Jeg er på rejse igennem et landskab med mange bjørne, exceptionelt mange bjørne.

Jeg betragter dem nysgerigt, betaget, på afstand, og jeg er lidt nervøs, men meget spændt ved bevidstheden om at vi deler det samme areal. Efter en lang vandring befinder jeg mig i et hus på en bakketop, hvorfra jeg har udsigt ud over havet. Nede i vandkanten får jeg øje på den største bjørn jeg nogensinde har set, og jeg deler straks min begejstring med min rejsemakker: ”Kom og se!”, siger jeg og peger derned. Den har fanget en fisk som den spiser med usløret vellyst. Bagefter rejser den sig og slår sig selv på brystet på samme måde som alfahanner blandt gorillaer gør det. Jeg er fuldstændig opslugt og fascineret af sceneriet indtil han bevæger sig op mod huset. Før jeg ved af det står den lige uden for den side af huset som er af glas. Der er altså fuld udsigt til denne enorme skabning, som kigger lige ind igennem ruden. Den bevæger sig hen imod døren og jeg spørger lettere febrilsk ud i rummet; ”har vi husket at låse døren?” Det har vi ikke, for bjørnen tager i håndtaget, åbner den og kommer ind i huset. Den stirrer på mig med blodet fra dens tidligere måltid hængende i pelsen omkring munden og begynder at gå hen imod mig. Jeg er skrækslagen! Jeg når lige at mærke mit hjerte banke meget kraftigt og så vågner jeg.

Stadig med bankende hjerte sætter jeg mig op i sengen. Jeg sunder mig en stund og går hen til vinduet hvorigennem jeg kan se månen, som er næsten fuld, over klitterne. Jeg fordøjer drømmen en smule. Ville bjørnen mig mon noget ondt? Den gjorde mig ikke noget, og ved eftertanke virkede den egentlig ikke aggressiv. Jeg tænker ved mig selv at dette måske er min chance for at møde de vilde dyr jeg hele tiden har vidst bor derinde, dybt i mit indre.

 

 

Jeg er taget med på påskeretreat for at vågne op, men min intuition siger mig at lige nu har min højere eller dybere bevidsthed noget at fortælle mig igennem mine drømme, hvilket betyder at jeg må sove. Dét at jeg netop vågnede fra min drøm svarer til – tror jeg – da jeg i begyndelsen af retreatet faldt i søvn under meditationerne.

Jeg beslutter mig derfor at søge søvnen igen. Jeg har en formodning om at bjørnen vil komme til mig igen hvis jeg sover videre, stadig med den tidligere drøm siddende i kroppen. Jeg vil forsøge at være mere vågen i drømmen og være mindre fordomsfuld overfor bjørnen hvis jeg møder den igen. Jeg er fast besluttet på at give den chancen for at vise mig hvad den vil.

I drømmen vender jeg tilbage til bjørnehavet.

Jeg står ude midt i vandet og selv huset er rykket med ned til vandkanten. Der er bjørne i massevis, men de er små. Kæmpebjørnen er ikke at se nogen steder. To af bjørnene kommer hen imod mig og jeg bliver usikker. Der er nu kun ca. 2 meter mellem mig og dem, og al min erfaring fortæller mig at jeg ikke bør være så tæt på bjørne. De strækker halsen for ligesom at lugte til mig uden at nærme sig yderligere. Jeg overvejer situationen og kommer i tanker om at jeg har nogle bolsjer i lommen. Bjørne kan da godt lide sødt. Jeg tager bolsjerne frem for at give dem et par stykker, men min rejsekammerat siger med en brysk stemme: ”Nej! Du skal ikke skal give dem noget, så kommer alle de andre også.” Jeg bliver igen bange og løber i det samme tør for idéer. Jeg vågner igen.

Jeg er åbenbart ikke helt klar til at møde min indre vildskab, men jeg nærmer mig. En del af mig er klar, men en anden del (rejsekammeraten) holder mig tilbage. Jeg er stadig i gang med at opdage. Selve opdagelsen er en proces hvorigennem jeg modnes.

 

 

Måske ville det være klogt at sige et par ord om det at opdage? Jeg synes det engelske ord har selve betydningen bedre indbygget i sig; to discover, dis-cover. Discover ligger nærmere det danske ord; at afdække, altså at løfte sløret for noget allerede eksisterende, så vi kan få øje på det. Det nærvær jeg forsøger at kultivere på retreatet gør dette for mig; afdækker dele af det som er i mig og omkring mig, så jeg kan se det. Mine drømme tager nu del i denne afdækningsproces.

Vi drømmer hver nat, har videnskabelige undersøgelser vist, men det er ikke så ofte vi husker hvad vi har drømt. Men af og til hænger drømmene fast og så rummer de ofte en videns-skat. Som mine drømme om bjørnene denne nat. Det er sigende at på retreatet oplever en stor del af deltagerne at kunne huske meget livlige drømme, det lader altså til at vågenheden og forbindelsen til selvet også forbinder sig til drømme-verdenen.

Når en eller flere drømme sætter sig fast hos mig, så forsøger jeg altid at forstå budskabet. Det gør jeg også denne morgen efter bjørnedrømmene. Jeg sætter mig i værelsesvinduet og nyder den gyldne morgensol mens jeg funderer. Resten af dagen vender mine tanker ofte tilbage til drømmene, jeg snakker med Hanneli om dem, og jeg bringer dem med ind i et par af meditationerne.

Jeg er ikke i tvivl om at bjørnen repræsenterer det utæmmede i mig, men spørgsmålet er hvad kan jeg lære af bjørnedrømmen og hvorfor er jeg til stadighed så bange for det vilde i mit indre?

Jeg tror altså på at bjørnene, huset, landskabet og min usynlige rejsemakker er mig.

 

 

Igennem drømmene vises sider af mig således metaforisk, og det er interessant at min bevidsthed vælger bjørnen som har en stærk symbolsk betydning i mange kulturer.

Jeg tænker jeg på hvilken betydning bjørnen har for mig. Måske ligger beskeden heri. Jeg har, som før nævnt, altid været fascineret af dyr og bjørne er ingen undtagelse. Jeg beundrer dem for deres styrke og for deres evne til at dø lidt om vinteren for at vågne fulde af liv med deres små unger tumlende omkring dem om foråret. De er tilsyneladende fredelige omsorgsfulde væsner der støtter og beskytter familien. De passer i det store hele sig selv, spiser bær og fanger fisk, slænger sig i solen og leger med hinanden. Men de finder sig ikke i noget. Kommer man for tæt på, virker truende eller på anden måde fornærmer dem, så langer de ud! De kan være ret hensynsløse på den måde, bjørne.

Jeg kender nok mere mig selv som sådan en der vender den anden kind til og vender den anden kind til og vender den anden kind til i forståelse for og hensyn til den anden – indtil jeg, hvis det bliver for meget, går min vej. Måske kan vildskaben i mig blandt andet hjælpe mig til at sætte grænser og sige fra til fordel for ægtheden og dybden i mine relationer. Er det mon dét min bevidsthed forsøger at vise mig igennem drømmen?

Men hvad så hvis jeg begynder at lange ud, ligesom bjørnen gør når nogle forsøger at overtræde dens grænser?

Og her rammer jeg noget. Det dyriske, vildskaben i os, er ikke altid hensynsfuld. Jeg opfatter det som mere egoistisk og lystbetonet. Jeg er bange for at hverken jeg selv, eller mine omgivelser vil bryde sig om mig hvis vildskaben bryder ud. Og her rammer jeg noget igen, for alene det at vildskaben skal ”bryde ud” for at komme til udtryk, gør at den vil komme ud med en kæmpe kraft. Og det er netop den kraft der skræmmer mig – for den kan slå hårdt.

Hvad nu hvis jeg selv slipper den fri?

Jeg ser på drømmen igen og igen og det er tydeligt at i den første drøm, hvor jeg absolut ikke er tryg ved at komme i nærheden af bjørnen, viser vildskaben sig som ekstremt dominerende og meget stor og skræmmende. I den næste drøm er bjørnen blevet mindre. Den er ikke blevet mindre bjørn og besidder altså samme egenskaber som før, men det andet i mig er blevet større i og med den øgede åbenhed overfor bjørnen.

Drømmen har meget at byde på, men jeg tror at hvad bevidstheden blandt andet vil vise mig er at det er muligt at slippe vildskaben i mig fri og lade den være utæmmet, uden at den del tager over.

For jeg er jo ikke (indeni) en bjørn, jeg er (indeni) et menneske.

Alle foto: Jeanette Lykkegård