Over fire afsnit fortæller Jeanette Lykkegård om at praktisere nærvær under fødslen, om kærligheden og udmattelsen, lykken og fortvivlelsen og om at føle sig ét med et lille barn der allerede fra begyndelsen arbejder på at finde sig selv.

Læs første afsnit af Nybagt mor her. Andet her, og tredje her.

Simon er netop gået ud en tur med Zoey i barnevognen. Det er min plan at meditere. Jeg får mediteret alt for lidt, og jeg længes efter det. Men åh, jeg vil gerne lige ligge ned lidt. Jeg tillader mig selv at lægge mig ned på sengen. Tårerne presser sig på. Hvor kom de nu fra? Jeg vælger at lade være med at analysere og bare lade dem komme. Jeg lægger mig i fosterstilling og lader gråden vælde op i mig. Jeg hulker så kroppen ryster. Det føles rart. Forløsende, rensende. Jeg græder nogle minutter til kroppen stopper af sig selv. Mærker efter. Hold op hvor jeg er udmattet. Hvordan kan jeg være så træt? Jeg synes jeg hører Zoey græde. Men hun er her jo ikke. Hun er ude med sin far. Det er bare anden gang jeg er alene i lejligheden siden hun blev født for to en halv måned siden. Hele mit system er tunet ind på at lytte efter hende. Som om jeg er i ’alert-mode’ døgnet rundt, selv når jeg sover. Alt i mig vil bare at hun skal have det godt. Lige nu er hun sammen med sin far. Hun har det godt, og jeg kan slappe af. Jeg beslutter at lave en kropsscanning i stedet for at sidde på puden. Jeg orker ikke at sidde op. Jeg går i gang med at finde lydfilen på min telefon. Nej jeg orker ikke. Lad mig bare ligge. Jeg ligger og ser op i loftet og laver ingenting. Jeg synes igen jeg hører Zoey. Denne gang er det rigtigt, yderdøren åbner sig, jeg hører Simon og Zoey komme ind. Hun er nok sulten. Jeg hanker op i mig selv.

Bob Marleys stemme bringer fortrøstningsfulde ord ind i stuen. Han synger:

Singing’ don’t worry ’bout a thing
‘Cause every little thing gonna be alright
Singing’ don’t worry (don’t worry) ’bout a thing
‘Cause every little thing gonna be alright”

Min trætte krop bevæger sig vuggende til reggaerytmerne. Solen skinner. Jeg ser ned på Zoey i mine arme. Hun kigger smilende op på mig. Det er sjovt at danse. Jeg mærker efter. Sindet er lige nu lyst. Kroppen er tung, som om den bare vil ligge ned og lade sig falde i en dyb, dyb søvn. Men Zoey er vågen, og hun smiler. Mit hjerte smiler også og jeg ved at man kan se det i mit ansigt, at jeg smiler varmt tilbage. Jeg har begivet mig ud på et eventyr. Gode eventyr er fulde af drager, storme, feer og regnbuer. Dette eventyr er et af de gode, og jeg fyldes af taknemmelig for at jeg må opleve det. Jeg tænker at fuglene i Bob Marleys sang har næsten ret, alting ikke alene bliver okay, alting ér allerede okay, helt som de skal være. Lige nu.

Jeanette Lykkegård
Ph.d. studerende i Antropologi med særlig interesse for, hvordan mennesker omkring i verden håndterer eksistentielle spørgsmål omkring livet og at leve det, døden og hvad der kommer efter. Udover at lære nye perspektiver på verden igennem mit fag, nyder jeg bl.a. duften af jord, lyden af latter, synet af en solopgang og de andre stunder, hvor jeg føler mig helt og aldeles i live.
Zoey blev født i januar og trives og har det godt.