OM ’NATURENS HELLIGE KRAFT’ – EN BOGOMTALE

af Jeanette Lykkegård | , | 15. juli 2023

Jeanette og Naturens hellige kraft 2

Det er midsommer. Jeg er netop kommet ind fra haven hvor jeg har siddet og spist jordbær og lyttet til aftenens lyde. Jordbærrene er små på grund af tørken. Selvom det har regnet i dag, er jorden ikke rigtig fugtig. Duften af efter-regn er udeblevet. Det får mig uvilkårligt til at tænke på den miljømæssige situation vi, og vores klode, befinder os i.

Jeg mærker en uro for fremtiden. Og også en sorg. Sorg over hvor meget der fortsætter som det plejer. Og over alle de som for alvor lider lige nu på grund af klimaforandringerne. 

Samtidig mærker jeg et håb. Fordi der er også forandringer i gang, og på vej. Der er mange som kommer med seriøse bud på hvordan vi mere bæredygtigt kan bevæge os videre herfra.

Karen Armstrongs bog ’NATURENS HELLIGE KRAFT. Hvordan vi kan genskabe vores bånd til den naturlige verden’ er et sådant bud. Og måske derfor har jeg nu læst den to gange. Og lyttet til den! Emnet, vi menneskers forhold til naturen, kunne næppe være mere aktuelt end netop nu.

”Katastrofen”, skriver hun, ”kan kun undgås, hvis vi ændrer vores måde at leve på. Krisen er skabt af den moderne livsstil, der – trods sine betydelige landvindinger – er fatalt forfejlet.”

Og vi ved det jo godt. Vi overforbruger af jordens ressourcer. Og selvom vi i Danmark bryster os af at gå foran i den grønne omstilling, er vi meget langt fra at leve i overensstemmelse med jordens ressourcer. Jeg læste tidligere i år at hvis alle levede som vi gør i Danmark, skulle vi bruge energi fra 4,3 jordkloder om året!

Karen Armstrong, der er tidligere nonne og beskrives som en af vor tids mest anerkendte religionshistorikere, skriver at problemet ligger i vores verdensanskuelse. Armstrong finder årsagen til nutidens menneskers natursyn i begyndelsen af den moderne tidsalder. For hér blev Gud adskilt fra naturen, og vi kom følgelig til at betragte naturen som noget vi kan bemestre og bruge af. Og det er i denne attitude vi finder årsagen til vores måde at leve adskilt fra, og med en oplevelse af at være hævet over, naturen.

Armstrong opfordrer med sin bog til at vi finder inspiration til at genopdage vores forbindelse til, og ærbødighed overfor, naturen i aksetiden. Aksetiden er perioden fra cirka 900 til 200 før vor tidsregning. I den periode opstod de store religiøse og filosofiske traditioner, konfucianismen og daoismen i Kina, hinduismen og buddhismen i Indien og monoteismen i Israel hvorfra jødedommen, kristendommen og islam udsprang. Og vi bliver i bogen præsenteret for visdom fra disse traditioner som vi kan læne os ind i i vores forsøg på at genopdage naturens helligdom.

Vi lærer for eksempel begrebet qi at kende. Et begreb den konfucianske lærde Fang Yishi (1611 – 71) kritiserede den vestlige verden for ikke at forstå.  Med udtrykket qi forstås al værens inderste kerne. Det er med Armstrongs ord ”den energi der gennemtrænger alt levende og på sin egen måde skaber forbindelse mellem planternes, dyrenes, menneskes og de guddommelige verdener. Det er den kraft der sætter dem i stand til at udfolde deres potentiale.” Med andre ord; alle tings energi er i forbundethed. Det forekommer sandsynligt at hvis man hele tiden har det in mente vil det være sværere at forbruge uden omtanke.

Armstrong peger også på ’den gyldne regel’, som de fleste af os vil kende, og som første gang blev introduceret af Kong Fuzi i 500-tallet før vor tidsregning: ”Gør ikke noget mod andre, som du ikke ønsker, de skal gøre mod dig”. Hvis vi tager dette leveråd alvorligt og udvider det fra at handle om den måde vi behandler andre mennesker til at gælde for alle verdens ’ti tusinde ting’ bliver det måske åbenlyst hvor vi skal handle anderledes.

Jeg er meget glad for denne bog. Den rejser mange spørgsmål i mig. Jeg har sådan lyst til at samtale med Karen Armstrong. Jeg ville gerne spørge hende hvad hun tror vi kan lære af de nuværende befolkningsgrupper som lever i tæt kontakt med naturen? Og som netop oplever naturen som levende og har personlige erfaringer af den væren som bor i alting, og som verden opstår af. Måske kommer spørgsmålene fordi jeg er antropolog og ikke religionshistoriker. Jeg kunne ønske mig at al den viden Armstrong deler med os i denne bog, kunne bringes i dialog med nulevende menneskers livsverdener og erfaringer.

Hvad er for eksempel udfordringerne ved at leve i større overensstemmelse med naturen? Hvad er frugterne? Hvordan navigerer man i en globaliseret, nutidig verden når man véd af og erfarer naturens hellige kraft?

Og så ville jeg tale med hende om hvordan vi undgår at polarisere verden i ’Vesten’ og ’resten’ på den vej frem, som Armstrong påpeger?

Og måske er det sidste spørgsmål ikke nødvendigt at stille. For det svaret ligger muligvis i bogens sidste kapitel hvor hun foreslår forskellige meditative praktikker til ’vejen frem’.

”Vi bør afslutte med en eftertænksom oplæsning af Buddhas bøn ”Lad alle skabninger være lykkelige” og bemærke at den ikke henvender sig til nogen guddom, men til os selv: Den appellerer til os om at udvide vores medfølelse og sympati til andre uden undtagelse. Vi bør understrege bønnenes eftertrykkelige inklusivitet og den afvisning af at acceptere grænser af nogen art: Empatien er ”uden grænser; en uendelig sympati med hele verden, ubegrænset, fri for had og fjendskab.” Vi bør huske på at Buddha ikke nåede den fuldkomne oplysning ved at forfine sin sjæl, men ved at rette voksende følelser af kærlighed mod alle skabninger i denne verden”.

Jeg mærker håbet. Der er store udfordringer. Men der er også konstruktive bevægelser i gang. Og hvis Karen Armstrong sad foran mig nu, ville jeg takke hende for at komme med så værdifuldt et bidrag til vejen frem.

 

‘Naturens hellige kraft’ er udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag.

 

 

Foto: Charlotte Toft og Jeanette Lykkegård


er antropolog og har skrevet ph.d.-afhandling om livs- og dødsprocesser blandt den shamanistiske befolkningsgruppe tjuktjerne som lever i det østlige Sibirien. For tiden undersøger hun betydningen af hjem for ukrainske flygtninge i Danmark.

Jeanette er en del af teamet bag Kontemplation, hvor hun har medvirket på en række kurser og retreats. Hun modtager undervisning og praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg.

Efterlad en kommentar