PYTHAGORAS OG DEN MONGOLSKE SHAMAN

EURASIA

BLOGCAST: Dette indlæg er indtalt af Morten Winkler. Du kan lytte til bloggen her (8:26):

 

I sin fortælling ’Lotteriet i Babylon’ skriver den argentinske forfatter Jorge Luis Borges:

’Heracilides Ponticus beretter – med ærefrygt – at Pythagoras kunne huske i tidligere liv at have været Pyrrhus, før ham Euphorbus og før ham en anden dødelig; for at huske lignende omskifteligheder behøver jeg ikke inddrage døden og ikke engang bedrageri.’

Borges’ fortællinger, essays og foredrag kredser mange steder om reinkarnation. I altid elegant og fiktiv form: Som rækker af mennesker som drømmer hinanden, som en inkashaman der oplever at være alle andre mennesker, som Shakespeare der erfarer det samme.

På samme måde som i citatet ovenfor kan man mange steder hos Borges mærke den fascination af, og frygt for, fænomenet de fleste af os vesterlændinge vel kan genkende. Tanken om en form for evigt liv som en bevidsthedsstrøm der tager form i stadig nye kroppe og personligheder, er fristende ved at åbne for at døden ikke kun er afslutning. Og rystende ved de spørgsmål og indvendinger som tanken rejser: Når vi fra hverdagen kun kender til liv i forbindelse med fysiske kroppe hvordan kan vi så fæste lid til at noget fortsætter når kroppen er borte?

Forskellige forestillinger om reinkarnation fandtes i den tidlige kristendom, men blev siden fjernet fra den kristne dogmatik og den kristne kanon, samlingen de tekster som er godkendte af de kirkelige institutioner. Blandt andet derfor – og på grund af oplysningstidens fortrængning af muligheden for transcendens, den forestilling at der findes en højere og sandere eksistens- og bevidsthedsform end den der er begrænset af sproget og vores normalvirkelighed – kan tanken om reinkarnation både opleves som forbudt eller New Age-agtig og som importeret østlig overtro – og som et tankevækkende koncept.

Igennem de sidste 40-50 år har en række bøger forsøgt at introducere reinkarnation til Vesten på en mere erfaringsbaseret måde. Berømt er bogserien Cases of the Reincarnation Type der udførligt og nøgternt dokumenterer en lang række eksempler på mennesker der mener at huske tidligere liv. Kendt er tilfældet med Shanti Devi, en indisk pige der fra hun er helt lille husker et tidligere liv med en sådan klarhed og insistens at hun får sine forældre til at bringe hende til den mand hun husker at have været gift med og det barn – nu ældre end hende selv – som hun husker at have været mor til. En beretning der viser de mulige omkostninger ved sådanne erfaringer.

En bog som lige er kommet os i hænde, A Story Waiting to Pierce You, af Peter Kingsley, tager spørgsmålet om reinkarnation i den vestlige kultur op fra en overraskende vinkel, og hovedpersonen er ingen ringere end Pythagoras.

At vurdere den – rent ud sagt enorme – mængde af kilder på mange forskellige, også slaviske, sprog som Kingsleys bog henviser til, er udenfor vores kompetence. Men bogens hovedudsagn virker overbevisende: At Pythagoras på et tidspunkt er blevet opsøgt af en mongolsk shaman som har rejst rundt i Grækenland, at der har fundet et dybt møde sted mellem de to, og at shamanen har identificeret Pythagoras som hvad vi vel kunne kalde en ’høj’ bevidsthedstrøm, en slags boddhisatva, altså en bevidsthed der har valgt at inkarnere for at hjælpe andre.

Bogen er usædvanlig ikke alene ved sin påstand om at der via Silkevejen var direkte kontakt mellem Grækenland og den europæiske civilisations vugge i hvert fald så langt tilbage som år 500 før Kristi. Den er mildest talt speciel i den forstand at noteapparatet fylder halvdelen af bogens 180 sider. Og så er sproget helt usædvanligt for en fagbog: På én gang poetisk, selvhævdende, klart, dunkelt antydende – og viist.

Pythagoras grundlagde en skole i Syditalien som, når man læser hvad eftertiden har skrevet om den (man har ingen skriftlige kilder fra Pythagoras selv), virker som et spirituelt fællesskab som det kan se ud i dag: Daglige meditationer, vægt på fysisk træning og rituel dans, omhu med kosten, en for samtiden overraskende opmærksomhed på hvad der lyder som delvis lighed mellem kønnene. Og så med Pythagoras viden om tal og matematik i det hele taget. Pythagoras siges at have have betragtet matematik som en disciplin der gjorde rede for bevidsthedens iboende måder at strukturere dybere aspekter af virkeligheden på. Denne holdning findes også i Østens mandalaer hvis vestlige tilsvar C. G. Jung har skrevet udførligt om for eksempel i artiklen ’Individuationsprocessens drømmesymboler’ (C. G. Jung Traum und Traumdeutung  2015 (1944) hvoraf anden halvdel handler om mandalaer i drømme.

Set fra et nutidigt synspunkt virker det for os, Peter Kingsleys imponerende kildemateriale taget i betragtning, som sandsynligt at Pythagoras var en spirituel lærer med kontakt til den høje del af den asiatiske shamanisme.

Det standpunkt, at der var kontakt mellem Europa og Østen langt tidligere end man hidtil har været klar over, støttes i disse år af en lang række bøger. Vi kan nævne Christopher I. Beckwiths Greek Buddha, der argumenterer for at Alexander den Stores erobringstogter som vi véd etablerede kolonier i det nuværende Indien, førte til at buddhistisk filosofi og forskningsmetoder vandt indpas i den græske kultur og herfra kan spores frem til oplysningstiden og videre til i dag.

Lignende argumenter – på andre, men beslægtede, områder – beskriver samme forfatter i Warriors of the Cloisters, der sporer buddhistiske argumentationsformers bevægelse fra Indien til Mellemøsten og videre til Spanien og derfra til det øvrige Europas universiteter.

Man kan stille sig på forskellige måder til disse mange skal vi kalde dem ’signaler’. Man kan for eksempel sige at ja, det er da interessant, det ser ud til at der var en punktformig kontakt mellem Østens filosofi og mystik og den græske og arabiske (og via den med den europæiske middelalder) end man tidligere har været klar over.

Man kan vel også tillade sig at blive lidt mere svimmel og mene at disse forskningsresultater peger i retning af der i centrale dele af den europæiske kultur, delvist skjult, op gennem de sidste 2500 år har været aktive nervetråde til centrale dele af Østens viden om bevidsthedstræning.

Og så kan man i et vovet øjeblik forestille sig at den tilnærmelse mellem øst og vest, specielt mellem buddhismen og kristendommen som en række af skikkelser fra Father Thomas Keating til Bob Moore, Jes Bertelsen og Dalai Lama har udtalt de mener finder sted, er begyndt længe før vores tid og måske derfor, under radaren, har forberedt en kraftigere og mere betydningsfuld udveksling end vi har været klar over.

Instruktøren Lone Alstrup fortalte om en episode i Vatikanets bibliotek, en episode som fandt sted da hun forberedte sin film om Thomasevangeliet. Og som bekræftes af præsten og forfatteren Marianne Aagaard som i samme bibliotek med samme bibliotekar har haft samme oplevelse (og som hun fortæller om i sin bog om Thomasevangeliet: I biblioteket er der et helt rum som er reserveret til versioner af Thomasevangeliet som jo er en del af de tekster der blev fundet i Naq Hammadi i 1945. Den jesuitterpræst der er dette rums bibliotekar, sagde, til åbenbart både Lone Alstrup og Marianne Aagaard, ved forskellige lejligheder men med samme agitation mens han bankede på et eksemplar af den apokryfe tekst: ’Dette er jo den rene buddhisme!’.

Måske findes Østen i Vesten og Vesten i Østen tidligere og dybere end vi har været vant til at forestille os. Måske har vejen for et positivt og gensidigt befrugtende møde været banet længere og dybere end vi har troet –

 

Blogindlægget er indtalt af Morten Winkler.


 

Hanneli Ågotsdatter
Cand.arch., psykoterapeut og meditationslærer.
Hanneli etablerede Kontemplation i 2010 og er platformens daglige leder.
Hun er tilknyttet Center for Systems Awareness i Boston og leder den kontemplative del af centerets uddannelsesprogram.
Sammen med Martijn van Beek er hun ansvarlig for Mind&Life Europes internationale retreats for unge forskere.
Hun er en del af Foreningen Børns Livskundskab.
Hanneli er fast underviser på Vækstcenteret og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.

 

Peter Høeg er mag.art., forfatter og underviser i meditation og kreativitet. Han er en af Kontemplations faste undervisere, medstifter af Foreningen Børns Livskundskab og en del af Vækstcenterets undervisergruppe.

Peter bor i tilknytning til Vækstcenteret i Nørre Snede og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.