Du kan høre blogindlægget som blogcast her:

 

Det er vinter, udenfor er luften kold, indenfor er den varm.

Vil du være med til at lave en nærværsøvelse med os?

Måske er du alene, måske sammen med nogen.

Vi står udenfor, eventuelt bare i et åbent vindue, og trækker vejret sammen. Er du med?

Mærk hvordan du kan vælge at trække vejret gennem næsen hvor luften både bliver opvarmet og – en lille smule – renset af næsehårene.

Og vi kan åbne munden og trække den kolde luft ind direkte.

Mens vi veksler mellem disse to åndedræt, gennem næsen og gennem munden, undersøger vi om hvorvidt der er forskel. Hvis vi står sammen med nogen, kan vi tale om det. Måske finder man situationer hvor man ånder på den ene måde – for eksempel når man ved hurtigt løb udendørs er nødt til at ånde både gennem munden og næsen – og på den anden måde: Når man for eksempel er optaget af at få med sig dufte og lugte, ånder man ofte primært gennem næsen.

Vi kan spørge hinanden om vi husker at vi trækker vejret. Kan der gå en hel dag uden at vi husker det? En halv dag? En time…Kan vi mærke det lige nu?

En indånding.

En udånding.

Når vi, som vi gør lige nu, bliver opmærksomme på vejrtrækningen, tænker over den, mærker den, véd lidt om den, så bevidstgør vi den. Mens den er bevidst, er det lettere at slappe af. Også lettere at slappe dårligt humør lidt af, kedafdethed og bekymring.

Vi kan måske tale om nogle situationer hvor vi hver især kan blive bekymrede og anspændte:

Hvad gør dig urolig?

Hvad gør mig urolig?

Mens vi taler om dette, bliver vi ved med at prøve at huske at vi trækker vejret. Det er en leg. Vi ser om vi kan gøre to ting på én gang: Både tale om noget og huske at vi trækker vejret.

Lad os tage denne leg indendørs. Vi lukker nu vinduet eller døren, eller vi går ind hvis vi var gået ud for at trække vejret i kulden.

Nu skilles vi, nu går vi videre med det vi hver især skal. Du skal måske skrive, eller lege eller spille computer, jeg skal måske lave mad, drikke en kop te. Men vi prøver begge at lægge mærke til hvor længe vi kan huske at vi trækker vejret.

Selvfølgelig glemmer vi det om et øjeblik. Måske har vi allerede glemt det nu. Men den af os der først opdager at hun eller han har glemt det, siger det til den anden: ‘Ej, nu opdagede jeg at jeg havde glemt at jeg trækker vejret! Hvor længe huskede du det?’

 

At trække vejret sammen

Det er vores erfaring at det at blive bevidst om sin vejrtrækning, det at foretage den tilsyneladende helt enkle eller banale handling det er at skifte fokus til det faktum at man lige nu trækker vejret, den handling er et af de mest virksomme midler til øjeblikkeligt at sænke spændingsniveauet i personligheden.

Som børn har vi en særlig evne til umiddelbart at forstå dette. Når børn først er blevet opmærksomme på de muligheder der ligger i at tage et par dybe bevidste åndedrag, husker mange af dem det længe. Nogen for altid.

Dagligsproget rummer denne viden: ‘Lad os lige trække vejret’, siger vi til hinanden når vi føler os overrumplet, ‘Lad os lige tage en dyb indånding’. Og har vi fået et chok, siger vi: ‘Jeg mistede fuldstændig vejret’, eller: ‘Jeg tabte helt pusten’, eller: ‘Jeg glemte at trække vejret’.

Invitationen i denne øvelse er vi finder sammen i familien, med et barn, med en ældre, med en ven eller søskende, og stiller os i døren et øjeblik og trækker vejret sammen. I den zone hvor man måske kan mærke den varme luft bag sig og den iskolde vinterluft foran sig.

Bare et øjeblik.

Det er de færreste børn der er interesseret i systematisk træning. De er interesseret i det legende, i, gerne sammen med den voksne, at dele en oplevelse: Lad os sammen stå her og trække vejret et par gange.

Lad instruktionen rumme et minimum af faktuel viden. Bare det minimum der kan supplere bevidstgørelsen, støtte det det hele drejer sig om: At vi mærker at vi trækker vejret, at vi mærker det sammen, og at vi og barnet, den unge eller den ældre, den vi deler øjeblikket med, får en kort, hjertelig, oplevelsesorienteret fælles erfaring som ikke rummer præstation, ikke rummer vurdering eller sammenligning.

Som måske kan give anledning til at vi deler hvad vi oplever. Mens vi er bevidste om at vi ånder ind og ud.

Med ønsker om en god og åndende dag.

 

 

---

 

Hanneli Ågotsdatter
Cand.arch., psykoterapeut og meditationslærer.
Hanneli er Kontemplations daglige leder.
Derudover er hun tilknyttet Center for Systems Awareness i Boston hvor hun står for den kontemplative del af centerets uddannelsesprogram.
Sammen med Martijn van Beek er hun ansvarlig for Mind&Life Europes internationale retreats for unge forskere.
Hun er en del af Foreningen Børns Livskundskab.
Hanneli er fast underviser på Vækstcenteret og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.

 

Peter Høeg
mag.art., forfatter og underviser i meditation og kreativitet.
Han er en af Kontemplations faste undervisere, medstifter af Foreningen Børns Livskundskab og en del af Vækstcenterets undervisergruppe.

Peter bor i tilknytning til Vækstcenteret i Nørre Snede og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.