ØJEBLIKKETS KOSTBARHED // SEPTEMBER HJERTEBREV
af Hanneli Ågotsdatter | GLIMT | 7. september 2020
Kære venner og bekendte af Kontemplation
Så underlig en tid vi lever i.
Så mange uroligheder.
Og vel for os alle: så vanskelig at orientere sig i.
Netop orienteringsløsheden gør det for os at se så vigtigt at fordybe nærværet og hjerteligheden.
I forhold til os selv, til vores nære og til medmennesker og omgivelser.
Som et direkte svar på vores coronasamtid har vi i Kontemplation arrangeret et onlineforløb dette efterår.
Vores håb var at vi på denne måde kunne samle praktiserende som bor langt fra hvor vi underviser.
Vi drømte om at det var muligt, også i digital kontakt, at nå den dybde og fortrolighed som en sådan gruppe fortjener – og har brug for.
Tidligere har vi tøvet med denne form.
Men nu har corona givet os et indiskutabelt skub:
Vores norske kursister er begrænset af karantæneregler. Andre er i risikogruppen og har stadig brug for praksisstøtte. Atter andre er måske økonomisk presset og må undgå udgifter til rejser og overnatning.
Nu har vi afholdt første session.
Og vi er glade – og lettede.
Det lykkedes at etablere et praksisfordybende fortrolighedsrum.
Fælles meditation og træning sammen på nettet har nogle særlige muligheder.
Sammen kan vi bryde det digitale slør og nå frem til virkelig kontakt.
Vi er begyndt forsigtigt og optog kun et begrænset antal deltagere.
Men vi vil gå videre med denne form, måske allerede til vinter. Vi lægger datoer ud på hjemmesiden så snart vi kan.
Vi fortsætter også udvidelsen af vores praksisbibliotek (også som et forsøg på fra vores lille hjørne at møde coronaudfordringerne).
Denne weekend lægger vi en guidet meditation med Peter Høeg ud, ’Øjeblikkets kostbarhed’.
Som er filmet på stranden ved retreatstedet Øster Løkke.
Med vores team som deltagere.
Teamet er dem I mærker og møder bag vores facebookside, når I ser vores instagramfeed og på og omkring bloggen.
Det samarbejde og de fælles kreative processer der ligger bag denne formidling, kan I få en fornemmelse af i videoen om Samskaben med Kontemplations team.
Vi sender dig og jer mange varme hilsner.
Og ønsker jer en god uge.
På vegne af Kontemplations team
Hanneli Ågotsdatter