P.O. Enquist er død

af Peter Høeg | SKRIFT | 27. april 2020

Per Olov Enquist døde den 25. april 2020.
Hør Peter Høeg læse sin tekst om den svenske forfatter.

Enquist er død.

Men hans bevidsthed er helt åben og tilgængelig.

Bare rolig, dette er ikke ment okkult eller spiritistisk. Man kan ikke mere tale med Enquist.

Men man kan møde den kreative del af hans bevidsthed. Når et menneske har skrevet som han, med så stor åbenhed ind mod kilden hvorfra opfindsomheden strømmer, så er den pågældendes værker mere end bare displays af noget der engang var. Så er de indgange til noget dybere, noget der opleves som om det ikke forsvinder.

Med Enquists bøger forholder det sig sådan at jeg kan huske de steder jeg stod da jeg åbnede dem første gang og læste de første linjer: Fra regnormenes liv, skuespillet om H. C. Andersen, læste jeg stående ved dramahylden på Københavns Hovedbibliotek. En time tidligere havde jeg i bussen mødt Poul Lier, fransklærer og mentor på Vestre Borgerdyd Gymnasium for Villy Sørensen, Klaus Rifbjerg, Niels Barfoed og Peter Brask, han havde taget min arm i et jerngreb og hvisket: -Har du læst Enquist, Fra regnormenes liv, du skal skynde dig at gøre det og bagefter se Jørgen Reenberg som H. C. Andersen på Det kongelige Teater, men først skal du læse teksten!
Jeg tog direkte ind på Hovedbiblioteket, dengang lå det på Kultorvet, og åbnede bogen, begyndte at læse og kom til mig selv tre kvarter senere hvor jeg havde læst hele teksten.

Jeg læste Musikanternes udtog i haven til en landbrugsejendom på det inddæmmede lammefjordsareal. Den dag i dag kan jeg se omslaget for mig som om jeg holder bogen i hånden.

Jeg læste de første linjer af Kaptajn Nemos bibliotek stående ved en skrivepult på Københavns Politis paskontor i Store Kongensgade. Den svenske boghandel lå i gaden, og jeg havde netop hentet bogen efter at have haft forudbestilt den et halvt år, og nu kunne jeg ikke vente, men åbnede den og læste:

’Nu, snart, vil min velgører Kaptajn Nemo åbne vandtankene så fartøjet med sit bibliotek kan synke i havet.
Jeg har gennemgået biblioteket, men ikke alt. Engang troede jeg det var muligt at gennemgå alt. Selv om det ville have været mod bedre vidende.
Selv om mod bedre vidende er en god måde ikke at give op. Vidste vi bedre, gav vi op.’

Jeg læste Legionærerne siddende på en bænk ved Sortedams Dosseringen uden at vide at Enquist boede lige bag mig. Jeg læste skuespillet I lossens time i ét hug, siddende i et tomt kontor på mit forlag, Rosinante, Johannes Ries havde skaffet mig manuskriptet inden stykket var trykt.

Nu, mens jeg skriver dette og husker på alle disse situationer som jeg nævner – og mange flere jeg ikke nævner – kan jeg mærke den massive taknemmelighed mod Per Olov Enquist i hjertet. Som en rigdom. Og et pres.

Taknemmelighed skal udtrykkes. Heldigvis lykkedes det mig, én gang lykkedes det mig at sige det til ham.

Jeg mødte Enquist tre gange. Én mislykket gang, en vellykket og så den sidste og afgørende.

Første gang var på bogmessen i Göteborg i 1989. Min første bog var kommet på svensk, på Norstedts, forlaget gav en reception og pludselig sad jeg ved siden af Enquist.
Foran sig havde han to meget store fadøl. Ikke én, men to. Han så på den fuldstændig ukendte unge danske forfatter og spurgte om jeg ville signere en bog til ham.
Det gjorde jeg. Da han lidt senere gik, glemte han min bog, den lå tilbage på bordet hvor han havde siddet.

Det gav mig lidt at tænke på.
Det første jeg tænkte var, at skulle jeg nogen sinde selv komme i den situation at jeg mødte en forfatter der var yngre og mere ukendt end mig, så ville jeg prøve at være omhyggelig.
Det andet jeg tænkte var hvor vanskeligt det er i livet at få ting til at hænge sammen. Vi vil, hvis vi oplever stor kunst, også have at mennesket skal være stort. At kunstnerens almindelige personlighed skal være ualmindelig.

Anden gang gik det bedre. Hanser Verlag er både Enquists og mit tyske forlag, og dér havde direktøren Michael Krüger, en af den internationale forlagsverdens meget store elefanter, fået den idé at hylde den geniale billedkunster og bogillustrator, Quint Buchholtz, ved at lade nogle og tyve forfattere skrive hver sin tekst til hver sit billede. Enquist og jeg var, delvis tilfældigt, mødtes samtidigt, i München, med Krüger for at få vores billede overrakt.

Krüger havde et luciferisk glimt i øjnene da han gav os opgaverne. Han er en mand der kan lide benspænd. Billedet til mig forestillede en form for vippe hvorpå nogle sten balancerede en stabel bøger. Krüger vidste at jeg ikke, dengang som nu, brød mig om den måde litterære vurderinger måler og vejer bøger på. Og at jeg nu ville blive nødt til skriftlig at tage stilling til dette ubehag.
Så vendte han sig mod Enquist. Og rakte ham en sort-hvid tegning. Den forestillede en skrivemaskine der var halvt skjult bag et scenetæppe, ligesom gemt af vejen. Foran tæppet, på scenen, stod en forfatter og vred sig akavet foran et publikum. Forfatteren havde en mistænkelig lighed med Enquist.

Den aften gik vi ud for at spise med Krüger. Enquist og jeg sad ved siden af hinanden.
– Enquist, sagde jeg, må jeg spørge om noget, med henblik på Quints tegning til dig, hvad er det forfatteren helst vil have af sit publikum?
Først troede jeg ikke han ville svare. Hans hænder rystede mens han skænkede op. Han så at jeg så det, og stirrede mig lige ind i øjnene.
– Det er min karaffelgigt, sagde han.
Jeg nikkede.
– Kærlighed, sagde han. – Det er kærlighed vi vil have af publikum. Jo mindre vi har fået af den derhjemme, des mere vil vi have. Det er et smertepunkt, det er et sort hul, det kan aldrig fyldes.
Det var ikke venlig sagt, det var snarere med en snerren. Men det var fuldstændig oprigtigt. I måske ti sekunder, dér ved bordet, havde vi virkelig kontakt.

Norstedts udgav et festskrift til Enquist, jeg tror det var i anledning af hans 70 års fødselsdag. Det havde bare titlen P.O.
Festskrifter er en farlig genre.
For mig var det let rystende læsning. Bogen var fyldt med respekt. Med hyldest. Med beundring. Men den var næsten blottet for varme. I betragtning af at den var til en forfatter der havde skrevet så ubegribeligt smukt og sårbart og indfølende om kærlighed, så var det forbavsende at denne kreds af bidragydere i denne situation havde så lidt hjertelighed at udtrykke.

I 2017 var jeg i Stockholm, dér fandt mit sidste møde med Enquist sted. Det afgørende.
En ny bog af mig var kommet på svensk, Norstedt havde bedt mig holde en aften i Kulturhuset i Stockholm, og til den aften kom Enquist og han kone, Gunilla.
De sad helt oppe ved scenen, Enquist så sådan set frisk ud. Alligevel fik jeg fornemmelsen af at det var sidste gang jeg ville få ham at se. At hvis der var noget der skulle siges, så var det nu.

Jeg takkede ham fra scenen. For alt det han havde betydet for mig.
Det føltes så godt at der var vidner, rummet var propfuldt, der har været mindst 500 mennesker, foran dem fortalte jeg at jeg havde skrevet mine første bøger op mod forbilleder, det vil sige bevidst efterlignende, ikke kopierende, men efterlignende, for at forsøge at få del i den skaberkraft som lå bag de forfatterskaber jeg beundrede. Og én af dem jeg mest intenst havde forsøgt at lære af, var Enquist.

Efterligning er den bedste måde at lære på, og det er vi forfattere nogle gange bange for først at forstå og bagefter at indrømme. Peter Bastian sagde engang til mig at han følte at forfattere begrænsede sig selv unødigt ved at undvige efterligningen. – Musikere har forstået det, sagde han, – når jeg improviserer så spiller jeg måske første en frase jeg tager fra Coltrane, derefter en frase fra Gillespie. Og pludselig hører jeg så mig selv spille noget tredje jeg ikke har hørt før.

Det var det jeg takkede Enquist for dér på scenen i Stockholm. For at have skrevet så mange dybe og mirakuløst forskellige og intense værker at de kan vække vores kreativitet til live og give os lyst til at efterligne og lære for måske at komme et lille skridt ind mod den ekstreme, og ekstremt originale, kreativitet som strømmede gennem ham.

Der var et party bagefter, arrangeret af Norstedts, i bestyrelsen har de en kvinde som ikke alene er en stor forlægger, men som også bor i hvad der må være Skandinaviens største og mest kostbare privatbolig hvis vi trækker de royale slotte fra.
Det var et palads ud mod vandet helt tæt ved det centrale Stockholm, der var tjenere og kokke og på væggene renaissance- og 1700-tals malerier af en størrelse og en kvalitet man ellers kun ser på Europas helt store kunstmuséer.

Jeg manglede stadig at sige noget til Enquist. Så et stykke henne i middagen rejste jeg mig og gik hen til ham.
Helt tæt på kunne jeg pludselig mærke hvor nær han var på døden. Han, der ellers havde denne høje og stærke og knoglede krop i hvilken man kunne mærke refleksen af atletikken og Sverigesmesterskaberne i højdespring, var nu ligesom fugleagtig spinkel.
Jeg satte mig ned på hug, det var den eneste måde at etablere en slags fortroligt rum på, og det føltes godt at sidde sådan, på en måde lidt for hans fødder.
– Jeg mangler én ting til, sagde jeg. -at takke for den medfølelse med menneskene der er i dine bøger. Og for noget der opleves som om det ikke kan siges.
Jeg kunne mærke vi havde forbindelse. Normalt ville han have begyndt at sige noget der kunne dække over følelserne, nu stirrede han bare på mig.
Jeg rejste mig op. For at afslutte situationen, for at gå væk fra genertheden.
Så hørte jeg mig selv sige noget jeg den dag i dag ikke véd hvor kom fra.
– Enquist, sagde jeg, – når man har skabt en sprogkatedral som du har, en litterær verden i sig selv, hvordan med faren for at blive spærret inde i sit eget forfatteskab, hvordan med risikoen for selvoptagethedens ensomhed?
Spørgsmålet må have givet os begge et lille chok. Situationen ligesom stivnede.
Vi så hinanden ind i øjnene. Et øjeblik var det som var vi de eneste mennesker i rummet.
– Hvis nu, sagde han langsomt, langsomt og stille, – hvis man nu føler at bøgerne er det eneste man har gjort nogenlunde godt.
Aldersforskellen var væk, forbeholdene var væk, de slør der skiller mennesker var borte, et ganske kort øjeblik var der ligesom en nøgenhed, den samme nøgenhed som i hans bøger. Men nu var den i virkeligheden.
Så omfavnede jeg ham. Det var en grænseoverskridende handling, det var første og sidste gang vi rørte ved hinanden, bortset fra håndtryk, jeg er ikke en omfavner af mennesker jeg ikke kender godt, Enquist var det endnu mindre. Men det øjeblik omfavnede vi hinanden.
Og så var det slut.

Nu er han væk.
Men bøgerne er der. De er portaler ind til et mægtigt univers.

Foto med tilladelse af Norstedts Förlag: Magnus Liam Karlsson

Peter Høeg er mag.art., forfatter og underviser i meditation og kreativitet. Han er en af Kontemplations faste undervisere, medstifter af Foreningen Børns Livskundskab og en del af Vækstcenterets undervisergruppe.