jeg betragter vandet som til højre for mig bruser ned igennem dalen med sølv-dråber lystigt hoppende i aftenslyset. Jeg må knibe øjnene sammen for at se. Lige frem for klippen sænkes farten, og mod venstre åbner landskabet sig og floden bevæger sig stille rundt i cirkler inden den fortsætter sin strømning.

Jeg hopper i.

Det kolde vand får mig til at tage en spontan, kraftig og meget dyb indånding. Herefter er åndedrættet for en kort stund hurtigt og jeg føler mig en smule stakåndet. Jeg svømmer lidt for at få varmen, og da kroppen har vænnet sig til temperaturforandringen vender jeg mig om på ryggen, giver slip, og lader mig flyde med strømmens cirkelbevægelser.

Vandet er levende og blødt. Det er som om jeg bliver renset, og jeg ler af glæde.

Da jeg bevæger mig op af vandet kan jeg mærke livet bruse gennem kroppen. Stenene på flodens bund er glatte af alger, og mine fødder leder rutineret efter de små sten.

Ude af vandet sætter jeg mig igen op på klippen og i dagens sidste stråler nyder jeg langsomt den øl min ven har taget med. Den bittersøde smag af humle prikker let på tungen og alkoholen finder hurtigt vej ud i mine arme og ben. Det føles som en let indvendig kilden. Vinden er kold mod huden. Musklerne i min krop skiftevis trækker sig sammen og slapper af, og jeg får et indre billede frem af en hest i regnvejr. Jeg betragter og fascineres af mekanismerne. Min krop træder i dette øjeblik frem for mig som en del af naturen, og der opstår en følelse af ærbødighed.

 

 

Jeg har denne sommer på forskellige måder, alene og i selskab med andre, bevæget mig i og igennem Montana’s varierende landskab, hvilket har sat gang i tankerne bag dette blogindlæg som handler om bevægelse – at bevæge sig og at blive bevæget – i, med og af naturen.

Jeg nyder at begive mig ud i det blå. Førhen vidste jeg ikke så meget om hvorfor det gjorde mig godt, men efterhånden er jeg blevet mere bevidst om noget af det, som sker.
Nu er det at bevæge mig udendørs blevet en del af min nærværs-praksis.

Min måde at være i og med naturen på adskiller sig fra den gående meditation jeg normalt foretager hjemme i min have i Danmark. I denne meditation er mit fokus primært rettet mod min krop; mit åndedræt, mine fødder, muskler der aktiveres og eventuelle tanker.

Altså koncentrerer jeg mig her primært om mig selv.

 

 

Når jeg derimod bevæger mig ud i naturen for at opleve og lære er det nødvendigt at rette opmærksomheden både udad mod mine omgivelser og indad mod de sansninger, tanker, følelser og kropsfornemmelser omgivelserne og bevægelsen heri afføder. For at kunne dét er jeg begyndt at lægge korte fokuserede pauser, eller måske kan man kalde det meditationer, ind i mine bevægelser, da jeg ellers har en tendens til at svæve væk i tankerækker. Hvis jeg eksempelvis er ude at vandre indleder jeg en sådan meditation ved at lægge mærke til hvordan jeg har det, alt imens jeg fortsætter med at gå.

Hvad tænker jeg på? Hvilke følelser florerer?

Det er min erfaring at hvis jeg ikke får givet tanker og følelser opmærksomhed begynder de alligevel at råbe op. Derudover er det lærerigt for mig at observere mine tanker og følelser; dels har det en positiv indvirkning på mig ustandseligt at blive mindet om den blotte opmærksomheds forandringskraft; dels hjælper det mig til lære mig selv bedre at kende, når jeg over en længere periode observerer hvordan min indre tilstand er og ændres.

Herefter stopper jeg op og lukker øjnene. Med armene hængende ned langs siden af kroppen sender jeg min bevidsthed ned til fødderne som bærer mig. Jeg mærker mit fundament, jorden, under mig. Hvis jeg har rygsæk på observerer jeg hvordan vægten herfra påvirker min krop. Den, for mig, nye form for opmærksomhed gør at jeg er bedre til at passe på min krop, som ikke er vant til den ekstra vægt. Jeg åbner så øjnene, og inden jeg bevæger mig videre vælger jeg at fokusere på én ting i mine omgivelser; et blad, en gren, en sten, et græsstrå, en sommerfugl eller hvad som helst der fanger mit blik. Jeg studerer det indgående; hvilken form, farve(r) og struktur har det? Bevæger det sig? Når jeg betragter noget på denne måde indgyder det altid en forundring, hvilket igen bevirker en barnlig nysgerrighed, og jeg får lyst til at røre ved og lugte til det jeg ser. Hvor tungt er det? Lugter det? Er det blødt, hårdt, ru eller glat?

Efter en sådan kort fokuseret pause er jeg til stede dér hvor jeg fysisk og tidsligt befinder mig, i nuet. Jeg har forbindelse til både kroppen, jorden og mine omgivelser og oplever hvilket fabelagtigt kunstværk jeg er en del af.

Jeg oplever altså, som så mange andre har erfaret før mig, at vi af kontakt med naturen kan forstærke vores sanser, og at vi ved at tilbringe tid i naturen kan øge vores generelle velvære og lette adgangen til vores kreative evner. Endvidere erfarer jeg at en nærværs-praksis forøger disse positive effekter yderligere.

 

 

Bevægelsen

Ofte letter det fordybelsen i livet at jeg bevæger mig, som om den ydre bevægelse sætter gang i den indre.

Det giver dog ikke den samme lethed som i naturen, når jeg bevæger mig langs en by-vej. Noget af det jeg lærer af naturen er at alting er i konstant forandring, og selvom det samme kan siges at være tilfældet i bybilledet, så er der en væsentlig forskel. I byen er bevægelsen forceret, forstået på den måde at vi mennesker forsøger at kontrollere og dirigere livet i en bestemt retning. Dermed er der visse bevægelser og strømninger der stoppes. I naturen derimod virker bevægelsen for mig fri, ubesværet, ja netop naturlig og uden værdiladninger.

 

 

Måske er det netop opmærksomheden på min egen bevægelse i samspil med omgivelsernes, der løsner op og gør mit indre mere velvilligt? Måske er det altså bevidstheden om og accepten af den uundgåelige og evige forandring der, som per automatik, opløser indre modstande og anspændtheder?

Denne betragtning har fået mig til at fundere over selve ordet bevægelse. Man kan både bevæge sig og blive bevæget, som om en kollektiv visdom om ovenstående forbindelse mellem ydre og indre bevægelser ligger i selve måden sproget er bygget op på.

At bevæge sig; det er noget jeg forbinder med egen handling. At blive bevæget forbinder jeg derimod med noget der sættes i gang i samspil med noget udefrakommende.

At lade sig bevæge af noget udefrakommende nødvendiggør først og fremmest at vi lægger mærke til det der er udenfor os selv. Når vi virkelig bliver opmærksomme på bladet på grenen, eller på jordens samspil med vores fødder, eller på den sommerfugl som danser i flyvende ryk ved siden af os – så har vi chancen for at blive bevæget, at blive rørt.

 

 

Derudover, tror jeg, at det at lade sig bevæge bygger på en form for tillid. For at lade os bevæge må hjertet åbnes og vi må tillade os selv at blive sårbare. Første gang jeg blev bevidst om dette aspekt var under den oplevelse jeg begyndte dette indlæg med at fortælle om. Da jeg gav slip og lod floden bevæge mig, var grundlaget en tillid til at floden ville bevæge mig rundt i cirkler og ikke rive mig med ned gennem næste vandfald. Denne bevægethed resulterede i en glædeslatter.

Sårbarheden ligger i, at vi, når vi sætter vores lid til omgivelserne, ikke kender udfaldet. Når vi involverer os åbenhjerteligt risikerer vi at den bevægelse vi oplever indvendig kan være ubehagelig; vi kan blive kede af det i medfølelse, vi kan blive sårede, skuffede eller vrede. Men igennem denne tillidsfulde forbindelse kan vi også blive bevæget til glæde, kærlighed, forundring, nysgerrighed og ærbødighed.

Jeg tror at et af de aspekter der hjælper os mennesker til at give slip og turde blive bevæget i naturen er dens lærdom om at alting, uanset hvad vi gør for at forhindre det, er i konstant forandring.

Et andet aspekt, i hvert tilfælde for mig, er den forbundethed jeg oplever – en følelse af at høre hjemme og være tryg. Den fordomsfrihed jeg møder i naturen giver mig en oplevelse af at mit autentiske jeg er okay og heraf vokser tillidsfuldheden.

Når jeg tillader omgivelserne at bevæge mig mærker jeg livet – og at jeg er en del af det.

 

Alle foto: Jeanette Lykkegård