Jeg var kun tanker. Jeg var lost.

Selvom jeg nu synes jeg er lidt øvet, føler jeg mig somme tider stadig ny i praksis.
Med denne tekst ser jeg lidt tilbage på, hvordan jeg oplevede de første små skridt ind i undervisningen i meditation og nærvær – og hvordan det var at sidde mit første retreat. Jeg forsøger også at udtrykke, hvad der er vigtigt for mig i min praksis.

Tankerne var til at begynde med alle vegne, jeg følte mig fortabt
Hvordan genfinder man kontakten til sig selv, hvis man oplever at have mistet den, helt eller delvist?
Det er ikke nemt, men det kan lade sig gøre. Med et lille skridt ad gangen:
I dag kan jeg – i modsætning til før jeg fik en praksis – kontakte hele min krop, hele mit jeg. I hvert fald nogle gange.
For det meste er det min fysiske krop, som bliver indgangen til mig selv.
Sådan har det været fra starten. Da jeg prøvede første gang, kunne jeg ikke sidde stille, ikke være alene, og jeg vidste ikke hvorfor. Hvorfor skal jeg være alene, hvorfor være stille, spurgte jeg mig selv? Og hvorfor overhovedet komme i kontakt med mig selv?

Kropscanninger som porten indad

Den eneste meditative øvelse, jeg dengang kunne overkomme, var kropscanninger. Hver eneste kropscanning jeg gennemførte, føltes som en gave – en gave i form af en pause.
At kunne give slip, bare for et øjeblik, i en ellers hektisk hverdag var en befrielse. Jeg følte overvældende taknemmelighed over at få lov at ligge på gulvet og bare hvile, bare at være. Jeg følte taknemmeligheden over stemmen, der førte mig gennem min egen krop.
Som om den stemme kendte vejen ind, som om stemmen tilbød en rundvisning til steder, jeg havde glemt fandtes.
Ofte faldt jeg i søvn. Jeg var så træt, at jeg først skulle anerkende, hvor meget jeg trængte til en pause. Der var en lang periode, hvor min krop kun krævede dette – at hvile og ankomme til mig selv. Trængte til at mærke min krop, besøge fingrene, fødderne, nakken og skuldrene.
Det tog lang tid, før jeg begyndte at føle mig hjemme i min krop igen. Men så begyndte jeg at glæde mig til øjeblikkene, hvor min krop kyssede gulvet og blev tungere og tungere. En taknemmelig krop, så glad over for at få lov til at synke ned i jorden, for at blive hørt og lyttet til.

Nogle øvelser blev gode bekendte, nogle venner

Langsomt begyndte jeg at mærke, at min krop var klar til noget andet. At i stedet for kun pauser ønskede den sig nu bevægelse bagefter.
Jeg begyndte at tilføje enkelte strækøvelser. Ofte sagde jeg god morgen til mine kropsdele med en kort række af strækøvelser. Og efter en længere periode kunne jeg mærke, at øvelserne begyndte at synke ind i kroppen, at de fra at være fremmede begyndte at blive bekendte og senere gode venner. Gode venner, som jeg savnede, hvis jeg ikke havde mødte dem i løbet af dagen. Gode venner, som jeg rakte ud til, når jeg følte spændinger i kroppen. Gode venner, som jeg kaldte på efter et krævende møde, som jeg besøgte for at mærke mig selv, mærk min krop og mit åndedræt.

Udfordringer på retreat

Jeg vil aldrig glemme mit første retreat. Hvor udfordret jeg var. Hvor ofte tænkte jeg på at flygte, hvor ofte jeg tænkte, at det her kan jeg ikke holde ud.
Gennem senere retreats med Hanneli og Peter begyndte jeg at kunne mærke den fine balance mellem de forskellige praksisdele som kropsscanninger, meditation, yogastræk, skriveøvelser eller dans.
Jeg var og er stadig forbløffet over den afbalancerede tilgang i retreats. Øvelserne, hvor man kan lande i kroppen, mærke kroppen, danse og bevæge sig til musikken, alle støttede de mig i processen med at ”overstå” mit første retreat.
Det lyder hårdt, og DET VAR hårdt for mig. Men måske var det vigtigste budskab, jeg tog med derfra, at der blev sagt: ”Pas på dig selv”. Hvor forbløffende enkelt og udfordrende dette var var. Jeg er ansvarlig over for mig selv. Jeg er ansvarlig for at lytte til min krop og dens behov og for at gøre det, kroppen har brug for. At strække kroppen, når kroppen kalder på det. At lægge mig på gulvet, fordi kroppen trænger til det. At drikke, fordi jeg er tørstig. At gå på toilettet midt i en meditation. Netop dette sidste var på en måde en rystende erfaring: at forlade en gruppe, at passe på sig selv og at stole på at alle andre også gør det.
I dag glæder jeg mig, bare jeg tænker på retreat, der venter mig engang i fremtiden. Jeg er spændt på det, selvom jeg ved, at der da vil være begge dele: det hårde og det afslappede, det mørke og det lyse – glæden og smerten.

At danse med skelettet

Den skøreste og smukkeste dans it mit liv er skeletdansen, den seneste erfaring på min kropsrejse. Som den blev beskrevet, er den en ren hyldest til livet. En gave, som jeg pakker ud igen og igen og hvert gange føler jeg den samme store glæde ved at lære min krop kende på en ny og befriende måde. For mig er dansen en fest, en øvelse af livets glæde midt på dagen.

Hver dag på ny

Banalt sagt, er min praksis min havn i en ellers travl hverdag. Når jeg mærker, hvordan spændingsniveauet stiger, og det så nu lykkes enkelte gange at sætte farten ned. At skabe rum og tid til en strækøvelse, en kropscanning eller en gåtur i naturen for at komme til ro. Jeg har nu en slags værktøjskasse, jeg kan benytte mig af, og det er allerede en lettelse i sig selv. Men at komme hjem til mig selv er det jeg arbejde videre på, hver dag om og om igen. Selvfølgelig lykkes det ikke hver gang, selvfølgelig er det besværligt. Men jeg forstår det ikke længere, som en fase der skal overstås, men mere og mere som en lang, måske livslang proces. Det forskrækker mig nogle gange. Men det betyder jo også, at jeg har masser af tid, resten af mit livet, til at lytte til min krop.

Foto: I.am_nah og Olenka Kotyk, Unsplash