NATURLIGE ENERGIBARER

af | | 12. oktober 2024

IMG_6095

Lækkersult. Den dér lækkersult som indfinder sig om eftermiddagen. Hvor man leder dybt i tasken efter ”noget” eller gennemtrævler køkkenskabene for lækkerier.

Lad mig bare indrømme, at jeg har stor erfaring med det. Lækkersulten. Derfor har jeg også udviklet en vis form for erfaring i at sammensætte de ingredienser, som køkkenet byder på – så et bageprojekt ikke nødvendigvis bliver besværligt, dyrt eller tidskrævende.

Disse energibarer hører til i den retning. De er naturligt sødede af de tørrede frugter og kan laves både glutenfri og veganske, hvis man har vegansk chokolade. Vi har brugt mørk chokolade med et lavt sukker indhold.

Vi håber, de falder i din lækkersult-smag.

Til en portion skal du bruge:

80 g grove havregryn
100 g rosiner
80 g valnødder
100 g tørrede abrikoser
1 moden banan

160 g mørk chokolade
1 tsk. Kokosolie

Sådan gør du:

1. Hak valnødder og abrikoser fint
2. Bland dette i en skål med havregryn og rosinerne
3. Mos bananen til den er helt blød og bland den sammen med de andre ting i skålen til det hele er en fast masse.
4. Læg bagepapir i en bageform ca. 25×15 cm, og spred massen ud i et jævnt lag og pres den grundigt, til den er kompakt.
5. Bag denne pressede masse midt i ovnen ved 180 grader i 20 min.
6. Lad massen køle af. Den smager bedst koldt, så tålmodighed er en dyd her. Selv når man er lækkersulten 😊

7. Smelt chokoladen og kokosolien i et vandbad
8. Hæld den smeltede chokolade over bagværket og spred den jævnt
9. Sæt det hele i køleskabet tre kvarters tid
10. Skær barerne i mundrette bidder eller i stænger – eller bræk stykker af som det passer for dig.
11. Opbevares i køleskabet i en lufttæt beholder – hvis der er flere tilbage😊

 

Foto: Charlotte Toft


er sociolog og psykoterapeut. Optaget af mødet mellem mennesker, naturen, bevægelse og kreativitet.
Hun har haft nærværs- og bevægelsespraksis gennem mange år og modtager undervisning og praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg. Deltager årlig i retreats.

Efterlad en kommentar