PIGEN, VAGTEN OG SOMMERFUGLENE

af Anne Rosenvold | | 4. maj 2024

karina-vorozheeva-Kol2ib6ehQE-unsplash
 

 

Om morgenen gjorde han det, han plejede. Gik i bad, tog sin uniform på og drak kaffe. Kyssede sin kone farvel. Cyklede mod museet. Der deponerede han sin mobiltelefon i det aflåste skab, sådan som reglerne foreskrev. Ingen forstyrrelser. Så tændte han sikkerhedsradioen, der resten af dagen var hans kommunikation med kollegaerne. Hans vagt begyndte en time før dørene til udstillingerne blev slået op.

Han var særlig glad for at skulle være i denne sal i dag. Være med værkerne her. Passe godt på dem. Rømme sig og rynke brynene, når gæsterne kom for tæt på værkerne. Den del var blevet en større del af hans arbejde. Der var dage, hvor han havde anstrengt sin hals så meget, så han næsten ikke kunne tale med sin kone.

Denne morgen var det over en uge siden, han sidst havde været i salen. Han mærkede spændingen. Et værk forandrer sig med publikum, havde kunstneren sagt, da de kæmpe tavler blev hængt op. Det havde han aldrig skænket en tanke. Han synes nu nok efter så mange år som vagt i alle salene, at de enkelte værker lignede sig selv til hudløshed. Kun gulvene blev mere slidt – og dagens lys flyttede rundt på skyggerne.

 

Ved indgangspartiet hang kuratorens indledning og præsentation af værkerne:

 

STILSTAND · BEVÆGELSE · VIBRATION · SAMSPIL

 

Et interaktivt værk, der vil have sine beskuere i samspil. Der er intet svar. Intet spørgsmål. Tiden vil vise, hvor vi ender. Hvad vi ser og oplever.

Værkerne må gerne berøre – men IKKE berøres.

Der var nu ikke mange besøgende, der læste teksten. Så travlt optaget var de af at komme tæt på de kæmpe tavler.

 

Han stillede sig ved den modsatte væg, hvorfra han kunne se begge værker på én gang. Til venstre den kæmpe tavle med sommerfugle og blomster i alverdens farver. Foldet i det tyndeste papir, man kunne forstille sig. Så sart, så det var næsten ubegribeligt, hvordan kunstneren havde kunne folde det i sine hænder. Ud fra tavlen sprang det hele i et flerdimensionelt rum, som blev man suget ind i universet. Inviteret til at opdage samspillet mellem sommerfuglene og blomsterne.

Den anden tavle med dens mangel på farve. Kun små farveløse pupper. Papiret foldet i tynde lag rundt og rundt. Svært at fordybe sig i. Ventepositionen.

Han bemærkede, at værket med blomsterne og sommerfuglene var mindre vibrerende. Som om nogle af sommerfuglene var fløjet væk. Ud af skaberens værk. Eller var blevet opslugt af det.

 

De første gæster begyndte at ankomme. Gik med hastige skridt hen til alle sommerfuglene og blomsterne. Tæt på, langt fra. Så kom telefonerne frem. Værket blev foreviget på kryds og tværs, og han måtte rømme sig flere gange. Unge mænd og kvinder med flagrende bukser og huer. Tripods i lommen som de satte op, så de kunne forevige sig selv foran værket. Som var det et farvet tapet i baggrunden til det liv, som de gerne ville vise til deres følgere. Hele dagen blev der poseret. Han så, hvordan næsten ingen satte sig på puffen for at opleve. Lod sig opsluge af tavlerne, lade dem trænge ind i krop og sjæl. For det er det, kunst kan. Hvem ved, måske er det det, kunst skal? Besjæle mennesker, der er blevet så automatiserede, at de går farveløst rundt i verden. Når de kun observerer, vurderer og bruger verdens detaljerigdom som kulisse i deres eget liv. Hele dagen blev værket tilføjet endnu et lag, som blev fanget gennem kameraets linse, hvor hver museumsgæst profilerede sig selv som en del af værket. Mon det var det, som kunstneren mente med et interaktivt værk. At skabe kunsten sammen?

Han registrerede halsens tørhed. Det stramme bælte i uniformen. Modsætningen til de unge menneskers puls og vitalitet. Mærkede vægten af at være på vagt og vurdere mennesker og situationer. Var han blevet stramt forpuppet i sit syn efter de mange år på museet?

Pupperne. Ingen satte sig foran pupperne. Ingen tog billeder foran pupperne. De hang der, som var de små spirituelle frø, der lå og gjorde sig klar til at drysse deres stjernestøv ind i menneskesjæle. 

 

Det var sidst på dagen. Turisterne og de unge var draget videre til caféen. Enkelte børnefamilier brugte den sene åbningstid på deres vej hjem. Måske havde de årskort og kom i børneafdelingen. Han bemærkede en lille pige, der havde siddet på puffen længe. Måske en time. Hendes familie havde flere gange været inde for at hente hende. Kaldt på hende. Hevet hende lidt i armen. Givet hende en Ipad i hånden for at lokke hende med. Men hun blev siddende foran pupperne. Tog brillerne af. Det var måden, hun lagde brillerne fra sig, der berørte. Helt forsigtigt, mens hun stadig var fordybet i tavlen med pupper. Som var hun allerede en sommerfugl eller alle sommerfuglene i én.

Roen sænkede sig over salen. Han opdagede, at pupperne var begyndt at åbne sig. Der var kun de to i salen – og begge sad langt fra tavlerne. Ud foldede pupperne sig og store farverige sommerfugle sad og tørrede vingerne i varmen fra spotlamperne. Pigen sad med åbne øjne, helt stille, fordybet. Sommerfuglene fløj rundt og rundt og rundt om hende. Omsluttede hende med deres lette vingeslag og farver som en florlet dans. En enkelt landede lige på hendes isse. Der sad den længe. Hun rørte sig ikke. Sommerfuglens små følehorn vibrerede som var den i samspil med pigens sjæl.

 

Som et pust fra universet vibrerede den med vingerne og lettede. Fløj som i et farvefyrværkeri hen mod den store tavle og blev inkluderet i blomsterhavet. Da så han, at værket igen fremstod fuldendt. Den forandring han havde anet i de tidlige timer, var væk. Værket var genskabt.

Den lille pige sukkede. Tog sine briller på. Kiggede sidste gang på tavlerne og gik ud til sin ventende familie.

Vagten var særlig glad, da han cyklede hjem denne aften. Endeløse posts på museets Instagram profil, hvor gæster taggede sig selv foran værket, havde ikke fanget det, som hans opmærksomhed havde fanget. Samspillet, fordybelsen, vibrationen og den endeløse tålmodighed som den lille pige havde mødt værket med.

 

 

Tekstens baggrund:

Kære Læser

Udgangspunktet for denne historie var en sætning ”det var måden hun lagde brillerne fra sig…”, som min veninde sendte mig som inspiration til at skrive. Hun tilbragte meget tid med sine syge forældre. Historien ”skrev sig selv”.  Jeg indtalte og sendte den, så de kunne høre den, mens de var sammen i familien. Det blev en betydningsfuld tid med videregivelse af praksis, indtil hendes far trak vejret for sidste gang i slutningen af juli. Historien har en helt særlig plads i mit hjerte, fordi den er blevet til i samspil mellem os alle. Som en videregivelse i både livet og døden.

Kærlig hilsen Anne

 


er sociolog og psykoterapeut. Optaget af mødet mellem mennesker, naturen, bevægelse og kreativitet.
Hun har haft nærværs- og bevægelsespraksis gennem mange år og modtager undervisning og praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg. Deltager årlig i retreats.

4 Comments

  1. Tom den 9. maj 2024 kl. 10:03

    Tak for en smuk beretning.
    Som at være til stede selv
    ❣️🦋🙏

    • Avatar photo Anne Rosenvold den 10. maj 2024 kl. 16:53

      Kære Tom – tak for at dele fra det sted, hvor du mærkede fortællingen i dig <3

  2. Avatar photo Anne Rosenvold den 8. maj 2024 kl. 16:47

    Kære Mayanne.
    Tak for din kærlige og nærværende oplevelse af fortællingen og tak for dig<3.

  3. mayanne florman den 5. maj 2024 kl. 08:12

    Kære Anne – jeg startede med at læe den indledende tekt på oplaget i FB – Men jeg trykkede tarks på linket fordi jeg var draget ………selvom jeg iokke kendte baggrunden for teksten – så mærkede jeg at den var vigtigt . sommerfugle er jo altid vigtige – fordi de minder os om hvor sårbar transformation er….. men alligevel – der ern en virkelig fin og dyb tekst med en sensitivitet og lethed over sig, elvom man ikke er i tvivl om dybden. tak for den og dig❤️
    det var dog en ekstra dimension at læse om tekstens tilblivelse…..smukt samspil mod transformation…

Efterlad en kommentar