Det er vigtigt, at du får motion, siger du til mig.

Synes du, min mave ser stor ud? spørger jeg.

Nej, det er ikke dét, siger du.

Ikke primært dét, tilføjer du så lidt efter.

Så siger du: Jeg vil gerne have, at du er sund og rask.

Vi er flyttet til den østlige del af det engelske midland i fem måneder, hvor jeg skal arbejde på et universitet i forbindelse med min ph.d.-uddannelse. Vi bor i en idyllisk engelsk landsby cirka seks kilometer fra universitetet. Du er taget med mig og skal skrive speciale, mens vi er afsted. Begge har vi fået arbejdsplads på universitetet.

I weekenden tager vi bussen til Leicester, hvor vi skal købe et par brugte cykler. Da vi har købt dem, cykler vi tilbage til vores midlertidige hjem. En lang tur på cirka tyve kilometer gennem flade, grønne landskaber, langs endeløse åer, der forbinder landet på kryds og tværs.

På et tidspunkt breder åen sig ud og bliver til en smuk sø. Skyerne har trukket sig lidt tilbage, og solen skinner. Her er fredfyldt. Vi mærker maverne rumle, og i dét øjeblik får vi øje på en pub mellem træerne, lige dér hvor stien drejer.

Da vi går ind, ankommer vi i barområdet. Her er musik i baggrunden og fodbold på fladskærmen bag bardisken, hvorom mænd og enkelte kvinder flokkes med et krus øl i hånden. Stemningen er munter og løssluppen. En kvinde kommer os i møde og spørger, om vi er kommet for at spise? I så fald har de plads i de bagerste lokaler, som er indrettet mere med tanke på spisende gæster. Bag hende kan vi skimte familier samlet til den ugentlige Sunday roast. Men vi kan også sagtens sidde og spise her i barområdet, hvis vi hellere vil det, skynder hun sig at sige.

Da vi kommer tilbage, opdager du, at styret ikke sidder helt fast. Du kan rokke med det, og vi har selvfølgelig glemt cykelhjelmene. Det skal nok gå, siger du. Der skal meget til, før det river sig helt løs.

Jeg er ikke sikker og bliver bange.

Hvad nu hvis styret går løs over en af de mange ujævnheder i asfalten? Eller ned ad bakken?

Hvad nu hvis du slår dit hoved?

Det smukkeste af alle hoveder.

Hvad skulle jeg gøre uden dit hoved?

Jeg elsker dig, siger jeg til dig, da vi skal til at køre. Du står og fjumrer lidt med din jakke. Det er nu blevet overskyet. Måske kommer der regn og med regnen glatte veje. Jeg elsker dig, det ved du godt, ikke? Jeg ser dig lige ind i øjnene. Du stopper med at pille ved jakken og ser op. Møder mit blik. Jo, siger du. Det ved jeg. Jeg skal nok køre forsigtigt.

Nogle uger efter er det påske. Om morgenen tager vi toget nordpå og ankommer ved middagstid til stationen i Penrith. Herfra skal vi med bussen til Keswick. Vi er i The Lake District, Englands største nationalpark, hvor vi har planlagt fem vandredage.

Påskedag skal vi ud på den hårdeste etape, da vi skal over toppen Helvellyn, som knejser 950 meter over havets overflade. Dagen byder på mere end 1000 højdemeter, og det er en smuk dag, da vi stævner ud fra vores bed and breakfast efter morgenmad. Allerede fra begyndelsen fører ruten os ud på højere stigningsprocenter, end vi har været vant til fra de foregående dage.

Vi har vandret nogle timer og er kommet et godt stykke op i højden, da en svimlende lyd pludselig skærer sig gennem landskabet. Lyden af en hurtig stigning i højdemeter… Vi standser op, vender os og ser ned mod den dal, vi er kommet fra, og som nu ser ganske lille og ubetydelig ud. Som et enormt, sølvglinsende insekt kaster et F-35 jagerfly sig elegant over den modsatte fjeldtop og dykker langt ned mod dalen. Flyet fortsætter med at dykke, og i et splitsekund bliver jeg i tvivl, om det skal ramme jorden og udslette landsbyen. I sidste øjeblik retter flyet op og sætter i stedet sin kurs direkte mod os.

Stop! råber jeg.

Du fortsætter din fremfærd.

Stå stille, gå ikke længere! skriger jeg.

Heroppe blæser det kraftigt. Underlaget er fuldt af løse sten. Synet af kanten og den udsigt, der strækker sig bag den, gør mig svimmel. Fra kanten går det brat ned med mange dødelige meter.

Da du alligevel fortsætter mod kanten, begynder jeg at græde. Vil du ikke nok stoppe!? råber jeg i et sidste desperat forsøg, mens tårerne triller ned ad mine kinder.

Da vi om aftenen ligger nyvaskede og med røde, brændende kinder i vores senge på vores vandrehostel, er stemningen afslappet. Vi taler om dagen, indtil jeg begynder at blunde hen, og værelset forsvinder.

I næste nu ser jeg, at du kigger på mig. En alvorsfuld mine falder over dit ansigt. Du kysser mig i panden, og dernæst lægger du din hånd på mit bryst. Så siger du: hvad får dig til at tro, at vi nogensinde kan være adskilte?

 

Foto: Tue Martin Jakobsen