“Vi lever i en hastighedskultur hvor det i stigende grad er vanskeligt at opretholde enhver form for social harmoni. Vi springer fra krise til krise. Vi løber fra deadline til deadline. Hvordan kan vi opretholde en delikat eksistentiel balance i et miljø fuld af elektroniske distraktioner, hvor vores opmærksomhed er begrænset (…)? Hastighedskulturen sikrer disharmoni, adskillelse og mindlessness.”

Sådan skrev Paul Stoller, professor i antropologi for nylig i en kronik i Huffingtonpost. Og sådan kan det føles. Personligt kender jeg kun alt for godt oplevelsen af at haste fra den ene deadline til den næste. De sidste to år har jeg endda været bagud, så i realiteten bevæger jeg mig fra overskreden deadline til overskreden deadline. Og hvordan får man som menneske så dette ræs til at passe ind med grundighed, dybde og nærvær?

Kender du også følelsen af at have lidt for travlt? Morgener hvor du drikker kaffe, svarer på e-mails og smører madpakke samtidig? Eller oplevelsen af at dine børn skal præstere mere end hvad rimeligt er? Eller har du prøvet at blive distraheret af målsætninger, netop som du havde sat tid af til at være sammen med familien?

Forestil dig så en skoleklasse hvor ugens første morgen starter med at eleverne går stille rundt mellem hinanden og giver hånd til stille musik. Guidet af læreren bliver de mindet om at huske at se hinanden. Nogle gange ser vi hinanden uden rigtigt at se. Læreren siger at man kan sørge for at se rigtigt ved at lægge mærke til hinandens øjenfarve. Således bruger eleverne nogle minutter på at se hinanden inden de stiller sig i en cirkel. I cirklen begynder de at klappe sig selv på kroppen. Over det hele klapper de hænderne mod kroppen, på fødderne, benene, maven, ryggen, ballerne, brystet, armene. Musikken spiller stadig en rolig melodi. Så masserer hver elev sit ansigt og sin hovedbund. Guidet af læreren bevæger eleverne sig. Først hænder, så fødder, så hoved. Med simple yogaøvelser kommer eleverne igennem hele deres krop, får vendt hovedet nedad og blodcirkulationen kommer i gang. Så står eleverne stille med lukkede øjne og bliver guidet til at mærke sig selv. ”Hvordan føles det i kroppen?”, spørger læreren. ”Er der varmt eller koldt? Er der steder hvor kroppen spænder op?”
Til slut bliver eleverne bedt om, stadig med lukkede øjne, at huske på en ting de var glade for at lave i weekenden, for derefter at formulere dette i en sætning som kan deles med klassen. Eleverne bliver kaldt tilbage til fællesrummet ved at åbne øjnene, og så træder én efter én et skridt frem og deler weekendens oplevelse.

Det er meget langt fra den måde min skoledag startede på i 80’erne og 90’erne, og langt fra mange skolebørns hverdag i dag. Men det er virkeligheden for de elever der undervises af Gitte Batz, som underviste os på sjette modul af uddannelsen i Empati og Nærvær i Nørre Snede. En uddannelse der startede for et år siden og for nylig er afsluttet.

Dette blogindlæg er en opsamling af og oversigt over nogle af de observationer, erfaringer og refleksioner jeg har gjort mig i forbindelse med deltagelsen i uddannelsen.
Og jeg vil fortsætte ved at vende tilbage til Gitte. Gitte har en årelang erfaring med at bringe nærværs- og kropsøvelser med ind i sin undervisning i folkeskolen. Og hendes erfaringer, som hun delte ud af på uddannelsen, var til stor inspiration for de øvrige deltagere; alle sammen ivrige efter at tilegne sig flere metoder til at gøre netop dette.
Det er ikke fordi Gitte og deltagerne på uddannelsen i Empati og Nærvær lever i en anden verden, eller at deres elever ikke skal leve op til samme krav som resten af landets skoler. Og det er heller ikke fordi Gitte eller de øvrige deltagere er ligeglade med udfaldet af deres undervisning. Deltagerne har tværtimod givet udtryk for at deres deltagelse på uddannelsen, og ønske om at bringe mere nærvær og empati ind i deres undervisning, bunder i en tro på at netop dét kan forbedre undervisningen og elevernes indlæring. Gittes erfaring bekræfter det. Men det at sænke farten er ikke den gængse løsningsmodel i en hastighedskultur hvor hurtig værdisættes højere end langsom.

Løbe hurtigere eller sætte tempoet ned?
Folkeskolerne er tilsyneladende under pres. Den 25. april i år afsatte regeringen 500 millioner kroner til at løfte ’fagligt svære’ elever i folkeskolen. 121 folkeskoler med en stor andel af elever der får under karakteren 4 i 9.-klasseprøverne i dansk og matematik, har fået tilbud om at blive en del af regeringens skolepulje. De 500 millioner i puljen bliver udmøntet over tre år og udbetales til de skoler der formår at løfte det faglige niveau hos udskolingens fagligt svageste elever. Pengene kan man altså først få del i, når man har løftet niveauet. Der er således tale om en præmiebelønning. Men noget kunne tyde på at flere og flere har modstand mod idéen om at konkurrence er den bedst vej til forbedring, og tæt på hver femte af de udvalgte skoler har takket nej til at deltage.
”Når regeringen lægger op til kun at belønne skoler, der kan dokumentere et løft af fagligt svage elevers niveau, begår den en fejl”, mener formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen. ”Vi er helt med på, at skolerne skal dokumentere resultater. Men tanken om, at man skal hive sig selv op i hårrødderne for at vise resultater og få penge bagefter, ved jeg ikke, hvor man har fra.” Skoleleder på Tingbjerg Skole i Brønshøj, Marco Damgaard, udtaler til DR, at ”vi tror simpelthen ikke på, at lærerne her kan løbe hurtigere og gøre det bedre, fordi der er en pengepræmie i sigte.” I udtalelsen bliver den normative værdsættelse af hurtighed igen tydelig. Budskabet i Damgaards udtalelse er at lærerne allerede gør deres bedste. På en måde synes regeringens præmiepulje at tage udgangspunktet i det modsatte, nemlig at skolerne ikke gør deres bedste. For hvis mennesker allerede gør deres bedste, og der ikke kommer noget bidrag til at ændre på deres vilkår, hvad skulle så kunne få dem til at yde endnu mere med en gevinst i sigte?
Vi må I udgangspunktet tro på at skoleledere og skolelærere ønsker at deres elever klarer sig godt. Spørgsmålet er hvordan man skaber de vilkår der skaber det bedste læringsmiljø. Lærerne kan ikke løbe hurtigere får vi at vide, men hvis lærerene kunne ’løbe hurtigere’ ville det så hjælpe?

Louise Klinge, som har skrevet ph.d. afhandlingen ”Lærerens Relationskompetence”, konkluderer, ligesom en række andre studier, at der skal sættes ind på relationen mellem lærer og elever hvis eleverne i skolerne skal klare sig bedre. Det er efterhånden veldokumenteret at lærer-elev-relationen har indflydelse på elevers læringsprocesser og dermed faglige resultater. Men selvom denne viden efterhånden bredes ud, er det, som Klinge beskriver, ikke ensbetydende med at lærerne er i stand til at omsætte denne viden til praksis i en ofte udfordrende hverdag.

Klinges afhandling viser at lærerens relationskompetence er helt central for udviklingen af gode lærer-elev-relationer. Dette er helt i tråd med Helle Jensens undervisning i fagpersonlig relationskompetence på tredje og fjerde modul af uddannelsen i empati og nærvær; det er den fagprofessionelle der har ansvaret for relationen. Klinge når igennem empiriske undersøgelser og elev-interviews frem til at eleverne har et grundlæggende ønske om at opleve at være af betydning for læreren, både fagligt og på et mere eksistentielt niveau.
Ifølge Klinges undersøgelser lader det til at hastværk er med til at mindske lærernes relationskompetencer. Når lærere er presset på tid, eller er følelsesmæssigt ude af balance, bliver deres praksis ofte præget af eksklusion af bestemte elever fra læringsrummet, samt af irritable udbrud og skældud. Og dette, viser Klinges resultater yderligere, er hæmmende for elevernes motivation, tryghed og koncentrationsevne – også hos de som ikke selv bliver skældt ud.
Noget tyder altså på at det nytter at sætte tempoet ned, også selvom der er meget at nå. Og det er faktisk én af de ting flere af uddannelsesdeltagerne helt i begyndelse udtrykte; at de ønskede redskaber til at skabe mere ro og flere pauser.
Den sidste undervisningsgang reflekterede flere deltagere igen over dette med ro: Én af de udfordringer flere var stødt ind i, i det halve år hvor de ikke havde modtaget undervisning, var vanskeligheden ved at fastholde roen og pauserne. Samtidig udtrykte flere en udvidet bevidsthed omkring netop vigtigheden af ro og pauser; bevidsthed omkring hvad det præcis er der sker med én, selv når man ikke er i ro, og hvilken negativ indflydelse dette har i relationerne udadtil – både hjemme og på arbejdet. Uden pausen, hvor der er tid til at opdage hvor man selv er, skrider nærværet, fortæller erfaringerne. Og uden nærvær hvorfra relaterer man så?
Samtlige deltagere udtrykker en oplevelse af at ”det er vigtigt at skabe tid til nærværet ”, og via denne erkendelse har samtlige deltagere formået at vedholde en daglig nærværspraksis på den ene eller den anden måde. Og dette, sagde flere, var noget af det vigtigste de havde taget med sig fra uddannelsen.
For mig var det rørende og interessant at observere at gruppen af lærere og pædagoger – som i begyndelsen af uddannelsen hovedsagligt var motiverede af et ønske om at forbedre deres undervisning og elevers indlæring via nærværsøvelser – her ved uddannelsens afslutning har opdaget at de nu ikke alene har et bedre udgangspunkt fagprofessionelt, men også oplever positive forandringer i deres private relationer.

Med en kursusdeltager på job
I løbet af foråret fik jeg mulighed for at følge en af uddannelsesdeltagerne, Kirsten Rotbøll Lassen, på arbejde. Hun arbejder på Designværkstedet på Designmuseum Danmark, og er projektleder for et asylansøgerprojekt for asylansøgere der går på Dansk Røde Kors’ asylskoler. Projektet er et pilotprojektet, som udsprang i 2016 af et ønske om at tilbyde flygtningebørn et sted hvor de kunne få en pause fra at være flygtning. Ønsket var og er at skabe et læringsrum som også er et frirum. Projektet var en succes og udvidedes i dette forår, 2017, til at omfatte asylansøgere på mellemtrin og indskoling. Jeg var med Kirsten på arbejde fem gange henover foråret, og havde dermed god mulighed for at observere hvordan hun implementerede elementer fra uddannelsen i Empati og Nærvær i hendes undervisning.
Generelt for alle undervisningsgangene var en helt bestemt form. Børn og lærere fra Røde
Kors skolerne blev budt velkomne og der dannedes rundkreds i Designværkstedet. Her introduceredes alle for dagens program ved hjælp af piktogrammer. Formiddagen blev derefter brugt inde på museet hvor objekter der relaterede sig til dagens tema blev tegnet. Efter en frokostpause fik børnene mulighed for selv at designe og skabe et produkt der relaterer sig til dagens tema. Fælles for børnene var at deres danske sprogkundskaber var meget begrænsede. Fælles for dem var også at de har en anden etnisk baggrund end dansk; nogle havde været i Danmark i få dage, andre i flere måneder. Generelt om børnenes adfærd kan man sige at de let blev urolige, at de var ivrige for at lære, og at de alle på ét eller andet tidspunkt i løbet af dagen blev helt og aldeles optaget af en opgave. Det var tydeligt hvordan Kirsten brugte sin nærværspraksis i arbejdet med børnene, og det havde også en klar effekt. Følgende er et af de mest konkrete og tydelige eksempler herpå:
Børnene har fået forklaret at på museer må man gå stille og se på tingene. Man må ikke røre ved noget. Det er en opgave at få dem til at opføre sig som ønsket, mens vi bevæger os igennem designmuseets lokaler fyldt med fascinerende objekter, kendte såvel som ukendte. Kirsten forsøger at forklare hvor børnene må opholde sig, og hvad den næste opgave er, men der er ingen der lytter. Børnene er i højt gear, nogle sætter i løb og en enkelt ser en kommode fyldt med skuffer som bare må åbnes. Kirsten ringer med klokken, som betyder at alle skal se hen på hende og være helt stille. Børnene bliver ikke stille. De ænser ikke klokken. Jeg forestiller mig hvordan Kirsten på have det. Min hjerne forsøger at tænke på handlinger der kan få børnene i ro, uden at skælde dem ud. Kirsten bliver lidt anspændt i sit kropssprog. ”Rolig, rolig, rolig” siger Kirsten hurtigt et par gange efter hinanden og lidt højt, nu med en let skraphed i stemmen og med armene let løftede. Børnene reagerer ikke på Kirstens ord ved at blive rolige, energien er fortsat meget høj. Når sproget er udfordrende bliver stemmeføring og kropssprog endnu vigtigere end ellers. Det er som om Kirsten opdager eller husker det. I hvert tilfælde ændrer hun helt spontant både stemmeleje og tempo. Hun gør sig selv mindre og nærmest hvisker i slowmotion; ”nu skal vi være heelt heelt stille”. Dét reagerer børnene på; de vender sig spontant om og ser på Kirsten og bliver heelt heelt stille.
I starten af uddannelsen spurgte Peter ud i rummet: ”Hvordan reguleres adfærd mellem mennesker, når det ikke skal reguleres gennem autoritativ magt?” Ovenstående eksempel kunne give ét svar på Peters spørgsmål; via vores egen adfærd.

Vi mennesker har det med at imitere hinanden. Det er svært at bevare roen når der er uro omkring én. Det er en del af vores sociale væsen; vi forsøger at opnå samklang ved at tilpasse os vores omgivelser. Når børn er udfordrede og bliver urolige, er det de voksnes fornemmeste opgave ikke at tilpasse sig uroen, men derimod forblive i ro. Så vil børnene – viste et tydeligt mønster mens jeg observerede Kirsten og hendes kollegaers arbejde – i mange tilfælde automatisk forsøge at følge efter. At Kirsten formåede at ændre sin egen begyndende urolighed, og gøre det stik modsatte af børnene, kræver bevidst nærvær. Det er forholdsvis let at praktisere nærvær under rolige forhold, som på meditationspuden eller på en yogamåtte. Det er når vi kommer under tryk og bliver udfordrede at træningen skal stå sin prøve. Det var rørende og lærerigt at opleve Kirsten i sit arbejde med børnene.

Hvad fik jeg som deltager med fra uddannelsen?
Jeg havde allerede inden uddannelsens begyndelse en daglig nærværspraksis i form af meditation, yoga og mange daglige småpauser, hvor jeg lige ’tjekker ind’ og lægger mærke til hvordan jeg har det, hvordan maden smager, eller hvordan vinden blæser. Denne uddannelse har givet mig modet til at integrere en del af den praksis i min egen undervisning. Det betyder at jeg i højere grad end før tør være mig selv, når jeg står foran de studerende.
Det har gjort en kæmpe forskel. Fordi: Hvis man ikke er sig selv når man står på podiet eller ved katederet, hvorfra underviser og relaterer man så? Hvorfra kommer man i kontakt med kreativiteten som er så nødvendig i formidlingsprocesser? Hvordan er man nærværende?
Men selvom jeg havde en forhåndsforståelse af betydningen af at underviseren arbejder på at komme ’hjem til sig selv’, blev jeg alligevel overrasket over at se den direkte respons fra de studerende på min indre praksis og deraf følgende ydre ændring i undervisningssituationen.
Den første egentlige praksisændring tog sin begyndelse da vi som hjemmeopgave skulle indføre en øvelse med bevægelse i undervisningen.
Jeg skulle den uge undervise tredje semesters studerende i interaktionsanalyse på faget Antropologisk Analyse på Århus Universitet. Jeg tog opgaven på mig og fandt på en øvelse hvor jeg tog de studerende med til et imaginært bryllup på en lille ø i Det Ukendtes Hav. Her foreskriver kulturen en helt anden måde at hilse på hinanden end herhjemme. Øvelsen involverede bevægelse, håndtryk, øjenkontakt, kram og til slut et højt brøl. Det var grænseoverskridende for de studerende, men øvelsen viste sig helt perfekt til interaktionsanalyse og jeg har senere gentaget den med en anden gruppe.
Udover at øvelsen virkede, var det interessante for mig at jeg var helt rolig. Jeg havde det, måske for første gang i min endnu korte undervisningskarriere, helt igennem sjovt med at undervise. Og det gav mig mod til mere. Resten af semestret lavede jeg korte meditationer og danse i min undervisning når jeg fik en impuls til at gøre det. Det viste sig at de studerende fik et stort udbytte af øvelserne, meditationerne og dansepauserne. Det blev tydeliggjort idét jeg det efterår netop havde foretaget midtvejsevaluering inden jeg begyndte at inddrage nærværsøvelser i min undervisning, og jeg kunne derfor sammenligne evalueringen af undervisningen fra før og efter. Før og efter jeg fik modet til at blive mere mig selv som underviser, og før og efter jeg, via nærværsøvelserne, begyndte at give de studerende og mig selv mulighed for af og til at komme ud af vores hoveder og ned i vores kroppe, og dermed komme til stede med os selv som hele mennesker. Ved semesterets slutning var evalueringerne mere positive end de havde været i midten af semestret både med hensyn til det faglige udbytte, stemning og engagement på holdet, og i henhold til min måde at relatere mig til de studerende på.
Uddannelsen har altså været med til at ændre min undervisningspraksis, for med de positive tilbagemeldinger har jeg mod til at videreføre min nye kurs. Jeg laver fortsat korte meditationer, danse og øvelser hvori de studerende bruger deres kroppe. Det forekommer i grunden fuldstændig naturligt, ikke mindst på et studie hvor et af målene er at lære at bruge hele sig selv (og altså ikke kun sit hoved) som redskab til at undersøge sin omverden med.

En afslutning og en ny begyndelse
Et af de spørgsmål jeg stillede mig selv ved denne uddannelses begyndelse, var hvordan man lærer mennesker at være mere nærværende og empatiske. Et andet spørgsmål var hvordan et øget nærvær manifesterer sig i menneskers relationer.
Noget tyder på at empatien automatisk følger med det ikke-vurderende nærvær, som vi gennem uddannelsen har trænet i. Nærværet har vi trænet både i undervisningen og i vores hjemmearbejde. Hver deltager har dedikeret sig til 40 minutters daglig træning via bl.a. siddende eller gående meditationer, nærværstræning i daglige rutiner, kropsscanninger og yoga.
Ifølge mine observationer af Kirstens arbejde, min egen erfaring, og de resterende deltageres udtalelser tegner der sig et klart billede af at nærværspraksis, med en træning i en ikke-vurderende indstilling til sig selv og sine omgivelser, virker befordrende for en empatisk måde at relatere sig til sine medmennesker på. Flere deltagere har igennem forløbet udtalt af empatien i forhold sig selv er ligeså vigtig som, hvis ikke grundlaget for, empatien overfor sine omgivelser.
Empati er en grundlæggende mulighed for os mennesker. Den britisk-skotske moralfilosof Adam Smith skrev i sit værk The Theory of Moral Sentiments (1759) at empati, som han kaldte sympati, er helt fundamentalt for menneskets sociale liv. Inden for fænomenologien er empati især blevet udforsket af Edmund Husserl og hans elev Edith Stein.
De kom frem til at ligheden mellem mennesker er det fundament der muliggør erfaringen af den anden.
Dette implicerer at udgangspunktet for vores forståelse og genkendelse af andre er vores egen egocentriske synsvinkel. Vi kan genkende og indleve os i andre mennesker eller dyr, fordi de til en vis grad ligner os selv. Vores anlæg for empati er så højt udviklet at vi ikke alene kan danne os en erfaring af andres sindstilstand, vi er også i stand til er erfare andres empatiske blik på os selv. På den måde oplever vi ikke kun os selv indefra, men også fra den andens perspektiv. Vores følelse af et selv er altså, set med denne optik, uadskilleligt fra den måde den anden oplever os. Ud fra denne vinkel er evnen til at tage den andens perspektiv en forudsætning for at kunne forholde sig til sig selv.
Som jeg ser det, er empatien grundlæggende for velfungerende menneskelige relationer, og vores empatiske evner øges både i samvær med andre og igennem en udforskning af vores eget indre landskab. Jo mere vi ved om vores eget indre, jo flere af andre menneskers følelser og handlinger bliver genkendelige. Jo mere bevidste vi er om den indre tilstand vi går ud i verden med nu og her, jo bedre kan vi forstå os selv gennem andre menneskers reaktioner på os. Hvis min analyse holder stik, er kultiveringen af bevidst nærvær forbundet med en kultivering af empati, og begge dele er grundlæggende elementer i menneskers relationskompetencer, hvad end de bevæger sig ud i verden som fagpersoner eller som privatpersoner.

Mindfulness, det at være fuld ud bevidst og tilstede i øjeblikket, at være nærværende, være til stede, er ikke et nyt fænomen. Det er ikke en trend. Det er en grundlæggende evne som i hvert fald har været kultiveret så langt tilbage som vi har udsagn fra de store spirituelle traditioner.
I vores samfund i dag er denne grundlæggende evne af og til udfordret. Måske skyldes det at vi lever i en hastighedskultur, som antropologen Paul Stoller hentyder til i det indledende citat? Som tidligere beskrevet i denne række af blogindlæg omkring uddannelsen i Empati og Nærvær, så er der uendelige mange andre måder at være i verden på end den, vi har skabt i vores samfund. Der er steder hvor stilhed og pauser er en naturlig del af dagens rytme, ja sågar en nødvendighed for overlevelse. Jægeren får eksempelvis ikke noget mad med mindre han er i stand til at vente, være stille og observere med sit fulde nærvær.

Vores samfund byder på uendelige muligheder. Teknologien gør at vi kan modtage informationer og viden fra overalt i verden.
Vi kan købe alt hvad vi behøver i supermarkedet, og den eneste ventetid er i køen.
Vi kan holde kontakten med mennesker vi holder af på tværs af kloden.
Men det kropsforankrede nærvær kan let gå tabt hvis vi ikke stopper op og mærker efter. Og noget tyder på at kroppen er af afgørende betydning når vi oplever en dybere kontakt til vores medmennesker. Vi er ikke kun hoveder.
Hovedet værdisættes højere end fødderne i vores samfund. Hurtighed værdisættes højere end langsomhed. Men måske er det tid til at gentænke vores værdier for det er nogle vi selv har sat op og de er ikke ultimative sandheder.
Vi er sociale væsner, og vi har brug for gode, nære relationer. Børn er også sociale væsner og har, i ligeså høj grad som voksne, brug for gode relationer. Forskning viser at børn lærer bedst når de føler sig trygge, set og hørt i skolen og lærerens evne til at se dem, afhænger af vedkommendes evne til at være til stede.
Mon ikke vores samfund vinder ved at vores lærere og deres elever bliver givet muligheden for at sætte farten lidt ned, frem for at blive lokket til at løbe lidt hurtigere?

Pause.

 

Foto: Jeanette Lykkegård / Hanneli Ågotsdatter

---

Jeanette Lykkegård
Ph.d. studerende i Antropologi med særlig interesse for, hvordan mennesker omkring i verden håndterer eksistentielle spørgsmål omkring livet og at leve det, døden og hvad der kommer efter. Udover at lære nye perspektiver på verden igennem mit fag, nyder jeg bl.a. duften af jord, lyden af latter, synet af en solopgang og de andre stunder, hvor jeg føler mig helt og aldeles i live.