Naturen som praksisrum

af Hanneli Ågotsdatter | | 31. maj 2020

Alle de store spirituelle traditioner forholder sig intenst til naturen. Klostre, zenpavilloner og retreatsteder er bygget ved naturlige powerspots: I skove, i ørkner, ved floder og havflader. På øer, ved kilder, på bjergsider. Der er en direkte helende, beroligende og fordybende effekt ved bare at opholde sig i naturen.
Udendørs tager vinden tankerne og fører dem med sig. På himlen og ude over vandet kan man se den vidde der også findes inde i bevidstheden når den ikke er beklumret. Vejrets skiften kan føles direkte på huden og i kroppen, meteorologien minder os også om alt det vi ikke kan styre, minder os om at de store naturlige livsprocesser som fødsel, død, seksualitet, vækst, modning og forfald reelt er uden for vores kontrol.
Det er anstrengende uophørligt at ville kontrollere. Noget af det bevægende ved at se på blomsterne, fuglene og dyrene er den måde hvorpå de uden at forsøge at styre mere end hvad der kræves her og nu, er i overensstemmelse med deres eget væsen.

Vi mennesker er på samme måde født med anlæg for, med udgangspunkt i kropsfølelsen, at mærke vores behov her og nu og kunne give udtryk for dem. Og med en åben nysgerrighed for vores omgivelser.
Den ydre natur minder os om og stimulerer denne kropsligt baserede visdom og appetit på verden. Går vi barfodet på skovbunden eller i sandet, kalder omgivelserne på vores bevidsthed på en særlig måde: Hele sanseapparatet aktiveres, og vi husker på at vi er en del af kloden, at vi indånder ilt fra den kostbare, fælles biosfære.

At være sammen i naturen, måske af og til i stilhed, gør noget særligt ved og for samværet. Det at være sammen bare for at være sammen, omgivet af naturens skønhed eller voldsomhed, i en balance mellem at mærke den eller de andre og at mærke sig selv, det åbner en særlig flade af fællesskab i et hjerteniveau.

Naturen er ikke én ting. Der er stor forskel på at gå sammen i en skov og et øjeblik finde hver sit træ at læne sig imod, og at ligge på en blomstereng og stirre op i det blå. På at gå langs stranden og ’strække øjnene’ (en vending vi har lært af vores grønlandske kursister) og på at sidde ved bredden af en indsø og mærke overfladens stilhed og den dybe, mørke bund.
Og det er noget helt særligt at meditere i nærheden af dyr, at sætte sig på en eng og mærke en flok fårs nysgerrighed og stigende tillid og lade dyrenes instinktivitet blive ens egen.

Naturen findes ikke kun ude i naturen. Der er lommer, oaser og grønne lunger også i byerne. Man kan finde parker, tagterrasser, haver og altankasser med forskellige grader af natur som kan støtte en meditativ praksis.

Tom Kristensen har skrevet et fantastisk digt, Græs, hvor han lægger sig på maven i en græsmark og mærker naturen kalde på sig. Måske kalder den ham ind mod døden, måske ind mod hans eget væsen og spiritualiteten, måske det hele på én gang. Og digteren responderer:

Og som svar
toner en klar
underbar, drengeklar Stemme i mig:
Endnu ej, nej! Endnu ej, nej!
Men når mit vanvid er omme,
når mine drømme om storhed er omme,
da vil jeg komme, da vil jeg komme,
da er jeg lille og lykkelig nok.

 

Aktuelt på Kontemplations blog:
‘TILBAGE TIL NATUREN’
af Celinah Malue Jakobsen

I Kontemplations team har vi dette corona-forår opholdt os ekstra meget udendørs, og taget vores praksis med ud i naturen. Om dette har Celinah Malue Jakobsen skrevet et blogindlæg Tilbage til naturen.

Vil du selv med ud i naturen, inviterer Jeanette Lykkegård til tre enkeltstående workshops med praksis i Moesgård Skov At være i live med livet – mindfulnesspraksis i naturen. Første workshop fandt sted i går, anden gang er lørdag den 13. juni og tredje workshop er lørdag den 11. juli.

Kursus:
AT VÆRE I LIVE MED LIVET – Mindfulnesspraksis i naturen
med Jeanette Lykkegård