Intet er i hvile – alt vi kender til er i bevægelse og ændrer sig. Selv når vi sover arbejder vores indre organer intenst, og et drømmeliv udspiller sig. Naturen, også min krop vokser og ændrer sig, noget dør og noget opstår og genopstår. Uophørligt. Akkurat nu.
Det kan forekomme umuligt at få kontrol over fremtiden når alt er i forandring.
Jeg tænker at det er som det skal være; det er umuligt og en illusion at tro at jeg har, eller kan skabe, kontrol over det som ligger forude.

Alligevel har plænlægning og formulering af intentioner altid haft stor betydning for mig.
Som nu, hvor vi straks er ved begyndelsen af et nyt efterår. Med en fremtid som stadig er ubrugt og åben og med muligheder for kommende liv.
En plan vil aldrig kunne forudsige hvad der kommer til at ske, den vil aldrig kunne give mig herredømme over det som er i vente.
Alligevel forbereder jeg mig omhyggeligt på det ukendte kommende. Alligevel lægger jeg en plan. For mig selv og familien: Det kommende semester, det kommende skoleår.

Jeg nedskriver realistiske mål og overkommelige handlingsforslag som opleves som betydningsfulde for mit liv. Akkurat nu.
Jeg er midt i et uddannelsesprogram i psykoterapi, foran mig ligger planer om undervisningsforløb og -møder i Danmark, om aflevering af skriftlige opgaver, fagbøger jeg ønsker at læse.
På min todo-liste står også arbejde på Kirkens Bymisjons ‘Kaffekoppen’ to dage om ugen – og opfølgning af mit arbjede i Gaining By Sharing, et bofællesskab samt projekter i erhvervslivet.

I planen er der også blevet plads til ferie med mine nærmeste og til lange fjeldture i Røldalsheiene.
Tirsdagsaftner er afsat til min meditationsgruppe. Og så er der åbne stræk i kalenderen for at have tid til min veninde Kirsten på 92, til min hund og mine to hjemmeboende drenge.

Jeg forestiller mig mit arbejdsliv, mit kærlighedsliv og mit praksisliv. Jeg vil så gerne have plads til det hele – i en plan for resten af året.
Det slår mig hvor meget jeg ønsker at overkomme og spekulerer på hvordan jeg skal klare at balancere ønsket om at være til stede for andre, udføre mine planer og samtidig sikre et personligt overskud. For kun fra et overskud kan jeg give til andre.

Nu er planen for resten af året skrevet – gældende for i hvert fald dette øjeblik.

Jeg hænger den op på væggen i mit hjemmekontor. Og går derfra ud i livet, ud i det næste nu. Hvor alt kan ske. Hvor alt er i forandring. Planen om at læse en bog om gestaltterapi færdig i løbet af den sidste måned er allerede gået i vasken. Jeg prioriterede i stedet mit arbejde og min familie, de valg fyldte de uger. Jeg fortryder det ikke. Je ne regrette rien!
Jeg minder mig selv om at det personlige overskud er nødt til at gå foran alt andet. Betydningen af at give sig selv tilstrækkeligt med rum til at det er muligt at bevare empatien både for én selv og andre.

Planen hænger nu på væggen, og jeg lever livet som det nu udfolder sig. Fleksibiliteten kan, hvis den lykkes, give styrke og åbenhed til at møde det som kommer – og papiret på væggen kan være en fin påmindelse om prioriteter.
I kombinationen af plan og af lethed i forhold til planen er der for mig en stor følelse af mulig frihed.

Intet er i ro – intet følger min struktur og plan, heller ikke den for den fremtid som venter.
Verden ændrer sig. Hele tiden.
Hvad véd vi dybest set om hvad der kommer til at ske med vores helbred, hvilke drømme som natten vil bringe, hvilke politiske skift som venter, hvilke kriser som kan ramme samfundet?

Jeg tager livet så alvorligt som muligt – ved at rette opmærksomheden på hvad der realistisk kan ændres og ved at forsøge at gøre mine handlinger empatiske.
For så samtidigt at omfatte livet med så megen lethed som muligt, vel vidende at jeg er som en dråbe i et hav af ændringer.
Begge dele, alvoren og letheden, føles lige sande og lige vigtige.

Velkommen fremtid! Nu er jeg så klar som jeg nu engang kan blive. Helt uden kontrol. Og med en plan.