Jeg har deltaget i Uddannelsen i relationskompetence – nærvær og empati. Denne tekst handler om undervisning i design til asylansøgende børn og den handler om hvordan nærvær har betydning for denne praksis.

Mandagsværksted i design for asylansøgende børn på Designmuseum Danmark.
Jeg sidder i Designværkstedet. Foran mig er der et stort bord. Bordet er fyldt med materialer. Og omkring det sidder 15 unge mellem- og udskolingselever fra Røde Kors skolen i alderen 13-16 år. De laver stolemodeller og små rum der skal passe til stolen. De har fået at vide at de skal lave en stol og et rum til den. Ligesom de vil.
Deres rum. Deres stol.
Jeg observerer. Jeg forsøger bare at se. Uden at gribe ind. Det er ikke en let øvelse for mig. Bare at iagttage.
Jeg er normalt underviser. Jeg vejleder. Spørger ind til. Hjælper. Ordner. Har overblik. Det er min rolle.
Men ikke lige nu. Lige nu er jeg forskeren. Jeg forsøger bare at se. Fra et ”neutralt” sted. Men mine tanker vandrer. Jeg ser alle ledningerne fra limpistolerne. Udover det hele. Papir. Træfinér. Sakse. Skæreunderlag. Hobbyknive. Tekstil i alle mulige farver. Filt.
Da de unge kom, lå det hele pænt ordnet på materialebordet. Nu er det udover det hele. I stumper. I stabler. Og det hele summer af optagethed og fordybelse. Lærerne går rundt og hjælper. Er ved dem der går i stå eller har svært ved noget. Alle er i gang og der er en meget koncentreret stemning. Og så er der noget andet. Noget som jeg ikke har mærket på denne måde før. Med alle de børn jeg har undervist og set arbejde. Der er også en meget speciel rastløshed. Både ro og rastløshed.

På en måde er det der foregår helt normalt. Og så er det samtidig en fuldstændig unormal situation. For de unge foran mig ikke ved hvor de skal bo. De kender ikke deres nærmeste fremtid. De kommer fra en virkelighed jeg ikke kan forestille mig. De bor på asylcentre hvor de ikke selv kan lave mad. Det er en del af deres dagligdag. De bor på værelser med deres forældre. De er asylsøgende.
Jeg mærker altså meget modsatrettede følelser. Opgivelse. Trods. Og så igen fascinationen over det der foregår lige foran mig. Al den livsvilje hos de unge. Vilje til at ville noget. Selvom livet er gået i stykker.

Men, siger jeg til mig selv, lige nu er de her. De udretter noget. Den ene model efter den anden tager form. Hvordan kan det være? Hvordan kan det være at det at lave en model kan fange deres opmærksomhed på den måde som det faktisk gør?
Jeg begynder at lægge mærke til deres hænder. Og så bliver det pludselig helt tydeligt for mig at hændernes arbejde med materialerne ser ud til at holde dem fast. Som om resten af deres kroppe kunne begynde at hoppe eller løbe. Det er som om deres hænder forankrer dem ved bordet. Forankrer dem i det de laver.

Jeg kan se hænder fra flere personer der samarbejder uden et verbalt sprog. Hænder der rækker ud. Sætter noget sammen. Kroppe der rejser sig og henter en saks. Mærker på materialerne. Sanser. Mit fokus bliver deres hænder, pludselig er det så spændende for mig at se på deres hænder. Alt det der foregår. Som om bordet er som en stor myretue af ret præcis aktivitet. Som en samtidighed af orden og kaos.

Helle Jensen beskriver i bogen ”Pædagogisk relationskompetence” nærvær som forskellige former for opmærksomhed.
Én opmærksomhedsform beskrives som den ”intentionelle viljesstyrede opmærksomhed”. For børn med diagnoser er denne opmærksomhedsform vigtig at lære, fordi mange af disse børn nemt bliver forstyrrede og kan reagere kraftigt på mindre hændelser omkring dem. At træne evnen til nærvær kan hjælpe dem til at holde fokus og være fordybede over længere stræk af tid. Dette kræver et vedvarende samspil med voksne der er interesseret i sammen med barnet at udforske og undersøge verden. Manglende én til én kontakt med voksne er årsagen til at mange almindelige børn ikke får udviklet denne opmærksomhed i en tidlig alder. Dette betyder noget for evnen senere i livet til ”metakognitiv kontrol”. (Jensen 2104) Metakognitiv kontrol er evnen til at have opmærksomhed på egen opmærksomhed. Mangler denne evne kan barnet ikke trække opmærksomheden ”hjem” når den begynder at vandre. Evnen til dette kan styrkes ved at undervisningen har målrettet fokus på at veksle mellem aktiviteter der kræver udadrettet og indadrettet opmærksomhed. Det er ofte sådan at den indadrettede aktivitet er underprioriteret. Men træning af dette kan føre til en større integration af det der kaldes ”den integrerede meta-opmærksomhed”. (Jensen 2014) Denne er defineret ved barnets evne til at mærke sig selv, egne tilstande og dermed kunne udvikle selvindsigt og selvberoenhed.

En anden opmærksomhedsform er en ”bredt omfattende og aktiv opmærksomhed”. Denne er karakteriseret ved ikke at have fokus på noget bestemt. Den kan være vigtig i en travl skoledag. Det handler om at lære at kunne stoppe op og blive klar over om man overhovedet er opmærksom. Det er en forudsætning for at udvikle nærvær at man på den måde kan stoppe op. Nærvær er vigtig fordi nærvær er en helt grundlæggende forudsætning for at kunne etablere og være i kontakt med andre. Dette at kunne være til stede med sig selv og den/de man er sammen med, fordrer at man er i kontakt med sin egen empati, dømmekraft og, for den professionelle, også sin faglige viden.

Den pædagogik der understøtter disse former for opmærksomhed, kan bestå af at man etablerer et rum hvori emner og undersøgelser kan udfoldes i al deres kompleksitet. At der skabes et miljø hvor alle svar ikke er givet på forhånd, og hvor eleverne får lov til at eksperimentere og udforske. Undervisningen kan skabe rammerne for fordybelse og tillade eleverne en form for selvforglemmelse i et vurderingsfrit rum som kan rumme både flow og frustrationer. Hensigten er da at rammen giver så meget tryghed, at det reelt kan styrke elevernes erfaringer med, og oplevelser af, at de har færdigheder, og at de har lov til at udtrykke sig; at deres udsagn har gyldighed. Der er tale om at etablere et møde mellem elevernes egen baggrund og pædagogikkens retning mod erfaret kreativitet. Et møde der – i bedste fald – åbner to verdener mod hinanden. Ud fra et ønske om at skabe undervisning som eleverne kan se sig selv i, og som føles relevant for dem. Undervisningen skal søge at give mening i hele det paradoks det er, at forsøge at skabe ”normale” rammer for undervisning for en gruppe elever der ikke kender deres nærmeste fremtid i forhold til helt basale ting som det at vide hvor man skal bo. Det drejer sig således også om en pædagogik der har en omsorgsmæssig side.

Nedenstående billeder viser et forløb hvor en dreng fra mellemtrinnet bruger sin skitse som forlæg til at tegne en ny skitse der så bliver forlæg for den stolemodel han laver. Han er i en designproces. Billedet vidner om en koncentration og fordybelse som også finder sted for eleverne i momenter.

De to billedforløb viser hvordan hænder spontant arbejder sammen, og det ses hvordan hænderne ved hvad de skal gøre. Det var meget fascinerende at iagttage disse to drenge. Der var ikke mange ord imellem dem. Men de kommunikerede kropsligt. Og de havde et fælles mål om at lave en model af et byrum sammen.

Design er en æstetisk virksomhed som indebærer at designeren i designprocessen samler og skaber baggrundsviden, sorterer, skitserer, opfinder, afprøver og afslutter med at mediere sine idéer via form, ord og billeder. Det er denne proces vi sigter på at etablere for eleverne når de er til undervisning i designværkstedet på museet. Designværkstedet står for den praktisk skabende del af museets undervisning. Her går eleverne selv ind i designprocessen når opgaven er f.eks. at fremstille en model af en stol.

At være i en kreativ proces er også at være i et forløb der rummer både medgang og modgang. Nogle gange flyder det, andre gange kan man gå helt i stå. Det er disse processer og deres omskiftelige karakter vi gerne vil hjælpe eleverne til at opleve. Målet er at de lærer sig selv at kende. Det at man kan lave ”fejl”, er en del af designprocessen, det at forsøge noget og acceptere at det ikke lykkes. Det at noget, man ikke havde forestillet sig dukker op, og kan ændre hele processen undervejs. Eleverne opnår færdigheder i at kunne navigere i denne uforudsigelighed. Under den fordybelse der for eleverne ligger i at bygge modeller, sker det at eleverne spontant går i dialog med hinanden omkring form og materialer. Den kreative proces udfolder sig således også som træning af sociale færdigheder.

At vejlede elever i designprocessen kan opfattes som bevæger man sig gennem forskellige rum. Som om hver fase er et værelse efterfulgt af flere andre. I dette spatiale univers går man ikke frem i et kronologisk ordnet forløb. Man går både ud og ind ad rummene og frem og tilbage imellem dem. Processen kan beskrives som det at lede efter noget man endnu ikke ved hvad er. Denne leden efter noget foregår som en vekslen mellem spørgsmål og sansninger og svar flettet ind i hinanden og som en fremadskridende proces. En lignende vandring oplever de unge, og man kan se på dem at de har befundet sig i en sådan kreativ strøm som ofte er ordløs, når de glædestrålende kommer og viser hvad de har lavet. Eller frustrerede kommer og spørger hvad de nu skal gøre. Det pædagogiske rum bliver her et vejledningsmøde mellem lærer og elev. Et møde der bygger på nærvær.

 

---

Kirsten Rotbøll Lassen er billedkunstner og projektansvarlig for Designskolen på Designmuseum Danmark hvor hun underviser børn og voksne. Hun danser, mediterer og vandrer, og interesserer sig for psykologi, filosofi og bæredygtighed. Kirsten er en del af teamet bag Uddannelsen i relationskompetence.

Se mere om Kirstens arbejde på Designskolen her.