Nyt supervisionsforløb til efteråret

af | | 14. maj 2023

Meettheteam

Vi har et forløb i støbeskeen som vi glæder os til at fortælle jer om. Og nu er det hele ved at falde på plads så vi føler vi trygt kan løfte sløret i hvert fald en lille smule:

Det er et forløb for jer der ønsker en dybere sammenhæng mellem jeres meditative praksis og jeres arbejdsliv.
Vi slår det op også som et svar på, at flere af jer gennem længere tid har efterspurgt noget sådant.
Det sker nu til efteråret, første modul løber af stabelen 2. – 5. november.

Forløbet er bygget op så deltagerne kommer til at være del af en gruppe i et intensivt undervisnings- og praksisfællesskab.

Fire fysiske moduler vil foregå på Vækstcenterets kursusejendom Sol15 i Nørre Snede. Dertil kommer 12 online sessioner hvor vi mødes til skriveværksteder, læsegrupper og supervision og meditativ praksis.

I denne video kan I se teamet der står bag forløbet; Kontemplations egne Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg er gennemgående undervisere på alle moduler.

Som gæsteundervisere har vi med os professor Steen Hildebrandt, der vil undervise i bæredygtig ledelse og i hvordan ens faglighed kan perspektiveres gennem FNs verdensmål.

Vi har også med os kunstneren Jeppe Hein, der gennem mange år har sammenført sin kunst med sin meditative praksis – og omvendt.

Og Michael Stubberup, der er stifter af Synergaia netværk for traumatiserede flygtninge. Sammen med ham vil vi gå dybere ind i hvordan nervesystemet virker, og hvordan vi med denne neurologiske viden og kunnen kan stå stærkere i vores faglighed når vi møder verden.

Fra Kontemplations team har vi med os Jeanette Lykkegård og Kirsten Rotbøll Lassen. Jeanette vil være forløbets programkoordinator, og sammen vil de to facilitere online sessioner.

Mikkel Strandbygaard er køkkenchef.

Første modul finder sted: 2. – 5. november 2023
Andet modul: 22. – 25. februar 2024
Tredje modul: 12. – 15. september 2024
Fjerde modul: 20. – 23. februar 2025

I tillæg kommer månedlige zoom møder hvor vi hver især arbejder på vores eget formidlingsprojekt og støttet af fællesskabet vil bevæge os dybere ind i vores meditative praksis.

Der kommer lige straks mere information, vi skal blot have alle detaljerne på plads. Men skriv endelig til os på ko*****@ko***********.dk hvis du har spørgsmål der ikke kan vente eller hvis du blot er nysgerrig.

❤️

10 Comments

  1. Tove Avnsbjerg Haugaard den 16. maj 2023 kl. 11:18

    Kære Kontemplation

    Jeg synes også, at jeres kommende kursus lyder utrolig spændende – lige hvad jeg kan bruge. Jeg er derfor meget interesseret i at høre mere og vil nok også gerne melde mig til kurset.

    Venlige hilsner
    Tove Avnsbjerg Haugaard

    • Redaktionen den 17. maj 2023 kl. 11:46

      Kære Tove – Tak for din kommentar. Det er jo lidt et sats når vi kaster os ud i et så omfattende projekt, så den hjertevarme og positive respons der er kommet er virkelig glædelig og opmuntrende her i vores team. Vi ser meget frem til at komme nærmere de praksis- og formidlingsprocesser I går med der ude. Vi arbejder på at få de sidste detaljer på plads så vi kan lægge det hele ud indenfor en uge. ❤️

  2. Dyveke Sørensen den 14. maj 2023 kl. 17:51

    Kære kontemplation

    Tak for den interessante nyhedsmail!

    Det lyder virkelig spændende! Jeg vil næste år få meget mere tid til den slags aktiviteter til næste år og vil alvorligt overveje, om jeg skal forsøge at komme med på dette forløb. Foreløbig glæder jeg mig til at læse nærmere om kurset, når I er færdige med planlægningen, og der bliver mulighed for at melde sig til.

    De bedste hilsner

    Dyveke

    • Redaktionen den 15. maj 2023 kl. 13:22

      Skønt at høre fra dig, Dyveke. Og glædeligt for os at mærke din respons på nyhedsbrevet. Rigtig god mandag til dig, i Bruxelles eller der hvor du måtte være lige for tiden.❤️

  3. Lene Kirkegaard den 14. maj 2023 kl. 15:51

    Kære alle i teamet.
    Dette forløb ser virkelig spændende ud.
    Jeg er netop i proces med at afvikle mit nuværende arbejde fra 1.10.23 og herfra ad hoc opgaver inden for børneområdet.
    Det er en stor omstilling fyldt med angst og usikkerhed, for hvad så med mig. Samtidig kan jeg mærke at jeg har brug for mere tid til hvad jeg har lyst og behov for. Her kommer strengheden og forkerthedsfølelsen i spil.
    Så når jeg læser om forløbet kunne det give mening at finde ro i mit indre for hvordan jeg får mindre arbejde kombineret med egne behov uden der er noget i vejen.
    Jeg har til sommer 7 børnebørn, jeg elsker dem, men der skal være balance, noget af mig til dem og noget til mig alene og sammen med Kaj.

    Det giver så god mening at forløbet strækker sig over tid i et fællesskab.

    Vi ses på Østerløkke til sommer og jeg glæder mig så meget.

    De kærligste hilsner til Jer fra Lene

    • Redaktionen den 14. maj 2023 kl. 17:28

      Kære Lene – hvor er det dejligt at ‘høre’ din stemme. Det lyder som vigtige overvejelser du går med. Og spændende – og sikkert også udfordrende – med den overgang du nu går i møde. Vi sender dig mange varme tanker og glæder os til at se dig på Øster Løkke til juli.❤️

  4. Karin fryd den 14. maj 2023 kl. 14:49

    Hej kære kontemplationshold
    Jeg vil så gerne høre nærmere, er meget fristet til at deltage, men vil lige høre prisen for forløbet🙏
    Kærlige hilsener
    Karin fryd

    • Redaktionen den 14. maj 2023 kl. 16:20

      Kære Karin – tak for din kommentar ❤️ Kursusafgiften vil samlet, over de halvandet år forløbet varer, komme på lige knapt 19.000 ekskl.moms. Efter et depositum, vil det være muligt at indbetale det resterende beløb over 15 månedlige rater. Skriv endelig til os på ko*****@ko***********.dk hvis du har flere spørgsmål.

  5. Karoline Illum Frichke den 14. maj 2023 kl. 11:05

    Kære Kontemplation

    Dette kursus har jeg ventet på, uden at vide det 🙂 Og det tror jeg, at rigtig mange andre også har. Så derfor vil jeg blot høre om det allerede nu er muligt at blive skrevet op til en plads på kurset?

    Mange gode, og måske lidt for ivrige, hilsner 🙂
    Karoline

    • Redaktionen den 14. maj 2023 kl. 15:52

      Kære Karoline – tak for din entusiastiske besked. Det er virkelig et hjertebarn for os, så vi bliver meget glade for dine ord. Så snart vi har alle tråder samlet (om en uge eller to) lægger vi kurset ind på hjemmesiden og da vil du kunne skrive dig op til forløbet. Det vil være en glæde at have dig med på holdet.

Efterlad en kommentar