Under os suser metroen, over os lægger flyene an til landing, nogen piloterer i undergrunden nede på havnen, og på de store gader puster busserne, bilerne bremser. Og så er der sådan nogle som mig, der ringer med ringeklokken, hvis det hele går lidt for langsomt på cykelstien. Min puls er høj.
I de små gader summer møderne mellem mennesker, og nogle gange bliver livet brølet ud. Døgnet rundt hører vi hinandens bevægelser og måske endda hinandens følelser. Vrede og raseri. Jubel og begejstring.

Jeg bor midt i byen. Eller… jeg bor på den yderste kant af Østerbro, men selvom det er yderst, bor vi tæt, dør om dør, mur om mur. Vi bor sammen i byen, mig og rundt regnet en million andre mennesker.

Byens vibration, dens hurtige åndedræt er her hele tiden. Vi ånder sammen, vores hjerter slår i takt og utakt, ofte som en trommedans af hurtige bevægelser. Byens puls kan nogle dage igangsætte en rytme i mig, så jeg glemmer min krop, glemmer min bevidsthed og bare farer afsted.

Og så.

På andre dage er mine fodsåler bløde mod asfalten, jeg mærker håndtag og trykknapper i mine fingrespidser. Og end ikke byen kan få mig ud af det nærvær, jeg trak vejret med på puden samme morgen. På de dage, eller på bittesmå sekvenser af de dage, skifter byen karakter inde i mig.

 

 

Det kan ske, at jeg krydser Lyngbyvej på cykel i fuld fart, man skal nemlig skynde sig for at nå over, og i et blødt sommervindstød slår en intens duft af kamille ind i mine næsebor, og jeg står med ét på en eng langt fra mennesker og med høj himmel over mig. Eller jeg cykler hjem fra vinterbadeklubben i tusmørket og ser silhuetten af en ræv skynde sig over vejen og ind krattet ved banelegemet. Jeg mærker mit vejr. Jeg mærker min skov, mine huler. Min forbindelse.

Himmelhvælv.

Åndedræt.

Selve jordens skorpe under mig.

Jeg ser pludselig, at klitroserne er sprunget ud. Jeg nærmer mig. Tager et blad i munden og smager. Jeg ser humlebien summe rundt og samle pollen.

Med ét er jeg i naturen og noget i mig bliver stille. Helt stille.

Som i et åndedrag, der trækker sig fra fodsålerne til armhulerne, skifter min bevidsthed. Mit fokus bliver blødt, mine skuldre falder ned. Lydene fra asfalt og motorer forsvinder.
Nærværet vækker sig. Stilheden fylder mig ud.

 

 

Jeg slipper med ét byens anorak og smelter ind i de sprækker, som åbner, dér hvor natur bryder frem. Mine sanser stiller skarpt. Jeg ser alle nuancer. Lyseblå, turkis. Uro, nysgerrighed. Jeg kan lugte alle farer, alle fristelser.

Jeg trækker vejret dybt og gør plads i mig.

Jeg mærker Vesterhavets kraft i min indre bølge, når jeg ser på springvandet på Langelinie. Det buldrer i mine årer som vrede, som begær, som fråden fra vulkanen. Jeg kan se pelsen vokse frem på mine arme og kan mærke ræven i mig, instinktet, der jager, der skjuler sig. Jeg bliver dyret, der slår ihjel for at skaffe føde til ungerne. Jeg bliver en klitrose, der folder sig ud i gryet og omfavner bien, og jeg bliver en sortsort, der advarer om katten. Jeg er sågar en fugleunge, der bliver ædt af skaden. Jeg er en mælkebøtte, der bryder gennem asfalten.

Jeg er et dyr, jeg er et hav, jeg er en blomst, jeg er et fuglefløjt.

Og så tager jeg toget hjem til det yderste Østerbro. Signalet, når dørene lukker i, plirrer. Metalhjul over skinner. Månen er stået op, jorden drejer og byens rytme pulserer. Som strømmen i mig. Jeg ser bygninger fare forbi, jeg ser mig selv i togvinduet. Der er pollen på mine kinder. Der er vagtsomme øjne, og der er pels på mine stærke håndled.

 

 

Foto: Amber Kipp/Unsplash og Line Fjord