Der er Herreninsel, Mændenes Ø.
Og der er Fraueninsel, Kvindernes Ø.
To små øer i Chiemsee, Chiemsøen.
En stor sø – omkredsen er over 60 kilometer – i Bayern i Sydtyskland, mellem Rosenheim og Salzburg.

Et kendt og elsket ferieparadis.
Og samtidigt en sø med en helt anden slags Paradis: På de to små øer ligger to klostre.

Èt af klostrene er uddødt, afviklet. På herrernes ø er munkene borte og bygningerne er blevet til et museum.
Men på kvindernes ø lever den dag i dag nonner.
Det er dér vi er på vej hen.
Jeg rejser sammen med min ven og medunderviser, antropologen Martijn van Beek.

Vi ankommer med færgen.
Første stop er Herreninsel. Ovenfor færgelejet rejser sig en mægtig, hvidkalket bygning. Det gamle munkekloster.
På en måde forladt – og på en måde holdt i live af den museale historiske interesse.

Vi sejler videre.
Mod Fraueninsel.
Hvor Martijn og jeg skal varetage en undervisningsopgave for organisationen Mind&Life.

Vi passerer små ubeboede øer med græssende får. Chiemsee er stille, smuk så man mister vejret, omkranset af Alpernes bjergsilhuet.
En ny ø kommer til syne. Kaptajnen siger ’Fraueninsel’ over højtaleren.
En lidt mindre ø end Herreninsel.
Færgen lægger til kaj. Vi er ankommet.

 

 

Også her er en hvidkalket klosterbygning tæt ved færgelejet. Mindre imposant end mændenes var, men venlig, imødekommende. Og levende. Nonnerne er her stadig.

Der er liv på Fraueninsel. Masser af liv.
Nonnerne, de fastboende og en hel del besøgende.
Øen er forholdsvis lille og overskuelig.
Jeg anslår at en spadseretur rundt om øen tager omkring femten minutter – i langsom gang.

Nonnerne her tilhører benediktinerordenen.
Som blev stiftet for 1500 år siden af Benedikt af Nurcia, og er en orden som rummer både munke og nonner.
Der lever et traditionelt liv med bøn, arbejde og fællesskab. Sådan har det været praktiseret her på øen siden 1100-tallet. Af nonner.
Den nuværende abbedisse er den seksoghalvtredsindstyvende i rækken.

Vi er skandinaver.
I Norden har klosterlivet været afviklet siden reformationen.
Uanset om vi definerer os selv som troende eller ikke, er vores kultur præget af Luthers komplicerede forhold til det monastiske liv – og til dybere indre praksis.
Man kan, mente Luther, intet gøre for sin egen spiritualitet.
I det er nonnerne på Fraueninsel helt uenige.

De udstråler at de lever med dyb integritet.
Det er man ikke i tvivl om når man møder dem.
De lever efter den hellige Benedikts grundråd om hvad der er centralt i livet: Ora et labora. At bede og at arbejde.
Det kan mærkes og ses i den omhu de lægger i klosterhaven og -gården. Her er afgrøder til køkkenet, uendelig mange blomster, siddepladser i skyggen af gamle træer som inviterer til stille kontemplation. Det er som om her er nærvær i hver detalje.

Nonnerne lever i overensstemmelse med de tre ‘evige løfter’ – de ejer ingenting, de lever i cølibat, og de har givet afkald på egenviljen – de lever i total lydighed mod abbedissen.
I hvert fald i princippet –

Her møder vi et kors for den moderne livsførelse: Hvordan, tænker vi, er det at opgive den private ejendomsret, den måske allermest grundlæggende ret under nationalstaterne, under demokratiet?
Hvordan er det at opgive retten til selvbestemmelse – til at have og udtrykke sin egen vilje og mening?
Og hvordan er det at leve i cølibat, uden at udleve seksualiteten?

Nogle få af nonnerne på Fraueninsel har valgt at gå i livslangt retreat og lever hele deres liv bag klausuren. Som er den både fysiske og psykiske afgrænsning der beskytter klosterets inderste rum og lukkede haver. Disse nonner bevæger sig aldrig udenfor.
De har viet deres liv til Gud og til traditionens gennemgribende regelmæssighed.

I Benedikts regel er kerneværdierne – foruden at bede og at arbejde, og naturligvis dette med de tre ‘evige løfter’ – gæstfrihed og fællesskab. Derfor møder vi også nonner der har valgt en friere version af klosterlivet hvor de kan tage sig af klosterets udadvendte side, være værter for besøgende og varetage kommunikationen udad.
Men også disse mere udadvendte lever efter stedets rytme:
Hver morgen klokken fem kalder kirkeklokkerne til bøn.
Bor man på klosteret, kan man være heldig at høre nonnernes morgensang. Det lyder som om englene selv har dannet et kor.

Til vesper, ved solnedgang, samles de igen i kapellet til bøn og sang.
I løbet af dagen har de deres egen personlige bønspraksis og deres arbejdsopgaver hvor de på hver deres måde passer de på de gamle bygningskroppe og plejer og kultiverer haven og blomstermandalaerne.

De fleste af de gange jeg har undervist her, har vi fået tilladelse til at undervisningen kan foregå i biblioteket.
Det ligger lige udenfor klausuren, tæt på nonnernes private kapel hvorfra sangen og bønnens inderlighed gennemtrænger de lange, rungende gange, de tykke murer og ventilationsskakterne.

Besøger man øens altid åbne kirke til vespertid, kan man også her høre sangen strømme ned fra kirkeloftet. Kapellet bag klausuren støder nemlig op mod kirkerummets loft. Så selv om ikke alle nonnerne er synlige for udenforstående, så er deres sang hørbar.

 

 

I mødet med den sang, med den skønhed og dybde der i den strømmer fra både de synlige nonner og de som er fordybet bag klausuren, er der lejlighed til at mærke ind i sin egen holdning til klosterlivet.
For mig er der noget særligt og bevægende ved dette direkte møde med livet som nonne.
Bevægende på flere måder.
På den ene side minder dette mig om min egen taknemlighed for den individuelle frihed i at være lægpraktiserende, det ville ikke passe for mig at leve helt så afgrænset. Ikke hele livet.

På den anden side er jeg bevæget af den ro og venlighed nonnerne udstråler. Bevæget af hvor tydeligt det her på Fraueninsel bliver, hvor høj en pris vi betaler for vores liv i moderniteten. Hvor mange belastninger vores individuelle økonomi, vores parforholds glæder og sorger, vores sætten os selv igennem i verden, hvor store belastninger disse projekter pånøder os.
Nonnerne her er, hvor underligt det måske kan lyde, også mere frie end mange af os lægfolk er. De har lagt en byrde fra sig, et åg. De er trådt ind i friheden fra at skulle mene, at skulle begære og at skulle forvalte ejendom.

Og så er dette jo følt og sagt af en udenforstående – som ikke selv har prøvet at være nonne.
Hvordan mon klosterlivet opleves indefra?
Hvad koster absolut lydighed for følelsen af at være personligt værdsat og respekteret?
Hvad vil det sige at slippe den udlevede seksualitet og den verdslige kærlighed?
Og er det muligt at give afkald på al ejerskab til også personlige genstande?

 

 

Fraueninsel har i mange år været et mødested for forskere i kontemplativ videnskab og praktiserende fra alle religioner.
Martijn og jeg er her for femte gang nu, for at varetage en del af dette ret omfattende arrangements kontemplative program.

Hver gang jeg har været her, har jeg tænkt jeg ville skrive lidt om dette sted.
For at forsøge at udtrykke den berørthed jeg oplever her.
For at forsøge at dele dette jo også enestående steds atmosfære med jer der følger os i Kontemplation.
Det som gjorde udslaget nu, at jeg tænkte at nu måtte jeg fortælle, var at én af forskerne i Mind&Life-netværket for nylig viste mig en statistik over hvor mange nye nonner der i Europa og USA er kommet til igennem de seneste år.
Det er en stærkt nedadgående kurve, et drastisk faldende antal.
De allerede ordinerede er ved at være gamle – og de nye som kommer til, er for få til at traditionen kan bæres videre.
Når jeg ser denne udvikling dokumenteret, når jeg mærker min kærlighed til, og respekt for, denne livsform, kan jeg mærke at nu må jeg dele en lille smule af livet på Fraueninsel med jer. Mens klosteret dér endnu findes og er operativt.

Den første man møder når man ankommer til klosterporten, er Søster Scholastica. Hun er venlig og imødekommende på en fast og bestemt måde og indgyder umiddelbar respekt.
Så her møder vi et billede af at den principielle lydighed i de evige løfter ikke behøver at begrænse et individs selvberoende autoritet.
Søster Scholastica varetager klosterets kommunikation udadtil og har ansvaret for modtagelsen af gæster. Hun har boet her i 30 år, men kommer oprindelig fra Canada, og er flydende på både engelsk, tysk og fransk.
Hun er ikke én man spøger med. Jeg forestiller mig at hun kan få nærmest hvem som helst til at opføre sig ordentligt.
Men når man først er kommet indenfor porten og får lidt mere tid sammen med hende, er det uundgåeligt at mærke hjerteligheden bag fastheden.
Hjerteligheden og hendes dybe kærlighed til klosteret og Fraueninsel.

Hun indlogerer os i den del af klosteret hvor der nu ikke længere bor nonner. Og for hvert år husker hun hvilket værelse hver af gæsterne i vores følge plejer at bo på.
Jeg får hver gang den samme lille celle på loftet, helt op under taget. Med skrå vægge og udsigt til haven og søen.
Jeg elsker dette værelse. Helt enkelt. Og på en måde med plads til alt man kan ønske sig.
I det værelse mærker jeg tydelig den dragning som forenklingen udøver. Mærker jeg nonnelivets dybere frihed.

En gang boede her hundredvis af kvinder. Nonner og novicer. Nu fylder gæsteafdelingen mere end nonnernes celler.
Bygningskomplekset er omfattende. Med flere sektioner i flere etager, labyrintisk og gådefuldt. Med brede trappegange og mørke korridorer dekoreret med dunkle malerier af tidligere abbedisser der holder øje med den forbipasserende. Med et bibliotek og flere små kapeller og kontemplative rum der kalder på bøn og hengivelse. Rum, korridorer og trappegange der åbner op til smukke indre gårde og til små, velplejede blomsterhaver.
Et lille univers.
Det giver god mening at man kan leve et helt liv her. Hvis det er det som føles rigtigt.

 

 

Nonnerne er altså på flere måder ikke helt isolerede.
Klosteret er traditionelt et sted hvor mennesker i nød kan opholde sig og være trygge. Blandt andet tager nonnerne imod børn der kommer fra krigsramte lande, og som er fløjet til Tyskland for at få foretaget livsvigtige operationer som ikke kan udføres i deres hjemland. Nogle gange tager de sig også af forældreløse børn.
Ved ét af besøgene her, mødte jeg en syvårig dreng fra Syrien der havde fået amputeret et ben efter et bombeangreb hvori han også mistede sine forældre. Han boede en overgang hos nonnerne sammen med sin storesøster for at restituere og lære hvordan han nu skulle bevæge sig i verden.
Året efter tog nonnerne sig af en iransk pige der havde fået en hjerteoperation på et tysk sygehus.
Første gang jeg besøgte Fraueninsel, mødte jeg en ung kvinde der var kommet hertil for at rehabilitere fra tungt stofmisbrug. Hun var slidt og anså klosteret som sin sidste chance. Hun er her stadig, og er nu blevet Søster Scholasticas højre hånd. Iklædt en form for uformel novicedragt, men uden at være ordineret. På de varmeste dage kan man få et glimt af hendes tatoverede arme under sommerdragten. Hun ser glad og sund ud, og arbejder både højt og lavt på hele området. Hun fortæller at hun har fundet et hjem.

På øen er der også private husstande. Mange af dem som bor her, er kunstnere eller kunsthåndværkere som lever af deres eget lille galleri eller værkstedsudsalg. Til øens besøgende er der caféer og et par fiskerestauranter. Klosteret lever af sine gæster og af arrangementer. Som nu dette Mind&Life symposium som jeg er her for.
Og de lokale lægfolk lever af de turister der besøger klosteret.
De véd at øen og dens historie er noget særlig.
Og det passer de omhyggeligt på.
Ethvert lille ø-hus, enhver lille have, enhver brygge og lille sti er ekstraordinært velholdt. Og midt på øen folder to store egetræer sig ud. De er 800 år gamle og står som en naturens helligdom der følges ad med klosterets historie.

 

 

Ved seminarets første samling ønsker Søster Scholastica os alle velkommen og fortæller om klosteret og øen. Gruppen der er her med Mind&Life, er på omkring 60 deltagere, primært fra Europa, men også fra Asien og USA, og består af både forskere, lægpraktiserende og ordinerede fra andre traditioner.
Søster Scholastica véd at vi er samlet her med meditativ praksis som fokus. I sin velkomsttale inviterer hun os til i stilhed at opdage øen. ’For os som bor her, søstrene og mig’, siger hun, ’er øen i sig selv vores meditation. Måske kan det også blive jeres mens I er her.’

Med denne velkomst bliver jeg klar over årsagen til noget af den berørthed jeg føler: For mig har den dogmatiske side af kristendommen altid været vanskelig. Ja den dogmatiske side af en hvilken som helst af verdensreligionerne. Men i Skandinavien er det jo særligt kristendommen vi har inde på livet – inde på hjertet.
Søster Scholastica er solidt funderet i sin egen katolicisme. Men hun udstråler ikke dogmatik. Hun udstråler den kristne medfølelse og tolerance som er hvad jeg opfatter som afgørende i den indre del af det kristne kærlighedsbudskab.

Noget i mig ønsker inderligt at der altid vil være nonner på Fraueninsel. At der vil være nonner og munke mange steder. At sangen og det monastiske livs inderlighed og mystik vil leve videre.
Og samtidigt kan jeg mærke og forstå hvor vanskeligt det vil blive.

Jeg tænker på om klostervæsenets aktuelle, lidt dystre udvikling, vil betyde at vi i fremtiden får behov for lægklostre der varetager denne funktion.

Jeg har udtrykt dette for min ven, Michael Stubberup, fra Vækstcenteret, som har en dyb viden om og kærlighed til især Østkirken. Han fortæller at når han har vendt situationen i dialog med munke og nonner fra forskellige traditioner, så siger de samstemmende at den måske største udfordring i forhold til det moderne samfund er kravet om cølibat.

’Hvis’, fortæller Michael at en højtstående munk på klostret Chevetogne i Chinay i Belgien sagde til ham, ’hvis vi ikke kan nå de unge, vil klosterbevægelsen forsvinde.’
’Og de unge’, fortsatte munken, ’de spørger os om parforhold, de spørger om seksualitet, de spørger om verdslig kærlighed. Og om denne kærligheds forhold til gudserfaringen. Og vi véd ikke hvad vi skal svare dem, for vi véd ikke selv noget om den form for kærlighed.’
Der findes også klostre hvor man – forsigtigt – har eksperimenteret med at have både munke og nonner. Hvad jeg også selv har oplevet på Valaam klosteret i Ladogasøen, i den russiske del af Karelen. Men også disse steder er kravet om cølibat absolut.

Jeg hørte en gang en indflydelsesrig spirituel lærer med indgående kendskab til også den esoteriske del af den kristne tradition, dens inderside, svare på et spørgsmål om hvad hun mente der skulle til for at klosterbevægelserne skulle kunne foreslå og tilbyde et alternativ til det absolutte krav om cølibat.
Hun tænkte længe efter. Så sagde hun:
’Der vil skulle komme en person som når en meget dyb praksistilstand ad den kristne vej – og som derefter tager denne høje tilstand med sig ind i et også fysisk udfoldet kærlighedsforhold. Og dermed sætter et billede på realiseret kristen mystik jordforbundet med seksualitet.’
Og så tilføjede hun:
’Det vil kræve en kirkereformator større end Grundtvig – så det bliver ikke helt let’.

 

Foto: Betty Jones og Hanneli