OM AT OPDAGE AUTOMATPILOTEN

af Kirsten Rotbøll Lassen | | 13. januar 2021

Fiona får

Vi har alle tusindvis af små og store gøremål dagen igennem. Livet igennem. Opgaver og praktiske gøremål der er rettet udad mod verden.
Og vi har indadrettede aktiviteter som overvejelser, tanke- og følelsesstrømme hvis indhold er noget der berører os, og ting vi skal tage stilling til før vi handler.
På en måde er vi hele tiden i gang med et omfattende sorteringsarbejde der går ud på, at afstemme det indre med det ydre.
Dette arbejde foregår nogle gange i stræk eller flow. Passager hvor tingene bare glider. Andre gange møder vi modstand og emotioner som kan føles som om vi bliver trukket væk fra nuet. Eller som tvinger os til at stoppe op og opleve ubalancen mellem det vi gør, og det vi gerne ville.

Mange af disse daglige gøremål og tankerækker kender vi rigtig godt. De vedrører ydre og indre forhold som vi kender og udfører nærmest i søvne fordi de er så inkorporeret i vores liv, og fordi de opleves som gentagelser. Handlinger vi har foretaget mange, mange gange, og tankerækker og følelser som vi kender ud og ind. De fleste af dem vil være helt dagligdags som at børste tænder, at brygge kaffe, at gå, cykle eller køre bil.

Vi kan se på det som en form for vaner. Vaner som kan foretages automatisk. Hvad der let fører til at vi ender i situationer hvor vores sinde, samtidig med disse automatiske handlinger, er i færd med at planlægge. I færd med at associere. I færd med at erindre. I færd med at ønske og dagdrømme.

Denne situation, hvor bevidstheden ikke er fuldt til stede i kroppens handlinger, men er i gang med at leve sit eget tankeliv, kalder vi at være på ”automatpilot”. Vi ”véd” det bare ikke, mens vi gør det.
På en måde agerer vi derfor reelt som i søvne:

Vi støvsuger mens vi tænker på hvad vi skal have at spise. Tænker på hvad tante Else sagde i morges. Tænker på at det en kollega sagde i går, ikke var rart.
Alle disse indre overvejelser og associationsrækker forløber mens vi støvsuger.
Når vi er færdige med rengøringen, kan vi måske pludselig ikke forstå at der faktisk blev støvsuget. Det kan føles som om det var en anden der udførte handlingen. Men vi var et andet sted. Var tabt i tankeforløbene.
At mærke dette, kan føles som en brat opvågning og efterlade en med følelsen af at der lige er sket mange ting på en gang, på en diffus måde. Som om man ”har været væk”. Som om man er blevet snydt for noget af fylden og intensiteten i sit liv.

I går gik jeg en lang tur dér hvor jeg bor. Der er marker og natur, og jeg kommer tit forbi et sted hvor der ofte går får. Nogle gange er fårene ude og andre gange ikke. Inden jeg gik, tænkte jeg at jeg ville lægge min vej forbi netop den mark. Det er nogle fine får. De er meget tamme og kommer gerne hen til én.

Jeg gik. Med en formuleret intention om at gå med nærvær. Mærkede mine fødder på jorden og sansede ind i min mave samtidig med at jeg mærkede impulser og sansninger udefra. Vinden i ansigtet, temperatur, forbipasserende, lyset og farverne. Jeg gik med en beslutning om at være til stede i mig selv og samtidig nærværende opleve min omgivelser.

Det er dejligt at gå dér. Jeg kender ruten, og pludselig er jeg ved udkanten af den lille skov hvor jeg så ofte har været.
Og jeg aner ikke hvordan jeg er nået dertil.
Det går op for mig at jeg er gået forbi fårenes mark, og at jeg ikke véd om de var ude eller inde. Det er som at vågne op lige her uden at vide hvordan jeg er nået hertil.
Jeg mærker kedafdethed og en form for skuffelse. Der kommer en velkendt stemme op i mig. Den siger ”nu gjorde du det igen”.
Jeg bliver stående på stedet og mærker ind i mig selv og ser tilbage på min tur.
Jeg må erkende at jeg har været langt væk i tanker mens jeg gik dér på en vej jeg kender godt.
Så kommer der en anden stemme frem inde i mig og den siger: ”Men du opdagede det!”.
Jeg bliver stående lidt der og nærmest vugger frem og tilbage imellem mine indre stemmer. Forsøger at holde og møde mig selv med nænsomhed og omsorg.

Forestillingen om at kende noget godt kan gøre det svært at sanse fra et friskt sted. Vi tror vi véd hvad der er til stede, og hvad der vil ske. Men selvom min tur foregår det samme sted, er det aldrig den samme tur. Hver tur jeg går der er ny. Det kan være et spændende eksperiment at vælge at gå den samme tur igen og igen med intentionen om at sanse lige præcis den tur man nu, i dag er på. Det kræver nærvær virkelig at være nærværende med noget vi synes vi kender ud og ind. Det at iagttage sig selv og opdage hvad der sker, er en del af nærværstræningen. Det er som at træne en muskel. Ens kapacitet for nærvær kan vokse. Verden kan åbne sig som helt ny og frisk, og det kan føles som at falde igen og igen når man bliver bevidst om at man har overladt styringen til automatpiloten og kommer tilbage til nuet fra denne distraktion.

 


 

Kirsten Rotbøll Lassen

Cand.pæd. i didaktik (materiel kultur). Diplomuddannelse i billedkunst ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Kunst og kulturlederuddannelsen, Scenekunstens Udviklingscenter.
University College Sjælland. Bachelor i psykomotorik fra Ingrid Prahms seminarium.
Kirsten arbejder som billedkunstner, underviser og konsulent og er siden 2015 projektleder ”JEG KAN SKABE”– et projekt om undervisning i design og kreative processer for sårbare børn og unge.

Fra 2012 til 2020 har hun ledet DesignskolenDesignmuseum Danmark.

Hun underviser i Projekt Indre Styrke, et samarbejdsprojekt mellem Human Practice Foundation og Foreningen Børns Livskundskab.

Kirsten har en mangeårig meditativ praksis og en dansepraksis. Deltager jævnligt i kurser på Vækstcenteret og modtager praksisvejledning.

 

Efterlad en kommentar