Jeg sidder i en gyngestol i mit lille hus på landet. På græsplænen udenfor vinduet i min stue ser jeg solstrejf, der kommer og går, og en forsythia med små gule blade, der er ved at springe ud. Jeg kan høre bogfinken, der synger så smukt i kor med havens andre fugle Det er forår. Livet går sin gang udenfor, uanfægtet.

Men jeg er rystet. I løbet af et døgn er der vendt op og ned på alting. Det føles som en brat opbremsning i livet. Jeg er hjemme og skal forblive indendørs, fordi jeg har influenzasymptomer og dermed er mulig smittebærer af den Corona virus, der fylder i alles bevidsthed lige nu. Alle de yogahold, jeg normalt har, er aflyst, og mit indtægtsgrundlag er blevet usikkert. Den drømmeuddannelse, jeg skulle have været i gang med om en måned, bliver, med stor sandsynlighed, også aflyst. Det samme gælder alle aftaler, og alt det, jeg plejer at gøre i hverdagen. Det hele er med ét forsvundet, og jeg sidder tilbage med en følelse af tomrum, usikkerhed, forvirring og angst. Jeg er bekymret for min kræftsyge nabo, der er i risikogruppen for at dø, hvis han bliver smittet. Jeg ser billeder på Facebook og medier af folk, der hamstrer i butikkerne, tomme gader og institutioner. Jeg ser også folk, der ønsker at hjælpe, og folk der forsøger at tjene penge på situationen. Jeg ved, der er mange, der er ramt langt hårdere end mig. Jeg forsøger at finde mening med det hele. Finde noget at holde mig til. Og derfor forsøger jeg, så godt som jeg kan, at støtte mig til min praksis.

Jeg kan huske at jeg, i forbindelse med mindfulness undervisning, er stødt på en fortælling om en far, hvis søn faldt af en hest og, til faderens store fortrydelse, blev krøbling og derfor ikke til megen nytte. Kort tid efter blev det krigstid, og alle raske unge mænd blev sendt i krig, og mange vendte aldrig hjem igen. Sønnen, som var blevet krøbling, kunne ikke sendes afsted, og overlevede derfor. Pointen i historien er, at vi aldrig kan vide om det, der sker, er godt eller skidt. Det, vi kan opleve som skidt, kan i sidste ende vise sig at blive godt. Sådan forsøger jeg at forholde mig til situationen. Åbent og med tanke på, hvordan denne her udfordrende tid kan få mig, og måske også andre, til at vågne lidt mere op. Hvordan det er endnu en mulighed for at forsøge at møde livet, som det byder sig frem, øjeblik for øjeblik. Også livet, som det er, lige nu.

Jeg minder mig selv om, at nuet er det eneste, vi faktisk har, og at når jeg sidder på puden og lytter til åndedrættet, kroppen og hjertet, så er alt jo egentlig okay. Når angsten og bekymringerne dukker op sammen med billeder og skrækscenarier af fremtiden, minder jeg igen mig selv om, at jeg har muligheden for at spænde af i forhold til de tanker og kropslige fornemmelser, der følger med. At jeg kan vælge at stige af ”bekymringstanketoget”.

At stå af det tog løser ikke verdens problemer, det kan ikke stå alene uden handling. Men det giver mig lidt af det overskud, jeg har brug for til at tage vare på andre. Det får kroppen til at falde mere til ro og panikken panikken til at aftage. Det giver lidt mere plads til venlighed og til medfølelse. Med mig selv og andre.

Når jeg bevidst mærker mit åndedræt, minder jeg mig selv om, at jeg for hver ny indånding, på en måde, får livet forærende, og det skærper min bevidsthed om, hvad det egentlig er, der er vigtigst i livet. Når jeg mærker kroppens kontakt med underlaget, minder jeg mig selv om, hvordan jorden støtter og bærer og holder mig, uanset hvad der sker, og at jeg også kan læne mig lidt ind i det, og finde en form for tryghed dér. Det beroliger mig også at se, hvordan livet fortsætter uanfægtet i haven udenfor mit vindue i evig forandring, og at uanset alt andet er lukket ned, så er naturen tilgængelig for os alle og et sted at finde ro, grounding og perspektiv.

Den buddhistiske nonne og spirituelle lærer Pema Chödrön skriver ”Når vores verden bryder sammen, og vi befinder os på randen af noget, vi ikke ved, hvad er, så består opgaven for os alle i at blive stående på denne rand uden at forsøge at konkretisere. Den åndelige rejse drejer sig ikke om at nå himlen og endelig nå et rigtig godt sted hen”.

Måske er det godt at have det in mente i den kommende tid.

Celinah Malue Jakobsen
er kommunikationsansvarlig for Kontemplation på de sociale medier.
Hun er psykomotorisk terapeut og yogalærer og underviser i meditation, yoga og stresshåndtering. Hun er medunderviser på flere af Kontemplations retreats.
Celinah trives under åben himmel og har, med baggrund i en mangeårig erfaring med meditation, arbejde med kropsbevidsthed og retreats, en særlig interesse for naturens indflydelse på den menneskelige bevidsthed. Se mere om Celinah HER.