NATUGLERNE I RIIS SKOV

af Katrine Annesdatter-Madsen | | 27. april 2024

 

Torsdag morgen ved solopgangstid vågnede jeg og så ud ad vinduet. Vejen, jeg bor på, var hvid, dækket af sne, og fra himlen faldt tunge fnug. Jeg spurgte min elskede, om han ville med mig ud i vejret. Ud på en morgentur.

 

Det føltes som en undtagelsestilstand, da vi gik de få meter fra lejligheden ned til skovbrynet og videre ind i skoven. Sneen fortsatte med at dale fra himlen. Kun få mennesker havde allerede været her før os, så vi måtte træde sneen ned. Skoven føltes mærkbart anderledes. Sneen lagde sig som en isolerende dyne på omgivelserne. Det gav oplevelsen af at gå i en boble, i et lydtæt rum. I dette rum opstod en følelse af frihed fra de pligter, der normalt fylder på en hverdag. Jeg anede muligheden for at gøre noget nyt, for en lille ferie. ”Må jeg invitere dig på morgenkaffe nede på Sofies kaffebar?” spurgte jeg. Og måske han ligesom jeg var grebet af stemningen, for det måtte jeg godt.

 

Men inden vi overhovedet var begyndt at ændre kurs mod den lokale kaffebar, kom vi forbi det høje bøgetræ, hvor der øverst oppe for længe siden, måske i løbet af et stormvejr, var brækket en stor gren af. Ved det sted, hvor grenen var brækket af, var der opstået en udhulet hvælving i stammen. To natugler havde sidenhen indrettet hvælvingen til deres hjem, og det var blevet en vane altid at gå forbi ugletræet og hilse på. Om aftenen kunne vi høre deres tuden fra lejligheden, og der indfandt sig sådan en dejlig stemning i mig, når uglerne kunne høres. Jeg vil sige, at jeg med tiden havde knyttet et stærkt bånd til de to ugler. Jeg følte en vis ømhed over for dem. De hørte ligesom til her i skoven.

 

Derfor skar det også i hjertet, da jeg en dag sidste år opdagede, at der kun sad en enkelt ugle i træet. Natuglepar bliver som regel sammen for livet, så jeg mistænkte straks, at uglens mage var kommet noget til. Og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var alene, men at det var hele Aarhus, som bekymrede sig, ja, som havde knyttet sig til uglerne med ømhed. For snakken gik i byen om den nu mageløse ugle. Når man gik ned ad Tordenskjoldsgade, kunne man ikke undgå at høre folk tale om uglens forsvinden. Var den blevet spist af en rovfugl? Død af fugleinfluenza? Alderdom? Var den blevet et offer for krybskytteri eller drengestreger? Én hævdede, at man havde fundet liget af uglen et sted i skoven, men dødsårsagen forblev ukendt, og der blev aldrig meldt noget ud fra myndighedernes side, der bragte klarhed over sagen, end ikke arrangeret en mindehøjtidelighed for de sørgende aarhusianere. Tiden gik, og Aarhus Nord var ikke det samme uden de to ugler, og nu sad der altså kun den ene ensomme ugle tilbage. Når jeg om aftenen hørte dens tuden, kunne mit menneskehjerte ikke undgå at høre en dyb sorg og længsel efter sin mage i dens hyl.

 

Derfor sprang mit hjerte et ekstra slag over, da jeg på denne snevejrsdag, denne undtagelsestilstandsdag, kiggede op i ugletræet og så ikke bare én, men hele to ugler sidde i træet. Netop som jeg fik øje på den ene af fuglene, var det som om, vi fik kontakt. Den åbnede sine ellers lukkede øjne og så på mig, og så gjorde den noget, jeg aldrig før har set: den rystede sneen af sin fjerdragt, bredte sine vinger ud og satte fra. Dens mage gjorde det samme og fulgte efter. De to ugler fløj ind mellem træerne og ud mod havet, hvor de blev borte i en snesky.

 

Natuglen er en fredet fugl, som dog er Danmarks mest udbredte ugleart med en nogenlunde stabil bestand på 2000-3000 par. Natuglepar holder normalt sammen på livstid. Uglen kan blive op til 21 år gammel og er mest udbredt øst for den jyske højderyg. Det skyldes, at den bedst trives i bøgeskove, hvor den foretrækker at bo i gamle, hule løvtræer. Sådanne træer er med tiden fjernet fra skovene, og derfor er natuglen begyndt at ruge i åbne reder, der er forladt af rovfugle, eller i huller i mure. Uglen har ekstremt god hørelse og spiser for det meste mus, hvis bevægelser den lokaliserer om natten via hørelsen og et godt nattesyn. Natuglens fjerdragt findes i to varianter: gråbrun og rødbrun. Sidstnævnte er mest udbredt. Hannen kan kendes på sin rullende tuden, mens hunnen fremkalder et kortere, skarpt skrig. Da uglen er en standfugl, hvilket vil sige, at den ikke går på træk, kan den høres året rundt.

 

Læs mere om natuglen på Dansk Ornitologisk Forening, hvor du også kan høre uglens lyde, og Naturhistorisk Museum Aarhus.

 

Illustration: Katrine Annesdatter-Madsen


er cand.mag. i nordisk og billedkunst og nu ph.d.-studerende i kunsthistorie ved Universitetet i Bergen, hvor hun er tilknyttet forskningsprojektet The Feminist Legacy in Art Museums. Hun skriver ph.d.-afhandling om den norske kunstner Sidsel Paaske (1937-1980), der var en del af de eksperimenterende kunstmiljøer i Oslo i 1960'erne og 1970'erne. Tidligere har hun undervist i dansk og billedkunst i gymnasiet.

Hun har interesseret sig for meditation og nærværspraksis i mange år og har i den forbindelse fulgt Kontemplations kurser og retreats samt skrevet en række blogindlæg på Kontemplations blog.

Efterlad en kommentar