BLOGCAST: Dette indlæg er indtalt af forfatteren. Du kan lytte til bloggen her (10:45):

For seks år siden gav jeg mig i en alder af 51 til at dyrke yoga. Det startede som et nytårsforsæt om at gøre noget sundt og godt for min krop, men jeg fandt hurtigt ud af at det i lige så høj grad gavnede mit psykiske velbefindende. Jeg havde nok haft en forestilling om at yoga var en stillesiddende meditativ praksis mest dyrket af ældre mennesker. Men da jeg bevægede mig ind i de forskellige yogastudier i København, fandt jeg en smuk og indbydende kultur hvor der var især mange unge mennesker som nød at dyrke kroppen og fordybelsen. Nogle gange med røgelsesduft, nogle gange med blid musik, syngeskåle og ohm-chant. Jeg kan i dag roligt sige at yoga har betydet en berigelse af mit indre liv og en styrkelse af mit helbred.

Uden at gå særlig dybt i studiet af yogaens væsen og historie har jeg forstået at det er en ældgammel tradition for bevægelse og meditation som stammer fra Indien. Der er mange forskellige skoler og stilarter. Jeg startede med hatha-yoga som er en langsom form med kraftbetonede øvelser, både stående, siddende og liggende, hvor man træner smidighed og balance. Mest kendt er nok ”solhilsen” som er en serie af bevægelser hvor man strækker armene op mod solen, bøjer sig ned, ligger på maven, står på alle fire (det såkaldte ”hundestræk”). Dette kan varieres i det uendelige. For tiden dyrker jeg oftest vinyasa-yoga, som er hurtigere og mere dynamisk, bygger på de samme øvelser, men udføres i højere tempo, og hvor hensigten er blandt andet at få pulsen op. Yogastudiet har varmelegemer monteret i loftet så der kan være en temperatur på 37 grader i rummet. For mig var det lidt grænseoverskridende at prøve hot yoga de første gange, fordi jeg ikke var vant til at svede så meget da min motion før i tiden foregik i fitness-centeret eller på løbeture. Men jeg har lært at værdsætte den kropssansning det giver at anstrenge sig og mærke høj puls og transpiration. Jeg tænker at der også er varmt og fugtigt i Indien hvor yogaen er opstået.

En særlig fordybende og langsom stil er yin-yoga, hvor der arbejdes i lange stræk, typisk 5 minutter ad gangen. Kroppen bringes i yderstillinger, hvor man ved hjælp af tyngdekraften lader den intensivere strækkene. Det er en meget blid og behagelig yogaform, som er let at lære for alle. Jeg har også prøvet iyengar-yoga, hvor der indgår puder, blokke og remme, så man kan forfine og målrette strækkene, bikram-yoga som er meget kraft- og hastighedsbetonet, og hvor de samme 24 øvelser køres igennem to gange med klap og kommandoer, og dette i høj varme. Samt astanga-yoga, som også er en fast sekvens af kraftbe­tonede øvelser hvoraf nogle er temmelig akrobatiske og krævende. Det ser utrolig smukt og elegant ud når det udføres af en trænet yogaudøver.

Jeg kan kun råde begynderen til at gå i gang fra en ende af og prøve de forskellige stilarter af. Det er meget vigtigt at tale med læreren inden man går i gang og gøre opmærksom på om man har særlige kropslige udfor­dringer. Og derudover altid at lytte til sine egne grænser. Her er det en fin træning i at mærke indad: Er jeg i stand til at følge mit eget flow, eller vil jeg gerne kunne det samme som sidemanden? Presser jeg kroppen for meget eller for lidt? Hvad føles rigtigt i netop dette øjeblik? Faktisk kan yoga være for belastende for mennesker med hypermo­bi­litet, med mindre det er ”restorative” programmer, hvor der tages særlig hensyn til kroppe med forskellige issues.

Starten på min yogapraksis var inspireret af at min ven Vidhi netop da, for seks år siden, grundlagde et yogastudie, som han indrettede i et nedlagt snedkerværksted i en baggård i København. Han inviterede mig til at komme og være prøveelev i de første uger. Vidhi har taget sin formelle yogalæreruddannelse på en anerkendt yogaskole i USA, men har dyrket yoga siden han som ung opholdt sig på en ashram i Poona i Indien hvor han også fik sit sanyas-navn. Vidhi er ellers fra Sønderjylland, og vi lærte hinanden at kende da vores døtre gik i klasse sammen. Han tog initiativ til at grundlægge yogastudiet, og siden er også hans kone Ai Chin og deres datter Ivy gået ind i driften. Kun ved familiens engagement og ’devotion’ har det kunnet klare sig igennem det svære år 2020, hvor det har været lukket helt i en periode i foråret, og nu er det igen. I øvrigt har studiet været drevet på forenings- og non-profit-basis i de seks år, så det er en helt særlig form for yoga-videregivelse.

Jeg vil i det følgende beskrive en ganske særlig yogaoplevelse jeg for nylig havde midt i coronatiden. Den fik mig til at tænke over hvad yoga kan gøre i en tid med isolation og berøringsforbud. Man kan i yoga også give næring til relationen til sin partner og til gode venner, og man kan for en stund nyde nærheden af andre mennesker, den fysiske oplevelse og sansning af deres kroppe, samtidig med at man holder behørig afstand og foretager nødvendig afspritning.

En lørdag i oktober blev jeg budt med til en workshop i “partner-yoga”. Vidhi inviterede mig og fortalte at jeg bare skulle lave nogle yogaøvelser sammen med ham som hans yogapartner og hans datter Ivy var underviseren. Da jeg mødte op til workshoppen, viste det sig, at der var fire par tilmeldt, og Vidhi og jeg var det femte par. Stemningen var varm og fuld af kærlighed da jeg trådte ind i det opvarmede lokale. Stille hvisken, smålatter og også lidt kejtethed. Det var nyt for os dette her. I præsentationsrunden følte jeg at jeg var nødt til at gøre opmærksom på at Vidhi og jeg altså ikke var kærester som de andre par. Det var selvfølgelig en komplet unødvendig oplysning og et udtryk for min egen generthed. Men der blev grinet høfligt og hjerteligt.

Vi begyndte med en kort meditation hvor jeg skulle tænke på min partner, og lade der vokse et lys frem i min krop og over i partneren. Det er altid dejligt at starte yoga med fordybelse og stilhed, og tanken på Vidhi fyldte mig med taknemmelighed over det generøse projekt yogastudiet er, og hvad det har givet mig i de seneste seks år. Vidhi og hans familie har investeret virkelig meget tid og energi i at bygge dette sted op og drive det ved siden af deres andre jobs og forpligtelser.

Efter en opvarmning med gode hundestræk, planker, krigere og twists begav vi os ud i spejlyoga hvor vi udførte de samme øvelser som partneren, improviserede sekvenser og med skift vi selv måtte styre. Det var ikke så let som det lyder. Det skærpede sanserne og krævede stort nærvær både at skulle følge med i partnerens flow og derefter selv finde på.

Næste udfordring, nu hvor vi var rigtig varme, var akro-yoga, altså akrobatiske øvelser som fx flyvemaskine hvilende oven på partnerens fødder mens han strakte benene opad, og så forsøge at slippe med hænder­ne (se foto). Der var også “happy baby”, hvor jeg lå på ryggen som en glad baby og holdt fat i mine fødder med hænderne og strakte ben. Dette udførtes liggende oven på partnerens ryg, mens han sad på alle fire! En svær balanceøvelse som krævede koordination og samarbejde.

Efter akro-yogaen fulgte nogle tillidsøvelser: stolestilling (siddende på en stol som ikke er der) med front mod hinanden, hvor vi holdt i hinandens ene hånd med strakt arm og skiftede hånd igen og igen. Hvis den efterhånden svedige hånd smuttede, ville vi begge falde på halen! Derpå siddende split med fodsålerne mod hinanden hvor vi holdt hinanden i den ene hånd og strakte den anden hånd diagonalt over hovedet og skiftede. Vi fandt hurtigt vores egen rytme og synkroniserede ubevidst vores åndedræt. Og endelig den sidste kraftbetonede stilling: hjulet, hvor vi stod i bro med hovedet hævet, maven skudt op mod loftet, og så havde vi benene vendt mod hinanden for at mødes i tåspidserne med først det ene ben løftet og strakt frem og så det andet. Pyyha, den var svær! Hjulet kræver meget kraft i skuldrene og maven, jeg formåede kun at holde stillingen kortvarigt inden jeg måtte jeg støtte med hovedet mod måtten.

Nu var vi trætte og brugte i musklerne, og der fulgte nogle støttede strækøvelser: blandt andet en hvor vi sad tæt mod hinanden, jeg lænede ryg og hoved mod Vidhis krop, han sad tæt bagved, jeg foldede hænderne bag om hans lænd og blev skubbet ud i blide stræk i rolige bevægelser, forover, bagover, til siden. Det føltes beroligende og afspænd­en­de og lidt uvant at være så tæt på min ven, mærke og dufte hans kropsvarme. Jeg fornemmede de andre pars glæde og hjertelighed. Der var nu godt varmt og fugtigt i studiet.

Afslutningsvis sad vi igen over for hinanden. Først en stund med lukkede øjne. Derpå så vi ind i hinandens øjne, undersøgte dem og ansigtet, og til sidst bad læreren os se ind igennem øjnene på partneren. Se mennesket indeni. Hvad rummer det, hvilke kvaliteter? Det føltes dejligt at kombinere det anstrengende kropsarbejde i yogaen med den fordybende udveksling med et andet menneske.

Som altid sluttede yogaen med rygliggende afspænding, Savasana, hvor vi sendte taknemmelighed og hjertefølelser mod partneren. Og til sidst siddende med hænderne i lotushilsen foran hjertet sagde vi ”Namaste” til hinanden.

Det hele tog to timer og et kvarter, og undervejs blev jeg opfyldt af en taknemmelighed og glæde både over for min ven, som har gjort det muligt for mig at praktisere yoga i det smukke lyse rum som studiet er, og over for hans datter Ivy som underviste så indlevet og blidt i denne parsekvens. Og ikke mindst over at jeg kan bevæge min krop på denne måde og finde ro i sjælen for en stund i yogapraksis. Jeg kan mærke, at det styrker min krop og giver mig afspænding og nærvær. Balance og tyngde. Selvom jeg har dyrket yoga i nogle år nu, har jeg stadig ofte svært ved at finde balancen og udføre øvelserne elegant og smidigt. Men det gør ikke noget, det er intentionen der er vigtig, og yoga føles forskelligt fra dag til dag. Det er altid givende.

I en Corona-tid føltes det rigtig skønt at være kropsligt tæt med et andet menneske. Også selv om jeg bor sammen med en dejlig kone, Hanne, som jeg kan kramme lige så ofte jeg vil. Jeg tror vi alle kender begrebet hudsult som sangeren Bisse synger om på sin plade, Kobid-20. Der har bredt sig en berørings­angst imellem mennesker. Der var selvfølgelig sørget for den nødvendige afstand imellem parrene i yoga­studiet, håndsprit og deltagerbegrænsning. På trods af dette mærkede vi få heldige yogapartnere en hjertelighed og varme i rummet, en stille glæde, et lys i den mørke tid.

Når dette skrives, to måneder senere, er studiet igen lukket, og vi må dyrke yoga hjemmefra til de videoer lærerne har stillet til rådighed. Men jeg kan mærke at yogaen bor i min krop, er med mig når jeg sidder og går og i mine meditationer. Ifølge Politikens Yogabog betyder yoga ”forening af den individuelle sjæl med universets sjæl”.

Morten Winkler
er cand.mag. og har tidligere været gymnasielærer og forlagsredaktør. Arbejder nu med geografiske data og kortlægning.
Han har i mange år arbejdet med meditation og fordybelse i forskellige miljøer. På det seneste har yogapraksis og surdejsbagning fået en større plads i hans liv.
Morten er medhjælper på Kontemplations kurser.