Èn af de positive følger af mindfulnessbølgen er at der er en almen forståelse for at meditation ikke behøver at være religiøs eller sekterisk. At det kan være en form for mentalhygiejne. En vej til både afspænding og til at lære sig selv bedre at kende. Som også Sokrates anbefalede.

Men der er stadig et stykke vej før ordet ’spiritualitet’ er rehabiliteret.
Ordet har været i vanry, i hvert fald i visse kredse, i hvert fald siden oplysningstiden.
Men det er heldigvis ved at ændre sig.
Ordet har rod i det latinske spiritus som blandt andet betyder ’ånd’ eller ’essens’ i betydningen ’det vigtigste’ eller ’essentielle’ i tilværelsen.
Er man interesseret i, eller udforsker man, spiritualitet, siger det umiddelbart ikke andet end at man er optaget af hvad livet dybest set drejer sig om. Hvad det dybest er at være menneske.

Denne interesse eller udforskning kan finde sted gennem en religion, et trossystem. Det er hvad der udfolder sig i det man kalder de esoteriske skoler eller træningssystemer, religionernes træningsbaserede inderside.
Eller den kan dyrkes i en udogmatisk form.

Der er for mig ikke noget i vejen med dogmer og trossætninger, de kan være en stor støtte.
Men der er nogle helt særlige muligheder for at nå moderne mennesker hvis træningen er indlejret i en dogmefri ramme.
Og så passer en frisat spirituel træning bedst for mig, jeg foretrækker personlige erfaringer frem for ydre autoriteter.

For mig er Thomasevangeliet en tekst med meget få dogmer. Det opfordrer langt mere til at handle en til at tro. Og det anviser veje, det er handlingsanvisende.
Det peger igen og igen på betydningen af at slippe fordomme og vaneforestillinger. På at ankomme til nuet. På hjertets og kærlighedens betydning.

Men det er tydeligvis en provokerende tekst.
Når Christoffer og jeg har kunnet binde an med den, skyldes det i høj grad Christoffers mod. Hjertemod vil jeg kalde det. Da jeg spurgte ham ’Christoffer, hvad hvis der kommer vrede reaktioner fra stærkt dogmatiske kirkelige kredse?`, så så han på mig med en form for skarp nysgerrighed. ’Jamen Peter’, sagde han, ’det vil være fint. Det vil skabe fornyet opmærksomhed omkring emnet. Omkring denne vigtige tekst.’

Det mod har vi sammen lænet og ind i disse fire søndage. Og vil vi læne os ind i i morgen. Hvor vi tillader os at slippe tøjlerne og ønske.

TIDSÅND på P1

Når et projekt er færdigt, kan man hvile på lauerbærrene.
Men der er også en anden mulighed, og det er den Christoffer og Peter undersøger i dette femte og afsluttende afsnit af adventskalenderen: Man kan udnytte den særlige vægtløshed som findes når man har gjort hvad man har sat sig for, og der derfor findes et rum hvor hverken andre eller en selv har pressende forventninger.

I dette sidste afsnit ser Christoffer og Peter i en sådan vægtløshed tilbage, ikke mindst på de spirituelle praktikker de gennem de fire adventsafsnit har inviteret lytterne til.
Og så tillader de sig at drømme – og at fantasere – og at håbe.

Lyt med til adventskalenderens efterspil i programmet TIDSÅND på DR P1. Programmet er tilgængelig fra søndag 25. december kl. 11.