”Vi må gå på Jorden på en måde så vi kun efterlader spor af fred og soberhed.

Gå som hvis du kyssede jorden med dine fødder”

– Thich Nhat Hanh

 

Jeg er ankommet, jeg er hjemme
Jeg står af toget på den lille station Sainte Foy La Grande i Sydfrankrig. Det første jeg ser, er nonnerne i deres umbra- og siennafarvede dragter. De står ved deres hvide varebiler, klar til at tage imod os som er rejst hertil for at deltage i det ugelange Nytårsretreat. Det holdes hvert år og er åbent for alle. Jeg véd at nu træder jeg ind i en verden hvor alt er organiseret omkring, og fokuseret på, at være til stede i nuet. Jeg mærker glæde og tryghed i hele mit system da jeg ser nonnerne. De smiler. De udstråler en mildhed og samtidig en disciplineret ro der synes at rumme en dyb viden om livet. På godt og ondt. Jeg har været her flere gange og har også haft samtaler med nonnerne om praksis og om svære ting i livet. Det ser for mig ud som om de mennesker der har valgt at leve her, har mærket mange facetter af livet på deres krop. Der er en følelse af fylde og dybde og en tone af at megen lidelse her er transformeret til medfølelse. En medfølelse som åbner for det at byde alt velkomment. Jeg har set unge kvinder fra baggrunde præget af kriminalitet og hjemløshed ankomme hertil og blive taget varmt imod af de ældre nonner og hjulpet ind i lange retreats og i samarbejdet omkring eksempelvis madlavningen og hele den daglige praksis.

 

”Jeg er ankommet, jeg er hjemme”

”Det betyder at fred er mulig”

”Frihed er mulig”

”Lige nu, Lige her”

– Thich Nhat Hanh

 

Den tryghed jeg føler, kommer også af at det her kan mærkes at det at opretholde en praksis, det at leve sammen på denne måde, har omkostninger i form af at give afkald på for eksempel et familieliv og at skulle leve tæt sammen med mange mennesker døgnet rundt. Det er ikke et glansbillede jeg træder ind i.

En ny begyndelse
Den almindelige daglige praksis i Plum Village er meditation, gående meditation, sharing, at spise og arbejde med vågen bevidsthed.

Alt dette foregår dette nytår som vanligt, men praksis bliver ved denne tid mere fleksibel og tillader og åbner til flere aktiviteter og andre former for samvær: at pynte op, forberede særlig lækker mad og at prøve til optræden nytårsaften.

’Beginning Anew’ praktiseres altid særligt intenst på nytårsretreatet. Denne praksis kan hjælpe til at holde praksis frisk, og den udføres sammen i fællesskabet hver fjortende dag og ellers så tit den enkelte har brug for det. Meningen er at skabe nye begyndelser i relationerne til andre og én selv. At starte forfra. Den praksis bruges også hvis der opstår vanskeligheder i relationer. Når der gør det, véd nonnerne og munkene at nu er det tid til at starte på en frisk. Så samles man i en formel setting hvor hver person kan tale og de andre lytter uden at afbryde.

At praktisere ”Beginning Anew” på nytårsretreatet betyder at se ærligt og dybt på sig selv og ens relationer til mennesker, dyr, arbejde, ting og livsbane. Det er en mulighed for at se tilbage på hvordan man har handlet, tænkt og talt i løbet af det foregående år.

 

At praktisere ’Beginning Anew’ er en proces der består af fire dele:

1) ‘Flower watering’ – ‘At vande blomster’
Først bliver vi bevidst om muligheden for at vise et andet menneske anerkendelse.
At vise at man holder af en anden person. Det er en mulighed for vågent at sige til og værdsætte en anden persons kvaliteter og måske udpege specifikke ting den anden person har gjort;

”Dette er en mulighed for at kaste lys på den andens styrker og bidrag til sanghaen og at opmuntre til at den andens positive kvaliteter kan gro”

2) ‘Sharing Regrets’ – ‘Dele fortrydelser’
Denne del af praksis er en mulighed for at dele med og fortælle en anden om noget man har gjort eller sagt som man fortryder. Det er også en mulighed for at undskylde overfor andre for handlinger man har gjort og har fortrudt.

3) ‘Expressing a Hurt’  – ‘Udtrykke sårethed’
Denne del af praksis deles én til én med en person man føler sig såret af. For at udføre denne del forudsættes det at man har ’vandet den andens blomster først,’ det vil sige at man udtrykker værdsættelse af den anden person før man deler den sårethed man mener den anden har været årsag til.

4) ‘Sharing a Long-Term Difficulty and Asking for Support’ – ‘Dele langvarige vanskeligheder og bede om støtte’
Dette praksistrin er en mulighed for at dele sorg og smerte som kommer fra éns historie, og som dukker op i nuet. At dele gør at andre kan forstå én bedre og på den måde støtte bedre. Man kan bede specifikt om støtte fra de andre i gruppen.

At praktisere ’Beginning Anew’ hjælper den praktiserende med at udvikle venlighed i måden at tale på og at kultivere det at lytte til andre. Praksis handler om at udvikle og træne vågenhed i det daglige liv på en måde der gør at det er muligt mere bevidst at lægge mærke til andre og at påskønne og værdsætte dem. Evnen til at skelne mellem uhensigtsmæssige mønstre der stammer fra vores fortid, og de der kommer fra den nutid vi befinder os i, kan forfines og optrænes ved hjælp af praksis. Og muligheden består i at øve sig i at bede om hjælpe fra andre på en klar måde. Fordi vi véd hvad det er vi har brug for hjælp til.

I Plum Village bidrager den enkeltes praksis til at vedligeholde fællesskabet i sanghaen fordi træningen angiver retningslinjer for løsning af konflikter og det at lægge mærke til både sig selv og de andre med et vågent nærvær. Man kan sige at der i den daglige praksis er indbygget en regelmæssig ’rydden op’ hvis mening det er, at holde fællesskabet så bæredygtigt som muligt.

 

”Som i en have, når vi ’vander blomsterne’ af  kærlig venlighed og medfølelse,

tager vi også energien væk fra ’ukrudt’ som vrede, jalousi og misforståelser”

– Thich Nhat Hanh

 

 

Nytårsmorgen
Nytårsmorgen går jeg tur. Jeg går ad grusvejene i området omkring Plum Village. Det er koldt og klart, og der er rimfrost på træer og planter. Det er usigeligt smukt, og alting vibrerer med en helt særlig intensitet. Så meget liv. Det er tidligt og solen er ved at stå op. Alting føles nyt og friskt. Jeg føler mig renset og klar i mit sind og i min krop. Jeg er fyldt af taknemmelighed over at jeg kan komme her og af respekt for det arbejde der gøres her. At blive taget imod med så meget venlighed og at være en del af sanghaen og praktisere med den er en stor gave. Hele ugen har jeg udført ’Beginning Anew’, jeg har set tilbage på mit liv. Jeg har deltaget i nytårsaften festligheder hvor 1000 mennesker har spist og mediteret og budt det nye år velkommen med festlige indslag. Jeg har skrevet mine håb og drømme og intentioner for fremtiden på et stykke papir og sammen med alle de andre brændt papiret på bålet i den smukke have med lys i alle træerne, og det giver så meget mening for mig.
Det er en smuk morgen. Sanselig og livsbekræftende lige her lige nu.
Alle her taler om klima. Det at forholde sig til klodens tilstand er nu en del af praksis på en anden måde end jeg har oplevet de andre gange jeg har været her. Der bliver talt meget om hvad den enkelte kan gøre. Alle rutiner omkring mad, opvask, dyrkning af jorden og affaldshåndtering er organiseret så der gøres mindst mulig skade. Og det er en del af den måde alle disse aktiviteter forløber på, at nonnerne og munkene er del af lokalsamfundet. Spørgsmålet om global bæredygtighed er med i meditationerne og i belæringerne, de såkaldte dharma talks nytårsaften. Det er helt tydeligt at hele fællesskabet er bevidst om klodens tilstand. Der er en nøgternhed i forhold til de globale kriser, og der bliver talt om dem, samtidig med at der også søges løsninger og praktiseres. Det der dybest set sker for mig her, er at jeg føler jeg får tilført nye kræfter og nyt håb. Her på min tur i rimfrost og klarluft er det som noget falder godt på plads i mig.

 

Togstationen i Bordeaux
Står af toget i Bordeaux. Der er en time til jeg skal videre og hjem til Danmark. Sætter mig på en café tæt på stationen. Livet går sin gang her. Ser mennesker gå ud og ind af stationen med alle deres forskellige liv, ærinder og rejsemål. Liv fyldt med valg og beslutninger, håb og drømme. Det er altid særligt at komme ud af et retreat. Selvom det kun er en uge det har varet, er det på en måde overraskende at se at livet udenfor Plum Village går videre som før. Jeg har praktiseret ’beginning anew’. Set på min ’have’. På blomster der blomstrer ubekymret, og på ukrudt der trænger sig på, og på små vækster der skal drages ekstra omsorg for. Jeg har set på svære ting og på alt det jeg er taknemmelig for. Det er som igen og igen at indse at jeg er på en rejse der er barsk og velsignet på én og samme tid og med en følelse af for længst at have passeret et point of no return. På dette retreat var der én af de Vietnamesiske nonner der sagde: ’Der er altid et eller andet man kan være glad for, uanset hvordan det hele ser ud, så vil der være noget man kan være taknemmelig for’.
Med tanke på det Vietnamesiske folks historie er dette langt fra en banalitet. Det er en praksis. En praksis som kan koste og være krævende, men en praksis jeg lige nu føler i mit hjerte som ren og frisk og mulig.

 

---

 

Kirsten Rotbøll Lassen
Hun er billedkunstner og projektansvarlig for Designskolen på Designmuseum Danmark hvor hun underviser børn og voksne med særlig fokus på nærvær, kreativitet, empati og tværkulturel kontakt. Læs mere om Kirstens arbejde på Designskolen her.

Hun danser, mediterer og vandrer, og interesserer sig for psykologi, filosofi og bæredygtighed.

Se videopræsentation af Kirstens arbejde på Designskolen her. Besøg Kirstens egen hjemmeside her.