”Du har et godt hjerte, og det er det vigtigste,” sagde min mor, mens hun kiggede mig direkte ind i øjnene. Hun havde igennem et par år bekymret iagttaget, at jeg bevægede mig rundt i et – for hendes lige dele sønderjyske og lollandske blik – uforståeligt og halvfarligt miljø i hovedstaden og var i gang med en levevis, hun ikke helt havde set komme.

Jeg var 20 år. Eksistentialist. Begyndt på universitet. Læste Sartre, Marx og Dalai Lama. Havde ring i næsen, lilla hår og var klædt i sort fra top til tå. Nogle gange havde jeg også en hætte over hovedet. Aktivismen blev i slut 90’erne delvist erstattet af fast arbejde, haveforeningshus, mand og børn. Med børnene fulgte uden tvivl en særlig insisteren fra hjertet, der skiftevis svømmede over af glæde og kærlighed eller gjorde ondt af bekymringer, hvis drengene blev syge eller var kede af det. Jeg forbandt dog nok alligevel stadig mest hjertet med en pumpemuskel eller noget, der reagerede på følelser. Fuldstændig som de fleste andre omkring mig. Og i de følgende 10-15 år pendulerede jeg selvtilfreds rundt i den opfattelse.

På et mindfulnesskursus blev jeg introduceret til hjertet som en slags tredje hjerne udover hjernen og maven. På kurset blev vi indledningsvist bedt om at mærke hjertet. Jeg forsøgte. Alt hvad jeg kunne. Jeg lyttede. Alt hvad jeg kunne. Jeg trak vejret dybt. Jeg holdt op med at trække vejret. Jeg pressede min hånd både hårdt og blødt ind mod det sted, hjertet sad. Ingenting. Men jeg endte med at tage derfra med en nysgerrighed og en oplevelse af, at der gemte sig meget mere i det der hjerte. Jeg noterede mig i tiden efter også i stigende grad mængden af ord i dagligdagen og i aviserne, der indeholdt ordet hjerte: hjertelighed, hjerterum, hjertesorg, hjertestop, hjertenskær, hjertemod, hjertekammer, hjertemuskel, hjertevarm, hjerteblod, hjerteven, hjertesuk, løvehjerte, hjerteløs, moderhjerte, hjertebanken, hjerteslag osv. Og jeg noterede mig, at også jeg tog mig til hjertet, når jeg fortalte om en jeg elskede, og når jeg gerne ville vise taknemmelighed, eller jeg blev rørt eller ked af det.

I 2018 sidder jeg så igen på en uges retreat. Og netop invitationen ”mærk hjertet” udtales ret mange gange i løbet af den uge. Jeg mærkede respektfuldt efter – alt hvad jeg kunne. Zip. Zero. Nada. Stadig ingenting. Helt ærligt: Hvorfor? Hvad f… gør jeg forkert? De andre ser jo tydeligvis ud til at have opdaget det, og de snakker igen og igen om, hvad hjertet fortæller dem.

I køen til maden, hvisker den yngre mand, der sad skråt over for mig i den store ovale rundkreds: ”Tænk på en du elsker eller holder af. Det vil hjælpe dig til at opdage og fornemme hjertet, når du kan rette det mod noget.” Han havde tydeligvis opdaget, at der var vanskeligheder derovre på vinduessiden. Jeg takkede, og synes også, at det lød fornuftigt og følte også jeg fornemmede noget mere, inden jeg et par timer senere tog plads i stolen foran min lærer:

”Hvad mener I egentlig, når I hele tiden taler om det der hjerte? Jeg kan ikke engang mærke det slå,” indledte jeg, mens jeg illustrativ pressede og roterede hånden over brystet i en nogenlunde bred radius, så jeg i det mindste formåede at ramme det – altså hjertet. Min lærers ellers rolige og intense blik flakkede et splitsekund, og måske nåede han endda at tænke: ”Hvorfor er hun her mon?” Men han lyttede helt og aldeles venligt og nysgerrigt og svarede med et lille smil noget i retning af, at det hjerte da vist rakte meget godt ud og omkring.

Og så lige der …. den næstsidste aften på 2018-retreatet til udvalgte toner af Mozarts Elvira Madigan, min medkursists råd i baghovedet og mine læreres tillid og nærvær var der pludselig hul igennem.

Det er stadig svært at sætte ord på, hvad der konkret skete. Men en berørthed ramte mig via musikken og blev suppleret af en energi inden i mig og mellem os, der sad samlet til aftenmeditationen. Det vibrede, det tog langsomt sin plads – hjertet – og samtidig var det som om det både rakte både længere ind og ud, mens der blev spundet usynlige stærke tråde mellem os i rummet. Jeg havde også en klar fornemmelse af, at jeg ikke var den eneste, der oplevede, at der opstod en særlig atmosfære, stemning og samhørighedsfølelse – en form for hjerteåbning.

Efter en halv times tid signalerede tre følgende slag på syngeskålen, at vi var færdige med aftenmeditationen. Alligevel blev flere af os siddende i dette for mig særlige øjeblik af både opdagelse og kontakt til det der hjerte, hvor jeg uden tvivl lænede mig ind i andres erfaring. Lettet, tavs og berørt fandt jeg sengen.

Siden da har vi fulgtes ad og forsøgt at lære hinanden bedre at kende – mit hjerte og resten af mig. Og det går faktisk godt. Når jeg i dag hører andre spørge undrende ind til det der hjerte, forstår jeg præcist, hvad de mener. Og jeg er samtidig overbevist om, at de også vil opdage det. Sikkert endda væsentligt hurtigere end jeg. Og det vil kun være godt. For det vil noget. Det kan noget. Det. Hjertet.