Det har været tydeligt for mig i alle de år, jeg har arbejdet som psykolog i mange forskellige sammenhænge og med mange forskellige mennesker, at kontakten til sig selv og andre er det, der bærer udvikling og trivsel livet igennem. På det psykologiske plan er det ligeså nødvendigt som føde og søvn er det på det fysiologiske plan. Derfor er der en iboende kraft og styrke i at holde kontakten til de naturlige medfødte kompetencer, anskueliggjort i pentagrammet (se illustration over).

Kroppen, vi er alle født med en krop, og den er med os hele livet; åndedrættet følger os også fra vi fødes til vi dør; hjertet, der på det følelsesmæssige plan indeholder evnen til at holde af og at blive holdt af; bevidstheden, evnen til at være helt almindelig vågen og kreativiteten, her forstået som den kreative grundevne, at vi er i stand til, også ubevidst, at reagere på de impulser og indtryk, som vi hele tiden modtager gennem sanserne, sindet og kroppen.

At det ikke drejer sig om at lære noget nyt, men om at holde kontakten til noget, som vi alle har med os fra begyndelsen, er i sig selv en gave i en tid, hvor fagfolk i skole, daginstitution og familiebehandling bliver overbebyrdede med krav om at skulle tilegne sig og følge standardiserede målbare programmer og læseplaner, som ikke levner megen plads til at tage vare på hverken sin egen eller børnenes trivsel, dannelse og almenmenneskelige udvikling. Og det er jo egentlig et paradoks, når forskningen viser, at afspændt koncentration er det bedste udgangspunkt for læring, og når vi ved, at netop kontakten til de naturlige kompetencer giver muligheden for afspændt at kunne koncentrere sig, sådan som for eksempel den svenske psykolog og forsker Yvonne Terjestam har beskrevet det. Og i dag, hvor alle børn har en lang skoledag, er det uhyre vigtigt, at læreren kan hjælpe børnene til at opnå denne afspændte koncentration ved at lægge små pauser ind i løbet af dagen og ved at lave gearskift, så opmærksomheden og nærværet kan øges. Ligesom læreren gennem små øvelser kan være med til at styrke fællesskabet og samhørigheden i klassen, som netop er så betydningsfuldt for udvikling af lærings- og udviklingsmiljøet.
De små øvelser, som vi foreslår i bogen Nærvær og empati i skolen, adskiller sig ikke væsentligt fra meget af det, som lærere til alle tider har brugt. Forskellen ligger i det bevidste empatiske nærvær, som øvelserne tilstræbes at udføres med.

I arbejdet med børn og unge er det nødvendigt at have basis i såvel femkanten som i udviklingen af relationskompetence gennem dialog. Femkanten adresserer, med fokus på de naturlige kompetencer, et niveau, der egentlig ligger før jeg-dannelsen, og relationskompetencebegrebet adresserer det sproglige og relationelle niveau, der opstår med jeg-dannelsen. Og det er netop opretholdelsen af forbindelsen mellem de to niveauer, der kan være med til at sikre kontakten til autenticiteten og muligheden for at udtrykke sig empatisk i et givent øjeblik. Forbindelsen sikres gennem udviklingen af det personlige sprog.
Det personlige sprog adskiller sig fra de andre sprog, som vi ofte anvender i vores professionelle liv, nemlig fagsproget, det akademiske sprog, det pædagogiske sprog. Jeg vil bruge nogle få linjer på her at udfolde forskellene , da det netop er brugen af det personlige sprog, der er en væsentlig forudsætning for, at pilene, der peger udad i femkanten, også kommer i funktion på en måde, så det, der er ment som empatisk og nærværende kontakt, virkelig også bliver det. Fagsproget og det akademiske sprog er de sprog, der professionelt anvendes til at formulere analyser af relationer og konflikter, som man ikke selv er en del af (for eksempel i supervision), eller til analyse af saglige problemstillinger, når der skal opstilles hypoteser eller redegøres for teorier. Disse sprog tilstræber objektivitet, og standardiserer og fremmer kommunikation og erkendelse indenfor og imellem forskellige teoribaserede fag. Det pædagogiske sprog er i sin nuværende form karakteriseret ved at være fortrinsvis vurderende, påpegende og vejledende med en spændvidde fra det nøgternt saglige over det manipulerende til det belærende. I sin saglige form er det en uundværlig del af den professionelles formidlingskompetence, men det har en tendens til at være en destruktiv kvalitet i relationskompetencen, fordi det ofte er krydret med manipulation og belæring. Hvorved de grundlæggende kvaliteter i et godt læringsmiljø (respekt, ligeværd, interesse og empati), bliver mindre synlige eller forsvinder helt.

Til at fremme netop disse kvaliteter er det personlige sprog det mest anvendelige. For den professionelle kan det personlige sprog defineres som det sprog, der formidler den professionelles fagpersonlige tanker, værdier og følelser i et udtryk, der tilstræber maksimal overensstemmelse mellem den personlige oplevelse, det faglige perspektiv og det ydre udtryk, og samtidig er en erkendelsesproces for den talende. På den måde kan det siges at være det til enhver tid mest autentiske udtryk for den professionelle. På begge sider i relationen, altså ikke kun den professionelles, men også børnenes/forældrenes side, er det personlige sprog vigtigt, fordi det udover den ovenfor nævnte fagpersonlige dimension også har en almenmenneskelig dimension: Det gør den talende tydelig og nærværende i kontakten, det øger den talendes selvfølelse og dermed også vedkommendes kontakt til sig selv, og det inspirerer den anden part til personlig erkendelse og reaktion og øger dermed dennes selvfølelse. Og det krænker aldrig den andens grænser eller vurderer hans ønsker og behov.

Derfor er det så vigtigt at kombinere træningen ud fra femkanten, hvor der netop kan trænes i at holde kontakten til de medfødte, naturlige kompetencer, med træning i relationskompetence. Sidstnævnte kan siges at være en måde at arbejde med omsætningen udadtil af den energi og autenticitet, der kan opstå, når kontakten indadtil øges. At det kræver træning og bevidsthed om processen at udtrykke sig, uden at det krænker den andens grænser eller vurderer hans ønsker og behov, har vi alle erfaret. Det er ikke let at komme til det personlige udtryk, idet de fleste af os møder en barriere af en vis størrelse i form af vores egne emotioner, som vi skal lære at omgås. Og det er netop hvad dialogtræningen går ud på: At lære mig at udtrykke, hvad der sker med mig i min relation til dig og tage ansvar for det, i stedet for at udtrykke min emotion over dine handlinger med en pil i din retning, som den skyldige i mit besvær. Det har vist sig at være af stor vigtighed at have fokus på, at den gode kontakt indadtil ikke af sig selv udkrystalliserer sig i mere empati og nærvær udadtil, men at disse kvaliteter netop kan styrkes gennem et bevidst fokus på forbindelsen mellem de naturlige kompetencer og deres udtryk gennem jeget med det personlige sprog som redskab.

Vi har i Børns Livskundskab undervejs i vores arbejde med professionelle og børn mødt rigtig mange, der har glædet sig over at kunne profitere af de helt enkle redskaber til fordybelse og kontakt indadtil, som femkanten tilbyder, og af den rækken ud i verden igen, som arbejdet med relationer giver. Og netop fordi vores arbejde har sit udspring i børn og unge og de voksne omkring dem, har det aldrig været noget problem at se sammenhængen mellem den gode og dybe kontakt indadtil og muligheden for at række ud i verden igen med empati og nærvær. Vi har også fået mange udsagn og gode fortællinger om, hvordan arbejdet med femkanten og relationskompetence har beriget hverdagen og udviklet professionalismen hos den enkelte lærer eller pædagog, og det har hver eneste gang været til stor glæde at høre, at det giver mening for andre at arbejde med det, som synes så meningsfuldt for os.

Men som den canadiske professor Kim Schonert-Reichl udtrykte det på en workshop, så er det de gode fortællinger og data, der afgør, om man kan komme igennem med de innovative ideer, man måtte have for skole og samfund. Derfor har vi hele tiden i vores virke interesseret os for, hvordan forskningen i betydningen af at arbejde med de her nævnte områder i forhold til børn og unge og de professionelle omkring dem kan blive intensiveret. Såvel udvikling som forskning koster penge, og vi har fra den spæde start i Børns Livskundskab bestræbt os på at få skabt opmærksomhed om og interesse for at understøtte disse kvaliteter i skolen. Derfor afholdt vi i 2007 en konference i Århus med temaet: Hvordan kan vi støtte børn evne til at udvikle en dyb kontakt med sig selv og andre? Ved hjælp af gode samarbejdspartnere i VIA Center for Undervisningsmidler deltog over 700 mennesker med interesse for området i konferencen. Overvældende taget i betragtning af at der overhovedet ikke havde været nogen aktivitet omkring træning af nærvær, opmærksomhed og empati før dette. Konferencen blev efterfulgt af kurser på området, af endnu en konference i København i 2009 og en i Oslo i 2012, sidstnævnte arrangeret af Norsk Forening for Opmærksomt Nærvær, som iøvrigt derved blev en god skandinavisk samarbejdspartner.

Disse konferencer har skabt midler – omend begrænsede – som har gjort det muligt at være med til at iværksætte forskning på området. I første omgang et projekt udført af Institut for Uddannelse og Pædagogik (IUP) i en folkeskoleklasse, hvor både lærere og elever via en kvalitativ undersøgelse gav evaluering af, hvad det havde betydet for lærernes vedkommende at deltage i et uddannelses- og træningsprogram i Børns Livskundskabs regi, og for børnenes vedkommende at lave øvelser med udgangspunkt i femkanten henover et skoleår. Resultaterne er beskrevet i rapporter/bøger skrevet af Herskind & Nielsen og Nielsen & Kolmos, der alle er forskere på Århus Universitet, IUP.
Midlerne har ligeledes skabt mulighed for, at vi i 2012 kunne involvere os i et længerevarende udviklings- og forskningsprojekt på Læreruddannelsen i Århus med sigte på at opkvalificere undervisningen i relationskompetence, herunder forældresamarbejde og inklusion. Dette projekt er enestående alene i sin konstruktion, idet såvel lærere fra folkeskoler, undervisere og studerende fra læreruddannelsen, forskere fra IUP samt BL deltager i det. Det er planen, at de lærerstuderende skal følges af forskere i op til to år efter endt studietid for at få et indblik i, hvilken betydning undervisningen har haft for deres professionelle virke. Dataindsamlingen har været i gang længe, og der er allerede en række gode historier, der for mange studerendes vedkommende viser, at de føler sig bedre rustede til at skabe det gode lærings- og udviklingsmiljø i klassen. Vi har også haft den store glæde at opleve, at 19 af de studerende har valgt at skrive bacheloropgave med udgangspunkt i projektet, og en afsluttende rapport om projektet konkluderer, at læreruddannelsen fremadrettet anbefales at placere arbejdet med relationskompetence centralt i uddannelsen, gerne i samarbejde med skoler og andre eksterne aktører.

Naturligvis er vi også stødt på udfordringer undervejs, både hos undervisere og studerende. De førnævnte sårbarheder synes for nogle mere åbenlyse end de handlemuligheder, som det kan give at sætte sig selv i spil og tage det professionelle ansvar for relationens kvalitet. Men selv om der er bump på vejen, giver det absolut mening at forsøge at forankre denne nye indfaldsvinkel, hvor træning i autentisk og empatisk nærvær tilbydes både børn og professionelle og hvor der målrettet arbejdes med udvikling af den professionelles relationskompetence.

I forskningsmæssig sammenhæng skal også nævnes kontakter udenfor Skandinavien. I de seneste år har vi haft et samarbejde med Mind & Life Institute og deltaget i deres Education, Development and Human Flourishing Forum i Europa sammen med forskere og praktikere fra Europa og USA, og vi har deltaget i udviklingen af programmet A Call to Care, som Mind& Life afprøver i forskellige lande. Også Peter Senge og Daniel Golemans nye initiativ, Triple Focus er vi inviterede til at samarbejde om, og vi har blandt andet afholdt en workshop med international deltagelse af forskere samt praktikere indenfor System´s Thinking området og Social-Emotional Learning, der begge må siges at være områder og værdisæt, hvor vores arbejder gensidigt kan berige hinanden. Vi har ligeledes bidraget til et kompendium om empatitræning, som Duisburg-Essen Universitet har udarbejdet og Børns Livskundskab er sammen med Århus Universitet og Professionshøjskolen VIA University College gennem foreningen Rethink Our Common Future involveret i at arrangere konferencer med international deltagelse for forskere og fagfolk.

En del af vores udviklingsarbejde er dog foregået uden forskningsbevågenhed. Det har taget tid at integrere viden fra den meditative tradition med moderne psykologi og pædagogik, og vi er stadig undervejs og opdager hele tiden nye perspektiver, som kan omsættes i nye handlemuligheder. Ikke bare i Danmark har der været interesse for vores arbejde. Også i Norge, Sverige, Tyskland, Schweiz, Slovenien, Frankrig, Italien og Østrig er der interesse for det, og vi har holdt mange kurser og foredrag om emnet i de pågældende lande. Netop ved undervisning i udlandet bliver det tydeligt, at vi arbejder på et basalt niveau, som kan adresseres uden om kulturelle og samfundsmæssige forskelle. Det betyder for eksempel, at selv om det tyske skolesystem er væsensforskelligt fra det danske, så giver det alligevel mening her at arbejde for at øge opmærksomheden på autenticitet, nærvær og empati som væsentlige forudsætninger for læring. Det er rørende at stå på en stor folkeskole i et belastet kvarter i Berlin og føle en samhørighed, en genklang og en imødekommenhed med ønske om at lære og genlære fra lærere, der dagligt må forholde sig til børn, der kommer i skole med meget andet end stor læringsparathed i rygsækken. Det er rørende at mærke den empati og det reelle ønske om at møde disse børn, som flertallet af lærerne udtrykker, og det er en stor glæde at have fået adgang til så enkle modeller, at det er muligt at formidle noget meningsfuldt til dem.
Især i Tyskland har interessen for vores arbejde været stor. Og bogen “Empati, det der holder verden sammen” som Jes Bertelsen, Jesper Juul, Michael Stubberup, Steen Hildebrandt, Peter Høeg og jeg skrev sammen, er oversat til tysk, norsk og svensk, og det samme er håndbogen om emnet “Nærvær og empati i skolen”. Da der er stor interesse for vores arbejde i udlandet, har vi valgt at lægge vores første længerevarende uddannelse i Tyskland. Uddannelsen er tænkt som en 2-årig uddannelse for professionelle, der arbejder med børn og unge. Og den adskiller sig fra andre uddannelsestiltag på mindfulness området ved at kombinere træningen i mindfulness (opmærksomt nærvær) og empati med træning i relationskompetence, som beskrevet ovenfor. Forhåbentlig får vi også mulighed for at tilbyde uddannelsen i Danmark, da det er vores hensigt at få videregivet vores viden og erfaringer til en yngre gruppe af interesserede professionelle, der kan arbejde videre med det, idet behovet for at kunne balancere sin opmærksomhed og sit autentiske, empatiske nærvær ganske sikkert ikke bliver mindre i fremtiden.

Illustration af pentagrammet: Vækstcenteret.dk

Artiklen Pentagrammet er her redigeret og tilrettelagt til Kontemplations blog. Den udkom første gang i 2017 under titlen Børns Livskundskab – nærvær og empati i skolen som et bidrag til artikelføljetonen Ånd i Hverdagen.

Helle Jensen
er cand.psych. med relationskompetence som sit fokusområde. Hun er tidligere forkvinde for foreningen Børns Livskundskab og arbejder nu primært i Tyskland og EU iøvrig. Hun har været undervisningsleder for det danske Kemplerinstitut og har samarbejdet tæt med Jesper Juul, blandt andet har hun og Jesper skrevet bøgerne Pædagogisk Relationskompetence, fra lydighed til ansvarlighed. De senere år har hun har opbygget en international uddannelse for professionelle der arbejder med børn og unge, i træning af empati, nærvær og opmærksomhed. Hun er forfatter til blandt andet bogen ”Nærvær og empati i skolen”, og medforfatter til blandt andet ”Empati – det der holder verden sammen.”