Professor emeritus og ledelsesrådgiver Steen Hildebrandt og Charlotte Toft fra Kontemplations team har i det tidlige forår talt sammen om blandt andet verdens tilstand, ydre og indre bæredygtighedsmål, veje til forandring, spiritualitet, om dét at lytte og ydre og indre bæredygtighedsmål.

I samtalen ’Om verdens tilstand’ beskriver Steen blandt andet, at han selv er blevet negativ overrasket over, hvordan verden har bevæget sig i en forkert retning, og hvor galt det går. Men han ser samtidig håb i ungdommen og i det spirituelle landskab – og det kredser denne samtale om, der er en fortsættelse af ’Om verdens tilstand’.

Steen indleder:

”For det første tror jeg, at vi er nødt til at opbygge håb. Men jeg tror også reelt på, at det er der grund til håb – også når man ser på, hvad mange unge mennesker ikke bare siger, men gør.  Og det er jo ikke bare i Danmark, det er et verdensfænomen, tror jeg. At rigtig mange unge, ikke nødvendigvis alle unge, men flere og flere unge mennesker har en reel anden forståelse af kloden, end min generation havde og har, fordi vi simpelthen er en del af det gamle paradigme. Det er mange unge ikke. De tager afstand fra den kortsigtede profittænkning og pengetænkning, der ligger i det gamle adskillelsesparadigme.”

Du har nogle gange refereret til Einsteins vinkel om, at man ikke kan løse de problemer, med den tankegang, som har skabt dem.

”Ja, der er jo to citater af Einstein, som hænger sammen. Det ene, det hedder jo, at de problemer, vi har i dag, er et resultat af de løsninger, vi troede på i går. Og den anden side af den sætning hedder jo: Et problem kan ikke løses ud fra den tænkning og ud fra det bevidsthedsniveau, hvor ud fra det er skabt. Og det betyder jo begge dele, at hvis vi vil en anden verden, så må vi tænke og begribe og tale anderledes. Det er også det samme som at sige, at verden er som vores tanker. Og det er jo det, som giver sig udslag i, at verden er, som vi har lært det. Vi har lært det gamle paradigme. Vi er gået i skole, på fagskoler og universiteter og er blevet undervist i det gamle. Så vi har vores karriere, vores job, vores belønninger, fordi vi holder fast i det gamle. Så der skal meget til, for at… ”

Steens hustru kommer ind med kaffe og kage – og vi fylder op og fortsætter samtalen.

Hvis du vender tilbage til citatet med Einstein.

Vi er bærere af det gamle paradigme, og vi klamrer os til det, vi kalder værktøjskassen. Hver gang vi har et problem, så siger vi, at nu må vi have et værktøj fra værktøjskassen. Og værktøjskassen er fyldt med gammeldags adskillelses- og korttidstænkning, der går ud fra, at for penge kan vi købe alt. Og sætningerne siger samtidig, at hvis vi vil en anden verden, så skal vi have nogle andre tanker, nogle andre begreber at begribe den nye verden med – men også den gamle verden med, så vi kan lave rigtige transitioner, og så vi kan bevæge os på den rigtige måde fra det gamle til det nye.

Er det der, hvor du også tager fat i ungdommen? Omkring det med en ny kraft. Du nævnte også det, som Kontemplation bl.a. står for med en mere spirituel tilgang til verden. Er det fordi du i de to felter ser et skift, så man ikke bevæger sig i det samme paradigme? Eller hvor er det håbet er der?

”Ja, jeg synes, at der er et håb. Og jeg synes, at noget af det håb bæres af unge mennesker.

Jeg synes også, det bæres af…. lad os kalde det spiritualitet, men vi kunne også bare kalde det dét, at flere og flere mennesker – unge og ikke unge – arbejder med en mere klar helhedsforståelse af verden.

Den adskillelsestænkning, som mange af os er opdraget med, den begynder også at krakelere, fordi det – tror jeg – for flere og flere mennesker bliver mere og mere tydeligt, at det er ikke rigtigt, at vi bare kan splitte ting ad og adskille ting og interessere os for de adskilte ting isoleret. For de hænger sammen. Mere og mere hænger sammen. Eller alt hænger sammen! Og det bliver mere og mere tydeligt, at det er rigtigt, at vi ikke kan adskille det ene fra det andet. Vi kan ikke adskille sundhed fra klima. Vi kan ikke adskille uddannelse fra produktionslivet. Vi kan ikke adskille den ene branche fra den anden. Vi kan ikke adskille fagene. Så hele vores udfordring nu, det er at bringe ting sammen, som vi er vænnet til at adskille.

Og så taler vi om helhedstænkning, om systemisk tænkning, om holisme, og det er ikke let. Det er lettere at adskille, og det er vanskeligere at få ting bragt sammen, som vi faktisk er vænnet til at betragte adskilt. Så vi har en stor udfordring med at se i helheder. Og der er det spirituelle måske noget, der kan hjælpe os som en vej til at se helheder. Som en vej til at mærke, at vi er forbundet alle sammen, og at vi er forbundet med naturen. Vi er en del af naturen. Vi er ikke udenfor naturen.

Her kommer der jo det fænomen ind, som jeg synes også er vigtigt i den sammenhæng, og som for eksempel Jes Bertelsen har talt og taler meget om. Nemlig det meget enkle begreb venlighed, som jeg faktisk tror er et rigtig vigtigt begreb, og som det spirituelle også er forbundet med. Eller er en af vejene til, og som verden jo i den grad har behov for, og som måske også bæres frem af flere og flere mennesker, nemlig mere venlighed. Både over for dén anden person, men jo også i en større sammenhæng over for kloden, verden, planeten og jorden, som jo i den grad lider.

Hvis kloden kunne tale, så ville kloden skrige over det, vi udsætter kloden for. Vi mennesker. Vi er et hårdt bekendtskab. For kloden. Og det er jo det som venligheden i virkeligheden også handler om. At vi er nødt til at opføre os anderledes over for den natur, som vi selv er en del af, og derfor er afhængige af og påvirkes af i den grad.

Tak Steen.

 

 

Foto: Charlotte Toft
Lydredigering: Morten Winkler