Vi kender det alle. At døden fra tid til anden banker på. Og vi kender alle til sorgen, der følger med. Nogle gange opleves det naturligt, som er det en verdensorden, vi ved findes. Tiden er kommet, siger vi. Andre gange er det et møde i chok, fordi det jo ikke burde være tid for dem, der stod os nær. 

Når man for længst har passeret de 50, som jeg, så er det også med en bevidsthed om, at døden kan ramme alle, uanset om det er som følge af sygdom eller en ulykke – eller måske endda for egen hånd. At døden heller ikke kun kommer, efter vi er blevet 80, står efterhånden også klart. Døden viser sig i alle aldre som en både velkommen og uvelkommen gæst. Vi ved, vi skal dø, men sjældent hvornår eller hvorfor. 

I denne uge sagde jeg farvel til et nært familiemedlem. Det var et ekstremt kort og aggressivt sygdomsforløb, der lå bag, og den dag, jeg skulle have besøgt ham på hospitalet, blev i stedet pludselig til dagen, vi sagde farvel i kirken.

En kirke, der var fyldt til bristepunktet, og hvor de nærmeste efterladte tog imod hver og én gæst med et langt knus. Det var rørende. Det var smukt, det tog den tid det skulle tage, og det forbandt os alle ind i sorgen og minderne. 
I blomsterhavet og med et billede af ham på sanghæfterne sad vi bænket og skiftevis sang, lyttede og var stille, men hele tiden med direkte udsyn til hans hustru, børn og forældre.
Det forekommer meningsløst at skulle lægge sine børn i graven. Hans mors tavse skrig, da kisten forlod os i rustvognen, fyldte i hver en celle og mere til, for aldrig – aldrig – har jeg hørt et så højt tavst skrig og set så meget smerte og længsel og kraft forenet i ét ansigt og i én krop, der selv var lammet af sygdom. 
Hun ville uden tvivl gøre alt som moderen i H.C. Andersens ‘Historien om en moder’ for at få sin søn tilbage, mens vi var vidnerne på, at det ikke ville ske. 
Her stod også en fader, en gammel landmand, der lige så intenst forsøgte at være med det uforståelige, og som, da vi sad sammen senere, gentog og gentog: HVORFOR?! Han tog min hånd og formede sin store næve om min og lagde begge vores omfavnende hænder på sit hjerte, mens han klemte så fast han kunne – ind mod hjertet. HJERTET. Dét hjerte, som vi læner os ind i, og som fylder og er med os i både glæde og sorg, og når vi ønsker det og ikke ønsker det.

Til hverdag tænker jeg over døden. Egentlig nok mere end de fleste, tror jeg. Men jeg giver mig ikke tid, når den og sorgen er der. 
Det har jeg gjort denne gang, og mens jeg skriver disse linjer, er en veninde ved at synge sin unge svigerdatter ud på et hospital langt væk her fra, hvor jeg sidder, selvom hun lige nu føles så tæt på. 
At synge de døde ud gør vi også i min familie, og det føles både rigtigt og naturligt at gøre sammen. Udsyngningen er ved at blive sjældnere og sjældnere. Men det er en gammel skik, hvor man sammen synger, siger et digt eller på anden måde højtideligholder det skift eller den rejse fra, hvor den døde forlader det sted han eller hun døde, og fortsættelsen videre i kisten.  

Sorgen ER tung. Særligt tung har den været denne gang, for han der er død satte med sin nysgerrighed, skævhed og ordentlighed spor hos mange – og jeg blev samtidig mindet om min mors alt for tidlige død i samme alder – og det for mange af os skrøbelige liv. 
Men det føles også godt, betydningsfuldt og vigtigt – ja næsten nødvendigt og naturligt – at være med sorgen denne gang. At give den plads og tid.
For den minder mig – og formentlig mange af os – også ubønhørligt og insisterende om livet. Det er næsten, som om døden tvinger livet og livets værdier frem. At der er en ur-sammenhængskraft mellem døden og livet, som man ikke kan slippe udenom i hverken kirke eller på et dødsleje. At vi genopdager værdierne i livet.

“Death is not waiting for us at the end of a long road. Death is always with us, in the marrow of every passing moment, a secret teacher hiding in plain sight, helping us to discover what matters most in life,” siger Frans Ostaseski.

Netop tankerne om sammenhængskraften mellem døden og livet fik mig i den forgangne uge til at mindes særligt to blogindlæg på Kontemplations blog af henholdsvis Hanneli Ågotsdatter Hvad døden kan lære os om livet og Hanne Linde Med døden som læremester. 

Begge blogindlæg – og blogcast – handler om Frans Ostaseskis erfaringer og indsigter. Han er buddhistisk lærer og en af grundlæggerne af Zenhospice-projektet i San Francisco, og har skrevet bogen The Five Invitations – Discovering What Death Can Teach Us About Living Fully.

Frans Ostaseskis fem invitationer handler, som overskriften på hans bog siger det, om at opdage, hvad døden kan lære os om at leve fuldt og helt:

1) Vent ikke. 
2) Ønsk alt velkommen, skub intet bort. 
3) Vær dig selv fuldt og helt. 
4) Find et indre hvilested til turbulente tider. 
5) Kultiver det ikke at vide.

I Hanneli Ågotsdatters blog kan man læse mere om Frans Ostasekis invitationer, og i Hanne Lindes blog er det blandt andet muligt at læse om – og høre – en samtale mellem Frans Oskaseki og lægen Lucy Kalanithi.

“Death is not waiting for us at the end of a long road. Death is always with us”

Til minde om og om at blive mindet om.